Syv personer går efter jobbet som Søren Brostrøms afløser

Fristen for ansøgninger til jobbet som direktør for Sundhedsstyrelsen udløb søndag. Syv personer har ansøgt.
Indenrigs- og sundhedsministeriet har modtaget syv ansøgninger fra folk, der ønsker at overtage Søren Brostrøms stilling som direktør for Sundhedsstyrelsen. Hans kontrakt udløber 7. oktober. (Arkivfoto).
Indenrigs- og sundhedsministeriet har modtaget syv ansøgninger fra folk, der ønsker at overtage Søren Brostrøms stilling som direktør for Sundhedsstyrelsen. Hans kontrakt udløber 7. oktober. (Arkivfoto).

Ritzau Ritzau,

01/05/2023

I alt syv personer kæmper om at blive ny direktør for Sundhedsstyrelsen.

Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en mail til Ritzau.

Den af ansøgerne, der får jobbet, skal gå i fodsporene på Søren Brostrøm, der stopper på posten, når hans kontrakt udløber 7. oktober.

Fristen for ansøgninger udløb søndag, og det vides ikke, hvilke personer der har søgt stillingen.

Brostrøm bekræftede i midten af april, at han ikke ønskede at forlænge sin kontrakt.

Han har stået i spidsen for styrelsen siden 2015 og blev for alvor landskendt under coronapandemien, der gjorde ham til folkeeje.

Flankeret af eksempelvis statsminister Mette Frederiksen (S) og den daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tonede han gentagne gange frem på tv-skærmene hjemme i stuerne under de mange pressemøder.

57-årige Brostrøm forklarede i en pressemeddelelse på styrelsens hjemmeside, at han ønsker at give stafetten videre.

- Jeg har længe vidst, at jeg ikke ville søge stillingen igen. Generelt synes jeg ikke, man skal sidde for længe på vigtige poster, hvor man kan komme til at fylde for meget og spærre for udvikling, sagde han i april.

Kort efter at Brostrøm tilkendegav, at han ønsker at stoppe som direktør, fortalte indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), at hun gerne havde set, at Brostrøm fortsatte i jobbet.

- Jeg har været og er stadig meget glad for samarbejdet med Søren Brostrøm, som jeg selv var med til at ansætte som styrelsesdirektør i 2015, sagde hun i en skriftlig kommentar.

- Han har styrket og udviklet Sundhedsstyrelsen med sin store faglige integritet og kompetente tilgang til arbejdet.

Sundhedsstyrelsen har stadig omkring fem måneder tilbage til at finde den rette kandidat, som ifølge Sophie Løhde skal kunne udvikle og gøre en positiv forskel for sundhedsvæsenet i Danmark.

Brostrøm blev hentet som direktør internt i Sundhedsstyrelsen. Han kom fra en stilling som enhedschef og overlæge i styrelsen.

Kilde: /ritzau/