Flere virksomheder i metalindustrien oplever nu, at polske medarbejdere kun bliver i Danmark i 12 måneder. Så bortfalder deres fradragsordninger, og de kan for alvor mærke det danske skattetryk. Og så kan selv ikke de danske lønninger forhindre polakkerne i at rejse hjem. Det skriver Erhvervsbladet.
"Skatten er den største barriere, men derudover må vi se på hvilke ordninger vi kan lave. Blandt andet mener vi, at flere skal kunne komme ind under forskerordningen," siger Martin Steen Kabongo, chefkonsulent i Dansk Industri, til Erhvervsbladet.
DI foreslår, at forskerordningens indtægtsgrænse på minimum 65.000 kroner om måneden sættes ned til 40.000, så højtuddannede kan holdes i landet.
Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg afviser dog at en udvidelse af forskerordningen er på tegnebrædtet. Han mener desuden ikke, at det er mærkeligt, at østarbejderne tager hjem for at fortsætte tilværelsen. Skal der gøres en indsats for at få flere til at blive og arbejde i Danmark, er integration et nøglepunkt, mener Vibjerg.
"Der skal selvfølgelig flere ting til. Regeringens jobplan indeÂholder jo en familiepakke, som udover at fastholde udenlandsk arbejdskraft også kan give ekstra hænder. Derudover har virksomhederne et ansvar for at folk falder ordentligt til, siger Venstre arbejdsmarkedsordfører til Erhvervsbladet.