Venstre: Ritt gør knæfald for volden

Slettet Bruger,

27/11/2007

"En trist dag for alle lovlydige københavnere." Det er Venstre i Københavns karakteristik af den aftale om et nyt hus til de autonome, som overbormester Ritt Bjerregaard i dag har indgået med det venstreradikale miljø i hovedstaden på vegne af Københavns Kommune.

"Den aftale er et knæfald for volden og gadens parlament. Det viser med al tydelighed, at hvis man bare bruger voldelige midler, så opnår man det man ønsker," siger Pia Allerslev, kommende Venstre-leder i København.

De unge har på intet tidspunkt taget afstand fra brugen af vold, hverken før eller under forhandlingerne med overborgmester Ritt Bjerregaard, pointerer hun.

"Det er fuldstændig uacceptabelt, at der nu stilles faciliteter til rådighed til denne gruppe, der ikke ønsker at være en del af byens fællesskab, men blot kræver ind. Venstre kan ikke acceptere, at man på den måde tilsidesætter al sund fornuft, og lader sig bøje af de voldelige unges magtdemonstrationer," siger Pia Allerslev.

Foldschack: Hus udpeges om 3-4 måneder
Aftalen mellem Ritt Bjerregaard og de autonome blev indgået på et møde på rådhuset i dag.

"Vi er glade for at vi nu er kommet så langt, og lige nu har vi ikke noget hus i kikkerten, selv om der har været mange muligheder på adresser," sagde overborgmester Ritt Bjerregaard ifølge berlingske.dk efter mødet.

Aftalen betyder, at kommunen vil stille et hus til rådighed, mens fonden Jagtvej 69 med den venstreorienterede advokat, Knud Foldschack, i spidsen vil føre tilsyn med stedet på vegne af kommunen.

"Nu handler det om at finde det rigtige sted, som også tager hensyn til naboerne," siger Knud Foldschack, der undertreger, at de unge ikke er postnummerfikserede, men at deres eneste krav er, at et nyt ungdomshus skal ligge på eller i nærheden af Nørrebro.

Knud Foldschack forventer, at en endelig aftale med adresse på et nyt hus vil være på plads om 3-4 måneder, skriver berlingske.dk

[email protected]

Kilde: