Ron Paul er den amerikanske kulturkæmper

Slettet Bruger,

24/07/2007

Af IKKEMIG 2

Han har fået tilnavnet "Dr. No", fordi han konsekvent stemmer imod lovforslag, der begrænser den personlige frihed eller øger statens beføjelser. Og det har Ron Paul også tænkt sig at gøre, hvis det skulle lykkes ham at blive valgt til Amerikas næste præsident.

Han kunne godt have heddet "Mr. No", men nu har Ron Paul faktisk en doktorgrad i medicin, og han har tidligere arbejdet som fødselslæge i en lille flække i Texas. Som fødselslæge nægtede han at modtage penge fra offentlige sygeforsikringer; enten aftalte han en pris med patienten eller også hjalp han dem gratis.

Denne tanke, at regeringen ikke skal hjælpe folk, der kan hjælpe sig selv, har Ron Paul taget med sig i den amerikanske valgkamp. For en republikaner anno 2007 har han nogle kontroversielle holdninger; han har hele tiden været imod krigen i Irak, han er imod den føderale regerings kamp mod stoffer, og så vil han sænke skatterne - meget. Faktisk vil han helt afskaffe den føderale indkomstskat og finansiere en stærkt reduceret stat med afgifter. Der er ikke nogen, der levner ham mange chancer for at vinde Republikanernes nominering - for slet ikke at tale om at vinde præsidentvalget - men det betyder faktisk ikke så meget, mener Ron Paul.

"Politikere bliver aldrig til noget," siger han i et interview med avisen New York Times: "Men det gør idéer."

Har skabt folkebevægelse
På trods af de spinkle chancer har Ron Paul affødt en ren folkebevægelse blandt vælgere, der er utilfredse med det nuværende politiske landskab. Klassiske minimalstats-liberalister, venstreorienterede krigsmodstandere og et farvefuldt menageri af uafhængige flokkes alle om Ron Pauls kampagne - eller "The Ron Paul Revolution" som de kalder den. På nær Demokraternes Barack Obama er hans videoer de mest populære på videosiden YouTube. Han er den republikaner, hvis MySpace-hjemmeside har fået flest til at tilføje sig som "venner". Og så har han indsamlet 2,4 millioner dollars til sin valgkampagne, hvilket er mere, end hvad John McCain - en af favoritterne til den republikanske nominering - har til rådighed.

Selvom Ron Paul ikke skulle blive præsident, er han stadig en kilde til inspiration, skriver det libertarianske tidsskrift Reason:

"For Paul er det en sejr blot at stå foran kameraerne sammen med kandidaten Rudolph Giuliani og argumentere for en isolationistisk udenrigspolitik, fordi det minder folk om, at det er muligt at være en tæring-før-næring konservativ, der støtter kapitalisme, men som samtidig er imod besættelsen i Irak og forsøget på at føre krigen videre i Iran."

For sådan ser kulturkamp ud, hvis man bor i USA.

[email protected]

Hør hvad Ron Paul selv har at sige:


Kilde: