Pind ny udenrigsordfører

Slettet Bruger,

26/11/2007

Der blev ikke meget plads til nye og unge V-ansigter, da Anders Fogh Rasmussen i fredags præsenterede sin nye regering. En forfremmet politisk ordfører og en 64-årig garvet politiker var de to ministre, Fogh kunne få plads til i egne rækker. Men ved fordelingen af ordførerposter hos Venstre har de unge haft bedre held til at bryde igennem.

Søren Pind, der blandt andet som medforslagstiller til "De ti teser" tidligere har været ude i Venstre-kulden, kan nu varme sig med den vigtige post som udenrigsordfører, hvor han afløser Jens Hald Madsen, der ikke opnåede genvalg 13. november.

"Udenrigspolitikken er de seneste 20 år flyttet helt op i toppen af den danske politiske bevidsthed. De afgørende skillelinjer mellem opposition og regering tegnes ofte her. Som oftest fordi Socialdemokrater i opposition altid fører populistisk og isolationistisk udenrigspolitik," skriver Pind selv om valget på sin hjemmeside.

Karen Ellemann, der blandt andre slog Pinds forgænger som udenrigsordfører, Jens Hald, i kampen om en folketingsplads, har fået posten som integrationsordfører.

Schack skatteordfører
Torsten Schack Pedersen, der i sin tid var med til at stille forslag om "De ti seser", er Venstres nye skatteordfører. Hans nyvalgte hustru, Louise Elholm Schack, bliver boligordfører.

Nogle af Venstres rokader har været selvskrevne. For eksempel skulle der også findes en ny EU-ordfører, da Charlotte Antonsen ikke klarede sig igennem giganternes kamp i Nordsjælland, hvor tre ministre og to menige MF'ere var opstillet sammen med den 24-årige komet Sophie Løhde. Ny EU-ordfører bliver Randers' tidligere borgmester, Michael Aastrup Jensen. Løhde selv bliver indfødsrets-ordfører.

[email protected]

Kilde: