Offentligt sygehus lærer effektivitet af det private

På Bispebjerg Hospital kører operationerne som på en snor

Slettet Bruger,

10/04/2008

På Bispebjerg Hospital kører operationerne som på en snor. Kl. 7.30 mødte 77-årige Ib Kettner op på hospitalet for at blive opereret for brok. Kl. 8 blev han kørt ind på operationsstuen, og kl. 10 var han tilbage på afdelingen og forberedte sig på at komme hjem igen først på eftermiddagen. Det skriver Berlingske Tidende.

Ib Kettner er tilfreds med den behandling, han har fået.

"Det kneb lidt med bedøvelsen, men det er gået fint. Jeg har været i gode hænder. Nu bliver det rart at komme tilbage til de daglige gøremål," siger han til Berlingske Tidende.

Lært af det private
Han har været indlagt på korttidskirurgisk afsnit, K24, hvor man på et år har øget antallet af behandlede patienter - primært brok- og galdestenspatienter - med 24 pct. Sidste år kom 1.400 patienter under kirurgens kniv på et afsnit, hvor alt er tilrettelagt ned i mindste detalje.

"Det kan godt lyde lidt fabriksagtigt, og vi har klart lært af de private sygehuse og af erhvervslivet. Vi justerer hele tiden og har et meget fleksibelt system. Det er også en tilfredsstillelse, at det foregår effektivt, og at tingene fungerer optimalt," siger overlæge Dina Hauge.

Alt overflødigt er skåret væk
På Bispebjerg Hospital er alle aktiviteter, der ligger forud for selve operationen, samlet på en dag. Undersøgelse, diagnose, evt. ultralydsscanning og samtaler med speciallæge, sygeplejerske og narkoselæger klares på en enkelt dag, hvorefter patienten får datoen og tidspunktet for operationen med hjem. Tidligere kunne det forløb godt komme til at strække sig over betydeligt længere tid.

Desuden er der indført vandtætte skotter mellem de planlagte og de akutte aktiviteter på afdelingen. Det betyder, at fire brokpatienter ikke lige pludseligt får aflyst deres operationer, fordi lægerne og sygeplejerskerne må tilkaldes for at behandle en patient med blødende mavesår eller hastigt fremadskridende kræft.

"Alle overflødige ting er skåret væk, og vi koncentrerer os fuldt og helt om selve kerneydelsen," siger Dina Hauge til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: