Mere lykke til højre for midten

Slettet Bruger,

16/09/2007

Der er tilsyneladende en klar sammenhæng mellem politisk observans og graden af lykke i dit liv. Det tyder en undersøgelse udført af forskere fra University of Michigan i hvert fald på. I undersøgelsen er 100.000 personer blevet stillet 400 spørgsmål om blandt andet deres tillid til andre, tilfredshed med livet, politiske ståsted og forhold til religion. En række europæiske forskere har efterfølgende studeret materialet og fundet ud af, at lykken trives bedst til højre for midten.

"At folk i gennemsnit synes at være mere utilfredse og ulykkelige, jo længere til venstre på den politiske skala, de befinder sig, kunne måske godt have noget med indkomst og materiel stadard at gøre - så det undersøgte vi selvfølgelig også. Men den hypotese holdt ikke, for i stedet synes utilfredsheden at have en hel del med begrebet fairness at gøre," siger forskerteamets danske deltager Christian Bjørnskov, adjunkt ved Nationaløkonomisk Instititut på Handelshøjskolen i Århus, til Politiken.

Det er særligt i forbindelse med fordelingen af midler i samfundet, at venstre og højres lykkefølelse giver forskelligt udslag, da forskelle mellem indkomstgrupper gør den venstreorienterede mere ulykkelig, viser undersøgelsen. Derfor er de danske udsving i undersøgelsen relativt små svarende til indkomstforskellene i Danmark, men dog til at finde.

I en kommentar til undersøgelsen afviser SF's Villy Søvndal enhver hang til depression. Hans humør er: "Fremragende. Det er bølge opad, fremad," melder avisen.dk.

[email protected]

Kilde: