Lagt i håndjern og afkrævet løsepenge

Slettet Bruger,

24/07/2007

Af IKKEMIG 2

Sprutten er billig, men til gengæld kan der komme andre, uforudsete udgifter. Bulgarien, der de seneste dage har været genstand for øget medieopmærksomhed, er plaget af korruption, fortæller hjemvendt turist til 180Grader.dk.

Lasse Olesen og hans venner er på vej hjem til deres hotel efter en festlig aften i det bulgarske natteliv. Pludselig bliver de omringet af sikkerhedsvagter, der lægger Lasse i håndjern, så han er lænket til et jernhegn, der står langs gaden.

Sikkerhedsvagterne fortæller ikke de unge, hvad de skulle have gjort galt, men forlanger "40 lev", hvilket svarer til 150 danske kroner, for at slippe Lasse fri.

"Bare tilkald politiet"
Drengene truer med at tilkalde politiet, men det kan de da bare gøre, lyder svaret: "Vi har nemlig en aftale med dem, så de får halvdelen."

Lasse og hans venner får beløbet handlet ned på 20 lev, eller 80 kr., og da han har betalt, bliver håndjernene låst op, og drengene kan komme hjem. Lasse selv mener ikke, at der var noget, han kunne have gjort anderledes.

"Vi gjorde ikke noget, som guiderne havde advaret os mod. Vi gik på en stor gågade, lige ved siden af et diskotek, som guiderne havde anbefalet," siger Lasse til 180Grader.dk.

Bryder sig ikke om turister
Ved en anden lejlighed så Lasse en anden fyr blive tilbageholdt af seks store dørmænd på et diskotek, som de unge tidligere havde besøgt under en pubcrawl. I Danmark er det normalt at betale et indgangsgebyr, men her forlangte dørmændene penge for at lade den uheldige fyr komme ud fra diskoteket.

Lasses rejseselskab, Uptours, bekræfter, at nogle firmaer ansætter korrupte sikkerhedsvagter, og man advarer de unge mod at besøge det nævnte diskotek på egen hånd. Rejsearrangøren lejer diskoteket en enkelt aften, men ellers benyttes det af lokalbefolkningen, og de bryder sig ikke altid om de fordrukne unge fra udlandet. Men, pointerer man, der er tale om isolerede hændelser, som ikke stemmer overens med det helhedsindtryk, guiderne har af Bulgarien.

[email protected]

Kilde: