Konservative vil have topskattelettelser i regeringsgrundlaget

Slettet Bruger,

05/09/2007

Mens lederskribenter og politiske kommentatorer på landets aviser strides om, hvem der er sejrherrer ved den nyligt indgåede skatteaftale, er der ingen tvivl i det konservative bagland. Onsdagens aviser sender tydelige signaler til Bendt Bendtsen. Ifølge Berlingske Tidende insisterer flere topfolk fra det konservative baglund nu på, at lettelser af topskatten bliver skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag. Blandt dem, Kurt Scheelsbeck, der kalder den indgåede aftale "væsentligt ringere" end regeringens oprindelige udspil.

"Jeg er selvfølgelig utilfreds med, at grænsen for at betale topskat ikke bliver flyttet. Helt almindelige lønmodtagere vil stadig blive straffet med en marginalskat på 63 procent. Den eneste fordel er, at det nu bliver endnu mere indlysende, at en ekstra arbejdsindsats straffes fuldstændig tåbeligt hårdt. Når man går fra 43 til 63 pct. indkomstskat, blot fordi månedslønnen overstiger 30.000 kr., så må folk da kunne se, at topskatten er ren jantelov," siger Scheelsbeck, der også er medlem af bestyrelsen i Skatteborgerforeningen.

Han bakkes op af Michael Ziegler, der er borgmester i Høje Taastrup. Han mener dog, at det er for uambitiøst blot at flytte grænsen for, hvornår der skal betales topskat.

"Det skal være topskatteprocenten. Hvis man ikke sænker procentsatsen, vil man fortsat holde en masse kloge hoveder væk fra Danmark til skade for os alle sammen," mener Ziegler.

Opbakning i hovedbestyrelsen
Og Scheelsbeck og Zieglers synspunkter er ikke et særsyn. Jyllands-Posten har foretaget en rundringning til 20 ud af de 31 konservative hovedbestyrelsesmedlemmer, der ikke sidder i Folketinget. Den viser, at fire ud af fem mener, det bør være et konservativt krav med skattelettelser i næste regeringsperiode. Og 13 ud af de 20 synes, det er utilfredsstillende, at fire ud af ti danskere fortsat skal betale topskat.

Den konservative skatteordfører Jakob Axel Nielsen forstår baglandets frustrationer, men mener man har nået det bedste resultat.

"Jeg tror godt, de ved, at det ikke kunne blive bedre, og at det ikke kunne være anderledes, når vi er de eneste, der går op i det, men jeg ville da også gerne være gået videre, hvis der havde været politisk flertal for det, men det var der jo altså ikke," udtaler skatteordføreren til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: