Jødisk center kritiserer legat til Holocaust-skeptiker

Slettet Bruger,

20/07/2007

Af Thomas Breitenbach Jensen

Efter at en kronik i dagbladet Information i onsdags gjorde opmærksom på, at forfatteren Erik Haarst, der tidligere har udtalt sig skeptisk om Holocaust, to gange har fået et arbejdslegat fra Kunstrådet på 100.000 kr., har Simon Wiesenthal Centret i et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, kraftigt beklaget tildelingen og opfordrer ham til at trække den tilbage.

"Denne handling legitimerer resultatet af Holocaustbenægtelse, opfordrer til antisemitisme, og er en fornærmelse af alle Holocaust-overlevende og efterladte af nazismens ofre," skriver centrets leder af International Poltik i sit brev til statsministeren og opfordrer statsministeren til at trække legatet tilbage.

"Simon Wiesenthal Centret opfordrer dig til øjeblikkeligt at trække dette skandaløse legat tilbage at undersøge omstændighederne for tildelingen og i fuld offentlighed fyre de ansvarlige. Tavshed vil kun blive opfattet som tilskyndelse til Holocaustbenægtelse."

Kulturordførere vil ikke blande sig
Blandt folketingets kulturordførere var der dog i går stor enighed om, at beslutningen om tildeling af støtte, alene ligger i Kunstrådet.

De Konservatives kulturordfører, Jakob Axel Nielsen mener ikke, der er grund til at trække pengene tilbage:

"Vi skal passe på, at vi ikke får en situation, hvor Kreml bestemmer hvad der skal stå i Pravda. Politikere skal holde nallerne væk. Så kan man udmærket have sin personlige forundring over, at der skal bruges penge på det," siger han til 180Grader.dk.

Men det er jo ikke censur, der er tale om, men statsstøtte. Kan det være rigtig at staten skal være med til at støtte hvad som helst?
"Vi har indsat Kunstrådet til vurdere, hvad der skal støttes. Og hvis kunstrådet har valgt at støtte Erik Haaest, ikke fordi han er Holocaustbenægter, men fordi han måske har et eller andet, som kan have en hvis åndelig værdig i at komme frem, så vil jeg ikke blande mig i det."

Men kan du forstå når Simon Wiesenthal Centret mener, at der er noget galt med støttens signalværdi?
"Kritikken er noget sludder, for den er båret af nogle - i øvrigt helt legitime - følelser, men den er båret af følelser og ikke af rationel fornuft. I både Tyskland og Sverige har man haft langt større nazistiske bevægelser end her i Danmark, og det er fordi de har tiltrukket sig interesse, i kraft af at de har været forbudte. I Danmark har de fået lov til at rende rundt som nogle forkvaklede tumper, så vi har kunnet grine ad dem. Det tror jeg er den bedste måde at komme det til livs på."

Erik Haaest har skrevet flere bøger bl.a. om Frikorps Danmark og Hipo, HilfsPolizei, der begge bestod af danskere, der gik i tyskernes tjeneste under Anden Verdenskrig.

Flere historikere har beskyldt Haaest for at være for ambivalent og relativiserende i sin beskrivelse af danskerne i tyskernes tjeneste. Selv har Haaest udtrykt skepsis over for om man kunne kalde Frikorps Danmark og Hipo forrædere, ligesom han har kaldt Anne Franks dagbog for "opspind" og sat spørgsmål ved Holocausts eksistens.

Han er tidligere blevet stillet spørgsmålet, om han var nazist. På det svarede han: "Det har jeg ingen anelse om".

[email protected]

Kilde: