Af Ole Birk Olesen
Dagbladets Børsens onlinetjeneste, borsen.dk, er her til morgen hoppet i med begge ben på Informations aprilsnar. En historie om, at den borgerlige tænketank CEPOS skal fusioneres med Copenhagen Business School i København for på den måde at få bedre adgang til at indoktrinere eleverne, burde i sig selv vel nok have fået advarselslamperne til at blinke.Men at en person ved navn Johnny Quatsch (efternavnet betyder "sludder" på tysk) i artiklen optræder som medstifter af CEPOS, og at et fælles CEPOS/CBS-institut angiveligt skulle opkaldes efter den afdøde forfatter Kelvin Lindemann, der slog igennem med et roman om en københavnsk købmandsgård, gjorde vel for de fleste sagen klokkeklar, herunder for en del af læserne på information.dk. Men ikke for redaktionen på borsen.dk.
Her følger artiklen, som refereret af borsen.dk:
"CEPOS bliver en del af Handelshøjskolen
01-04-2008 07:27
Den liberale tænketank CEPOS indfusioneres i Handelshøjskolen i København (CBS). CEPOS skal bidrage med eksterne forsknings-midler, mens CBS kan tilbyde dét, som CEPOS mangler: Unge studerende. Det skriver Information.
Fra den første maj bliver den liberale tænketank, CEPOS, en del af Copenhagen Business School (CBS). Det vil Bernt Johan Collet, formand for tænketankens bestyrelse, i dag forklare i en pressemeddelelse, der skal udsendes sammen med CBS, erfarer Information.
Ifølge en kilde har der i en længere periode været arbejdet på en indfusionering af CEPOS, men først nu, hvor alle detaljer er på plads, kan offentligheden orienteres:
"Det vil blive en win-win situation for begge parter: CBS får et friskt ideologisk input, mens CEPOS får nemmere ved at påvirke de unge studerende," lyder kildens forklaring på, hvorfor CEPOS, der tidligere stod fast på at være uafhængig, nu ønsker en fusion.
CBS og CEPOS har ifølge kilden længe ønsket at slå sig sammen, men man har villet vente til tiden var den rette:
"Med de politiske signaler, der kommer fra regeringen og Socialdemokraterne, har man vurderet, at tiden nu var moden til at lade CEPOS blive en del af Handelshøjskolen."
Eget institut på skolen
Det er tanken, at CEPOS, som i dag har karakter af et løsere samarbejde mellem ideologisk ligesindede, skal have sit eget institut på CBS.
Endnu er der ikke taget stilling til navnet på instituttet, men ifølge Informations oplysninger har afdøde kulturpersonligheder som digteren Piet Hein eller forfatteren Kelvin Lindemann været i spil.
Jonny Quatsch, der udover at være medstifter af CEPOS også er tilknyttet Handelshøjskolen, glæder sig - først og fremmest på vegne af CBS:
"Det er begrænset, hvad jeg må udtale mig om, men jeg er helt sikker på, at det vil give CBS et tiltrængt løft," siger han.
Han understreger blandt andet, at CEPOS med sine gode forbindelser i det private erhvervsliv vil kunne bidrage med en betydelig portion eksterne forskningsmidler - penge som CBS har god brug for.
Samtidig kan CEPOS få direkte kontakt til studerende, hvilket man længe har efterspurgt:
"Og studerende har man jo masser af på CBS," som Informations kilde formulerer det.
CEPOS-chef bliver institutleder
Rygterne siger desuden, at CEPOS nuværende direktør, Martin Ågerup, får titel af institutleder, mens David Gress får sin længe ventede professortitel.
De øvrige stillinger er endnu ikke på plads, men det forlyder, at man vil satse på at have mange eksterne undervisere fra det private erhvervsliv og benytte sig flittigt af de talrige adjungerede professorer, som i forvejen er tilknyttet CBS.
Kritik af beslutningen
Flere kilder, som Information har talt med, er stærkt bekymrede over nyheden. De mener, at CBS' videnskabelige renommé vil lide under at blive slået i hartkorn med CEPOS' liberale grundlag:
"Det her er virkelig forargeligt - jeg er dybt rystet over ledelsens beslutning. Men I må ikke citere mig for det," siger en af de anonyme akademikere.
Bekymringen afvises dog af Johnny Quatsch:
"Den tid er forbi, hvor CEPOS' liberale grundlag var marginaliseret. I dag er CEPOS' synspunkter blevet mainstream," siger han.
Kilde: Dagbladet Information"