Det skal være slut med at betale, når man booker en badmintonbane eller tager et par baner i svømmehallen. Hvis man altså er kommunalt ansat, og et nyt forslag fra de Radikale og SF vedtages i Københavns Borgerrepræsentation. Alle kommunalt ansatte skal nemlig udstyres med et kort, der giver gratis adgang til de københavnske idrætsfaciliteter.
"Vi har store problemer med at rekruttere eksempelvis hjemmehjælpere til kommunen, og derfor bliver man nødt til at overveje, hvordan man kan tilbyde kommunalt ansatte goder, som de kan få i det private erhvervsliv. Det skal være lukrativt at arbejde i kommunen, og dette er en oplagt mulighed. Faciliteterne står der jo i forvejen, så det er bare at udstyre de ansatte med et kort, der viser, at de er ansat i kommunen," forklarer Tina Bostrup (R), medlem af social- og omsorgsudvalget i København og en af forslagsstillerne til Jyllands-Posten.
Hun afviser samtidig, at den menige skatteyder har grund til at føle sig snydt, når deres skattefinansierede idrætsanlæg bliver fyldt med de offentligt ansatte.
"Alternativet er, at vi ikke kan tiltrække den arbejdskraft, der skal til for at udføre de kommunale opgaver, som alle københavnere har glæde af. Men nu må forvaltningen se på, hvordan man løser problemet, de steder hvor der er i forvejen er ventelister,", siger hun.
Den politiske virkelighed i København tilsiger dog, at Socialdemokraterne skal sige god for ideen. Og selv om partiets sundhedspolitiske ordfører Ikram Sarwar er positivt indstillet, er han dog skeptisk over for mulighederne for at gennemføre forslaget.
"Det er i forvejen pres på de københavnske idrætsfaciliteter, og det er ikke rimeligt, hvis dette kommer til at gå ud over almindelige københavnere, som ikke længere kan få en tid til at spille eksempelvis badminton," udtaler han.