Folketingsflertal vil ophæve maxgrænse for straf til unge

Kriminelle unge mellem 15 og 18 år skal kunne idømmes lige så hårde straffe som voksne

Slettet Bruger,

08/08/2008

Kriminelle unge mellem 15 og 18 år skal kunne idømmes lige så hårde straffe som voksne. Det mener et flertal i folketinget, skriver Metroxpress.

I dag risikerer kriminelle unge maksimalt otte års fængsel for selv brutale forbrydelser som drab på grund af en særregel i Straffeloven.

Men et folketingsflertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Ny Alliancee vil undersøge muligheden for at ophæve særreglen.

"Vi ser desværre stadig, at unge begår mere og mere voldsomme forbrydelser. Det skriger til himlen, at man kan forestille sig så lav en straf som otte år for noget så alvorligt som drab. Er man gammel nok til at begå så voldsom en forbrydelse, er man gammel nok til at modtage den fulde straf," siger formand for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, som helt vil fjerne særreglen om tidsbegrænset straf for unge.

Ifølge Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, strider det imod den generelle retsfølelse, at et brutalt drab kun straffes med otte år.

"Det kan være fornuftigt at give en aldersbetinget rabat for at beskytte unge. Men der skal være mulighed for at afvige den i særligt grove tilfælde," siger Karen Hækkerup til Metroxpress.

I dag ventes der dom over en 16-årig dreng fra Aalborg, som uprovokeret tævede en mand til døde og bagefter filmede offeret med sin mobiltelefon. Drengen vil kunne prøveløslades efter fire år.

"Det er præcis den slags sager, der viser, at de nuværende regler er forældede. Jeg stoler på dommerne og retssystemet. Det bør alene være op til dem, om en ung gerningsmand skal idømmes fuld straf"," siger Ny Alliances leder, Naser Khader, til avisen.

Sagen bliver nu rejst over for justitsminister Lene Espersen. Hendes partifælle, de Konservatives retsordfører, Tom Behnke, er parat til at straffe unge hårdere.

"Det er min generelle opfattelse, at selv om man er under 18 år, bør der være mulighed for at idømme konsekvente straffe også ud over de otte år, når vi taler om særligt alvorlige forbrydelser," siger Tom Behnke til Metroxpress.

Kilde: