Fogh tager Pind til nåde

Slettet Bruger,

04/11/2007

Af Thomas Breitenbach Jensen


Den røde løber ligger rullet ud på Bredgade i stærk kontrast til alle de blå farver indenfor. Vi er til Søren Pinds midtvejsvalgfest, og mere end 200 mennesker venter spændt på aftenens hovedgæst, statsminister Anders Fogh Rasmusssen, der har annonceret sin ankomst lidt senere.

Indenfor er flere kendte ansigter mødt op for at støtte Pinds kampagne, lige fra Asger Aamund med fru Suzanne Bjerrehuus til Gregers Dirckinck-Holmfeldt. Men der er ingen tvivl om, at spændingen skyldes det kommende besøg fra statsministeren. Siden valgkampen i 2005, hvor Søren Pind og Martin Geersten gjorde, hvad de kunne for at få Geertsen valgt i stedet for partitoppens favorit, Jens Rohde, har Søren Pind været i alt andet en chefens kridthus. Derfor er i aften en stor aften.

Så ankommer han endelig, Anders Fogh med sin Anne Mette. Blå og hvid konfetti falder ned fra loftet, marchmusikken spiller, og alle i lokalet hujer og klapper.

Søren Pind tager mikrofonen, og efter kort at have budt de to velkommen crooner han sig, trods en dårlig hals, sikkert igennem Elvis hittet "I can't help falling in love with you", som hvis Anders Fogh skulle være i tvivl om, hvilken betydning hans besøg har.

Beskat det
"Vi har befriet os fra den socialdemokratiske tankegang," siger Fogh i sin efterfølgende tale.

"En socialdemokratisk tankegang der er, at hvis noget i samfundet bevæger sig, så siger man 'beskat det'. Hvis det bliver ved med at bevæge sig, så siger man 'regulér det'. Og hvis det stopper med at bevæge sig, så siger man 'subsidiér det'," udlagde han, til store latterbrøl, det berømte Reagan citat.

Tankegangen var ifølge statsministeren blevet afløst af en anden tankegang. Den tankegang at hvis man giver danskerne større frihed til initiativ og større frihed til at vælge, så slipper vi kræfter løs i det danske samfund, der skaber værdier til fælles bedste, forklarede han, før hans tale blev afløst af tilhørernes taktfaste klapsalver og råb om "four more years".

Så baner han sig med Pind, frue og sikkerhedsvagter ud til baren, og fadøllene og et interview med TV2, der vil have statsministeren til at fortælle sin pinligste drukhistorie, inden vi får møvet os gennem horden af mennesker og filipensramte VU'ere, der alle vil trykke ham i hånden, så vi kan bede om en kommentar.

Fogh: "Jeg støtter alle vores kandidater"
"Haha," griner statsminsteren, "nu også fra 180Grader, jamen så ok da."

Dit besøg her i dag, er det et udtryk for, at en liberal ballademager nu er taget til nåde?
"Hehe. Jamen jeg støtter alle vores kandidater, og når de arrangerer spændende events, så bakker jeg da gerne op. Jamen, det er jo rigtigt nok, at hvis jeg tænker tilbage på valgkampen i 2005, så var jeg absolut ikke tilfreds med den måde, det foregik på her i København, men det har vi lagt bag os. Så det er mest af alt et udtryk for, at jeg ikke hører til dem, der går og bærer nag og tænker på sådan nogen gamle ting. Nu kigger vi fremad, og vores folk arbejder rigtigt i fællesskab, og det vil jeg gerne støtte, og derfor kommer jeg her, fordi de har lavet et spændende arrangement," siger han til 180Grader.dk.

Kan Søren Pind så regne med at få mere indflydelse og mere ansvar i det nye Folketing?
"Jamen det er jo folketingsgruppen, der beslutter sådan noget, det er jo ikke noget, jeg kan gå og blande mig i eller diktere. Det er folketingsgruppen, der bestemmer det. Men vi har det i Venstre sådan, at de folketingsmedlemmer, der er flittige, passer deres arbejde og er gode til at markedsføre partiets politik på en loyal måde, de har også en god fremtid," slutter statsministeren.

Så drikker han sin fadøl færdig, mens han mingler lidt. Bl.a. med Martin Geertsen, der mest af alt ligner en forlegen skoledreng på rektors kontor under samtalen.

Besøget slutter, Fogh bevæger sig ud i valgbussen, og nærmest symbolsk fjernes den røde løber fra Bredgade.

[email protected]

Kilde: