Statsministeren lancerer jobplan

Slettet Bruger,

02/10/2007

Af Morten Løfberg

De seneste måneder har været præget af en lang række forslag, der skal afhjælpe den mangel på arbejdskraft, der får danske virksomheder til at sige nej til ordrer. I sin åbningstale, der netop nu holdes, lægger statsminister Anders Fogh Rasmussen også vægt på, at arbejdsudbuddet skulle øges.

"Det koster velstand og velfærd, at vi mangler arbejdskraft. De private virksomheder mister ordrer og produktion. De offentlige institutioner kan ikke levere den service, vi ønsker," siger Anders Fogh blandt andet.

Regeringen lægger derfor en plan frem med ti punkter, der skal sikre mere arbejdskraft. Her er de vigtigste punkter:

- Skatteydere over 64 år får en skatterabat på op til 100.000 årligt

- Folkepensionister skal have bedre muligheder for at arbejde uden reduceret pension

- Førtidspensionister får et "frihedsbrev", så de kan prøve sig af på arbejdsmarkedet uden at miste førtidspensionen.

- Sygefraværet i det offentlige skal nedbringes

Vil også have mere udenlandsk arbejdskraft
Men der skal også arbejdes på andre planer end det hjemlige, fastslog statsministeren.

"For at sikre fortsat fremgang i velstand og velfærd er det nødvendigt at hente mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark," lød fra talerstolen.

Til det formål vil regeringen lette papirarbejdet for virksomheder, der søger udenlandsk arbejdskraft. De eksisterende Green Card-, jobkort- og forskerskatteordninger skal udvides. Og endelig skal den offentlige sektor "målrettet rekruttere medarbejdere" til blandt andet sundhedsområdet.

Den samlede plan bliver fremlagt i Folketinget i løbet af efteråret.

[email protected]

Kilde: