Feminister viste bryster i DGI-byen

Slettet Bruger,

20/12/2007

Siden september har svenske feminister fra aktionsbevægelsen "Bara Bröst" undladet bikinitoppen på besøg i svenske svømmehaller. Bevægelsen har nu 100 medlemmer og dens budskab om en afseksualisering af kvindebryster har bredt sig til Norge, og i går ramte det så også Danmark, hvor ti unge kvinder med blottet barm kastede sig i vandet i DGI-Byen. Det skriver politiken.dk.

"Det er et oprør imod, at kvindekroppen overalt og hele tiden bliver betragtet som sexobjekt. Som kvinder vil vi gerne selv have lov at bestemme, hvornår vores bryster skal være seksuelle. Og det skal de ikke i en svømmehal, og derfor skal de heller ikke dækkes til. Vi vil have lov at bade topløse ligesom mændene," udtalte Astrid Vang Hansen til politiken.dk.

I Sverige er de frithængende bryster og deres ejerkvinder blevet smidt ud af flere svømmehaller, men i DGI-Byen var der stor forståelse for aktionen, som pressechef Lisbeth Juhl betegner som en "væsentlig happening", der kan få konsekvenser for fremtidige baderegler.

"Det kan være, at vi skal indføre fri topløs badning en gang om ugen, ligesom muslimske kvinder får lov at bade alene uden mændene og med alt tøjet på hver søndag aften. Sådan en aktion som den her får os i hvert fald til at tænke over mulighederne for at bade topløs," siger Lisbeth Juhl.

Over sundet vakte den danske aktion glæde hos initiativtagerne bag "Bara Bröst".

"Det er fantastisk, at de danske kvinder er gået med i kampen. Når vi spreder os, bliver vi stærkere. Hvis vi får ordentlig gang i debatten om kvindekroppen, så kan vores mission om at afseksualisere brysterne i de rum, der ikke er seksuelle, måske lykkes," siger Frida Hellroth fra "Bara Bröst" til politiken.dk.

[email protected]



Kilde: