DR's ledelse overhørte advarsler

Slettet Bruger,

27/06/2007

Ledelsen sad og drømte, mens projektdirektør Keld Boye-Møller advarede den om, at DR's byggeri var på vej mod en katastrofal budgetoverskridelse. Politiken har smuglyttet til en radiodokumentar fra P1, der fortæller, at ledelsen i DR ikke tog advarslen om, at budgettet var "under pres" alvorligt.

"Det er jo noget, som nogle af os har grinet ret meget af, sådan en slags galgenhumor. Fordi vi opfattede jo udtrykket 'under pres' som noget helt andet end det, det viste sig at være. 'Under pres' betyder nu, at nu går det for alvor galt - det er faktisk helt galt. Jeg troede, at 'under pres' betød, at nu var det en svær opgave, som vi virkelig skulle anstrenge os for at komme igennem. Det troede jeg var 'under pres'," siger programdirektør Lars Vesterløkke, der dengang fungerede som DR's generaldirektør, ifølge Politiken.

Citatet er fra et dokumentarprogram, som radiokanalen P1 sender i dag. I udsendelsen kommer det frem, at flere bestyrelsesmedlemmer kunne finde på at stene under Keld Boye-Møllers fremlæggelse, fordi han var for omstændelig. Han talte desuden halvsvensk og sagde "tufft", når noget var "svært".

Ingen blinkende advarselslamper
Lars Vesterløkke mener, at skylden for misforståelsen ligger hos projektdirektøren.

"Man kan sige, når vendingen 'under pres' anvendes, og det var i første halvdel af 2006, opfattede vi det som noget, der var svært. Fordi ellers var der ikke nogen advarselslamper, der blinkede. Ingen af de rapporter, vi fik, rummede advarsler om budgetoverskridelser. Når vi spurgte direkte, fik vi oplyst fra byggeledelsen, at budgettet holdt, selv om det var under pres," siger Lars Vesterløkke til Politiken.

mkr

Kilde: