Ansatte på kommunalt projekt hvervede unge til kriminalitet

Slettet Bruger,

03/08/2007

Af Ole Birk Olesen

Redigeret klokken 16.01 efter samtale med Askovgårdens direktør, Per Hensen

En kniv og en pose med mærkevaretøj, som man formodede var stjålet. Det var, hvad politiet fandt i et personaleskab og en kælder i en kommunalt støttet klub for unge med indvandrerbaggrund på Nørrebro, da man i 2004 ransagede lokalerne. Det afslører en ny bog, "Skyld", som går bag om knivdrabet på den italienske turist Antonio Curra og det miljø, de dømte færdedes i.

Ungdomsklubben, som var hjemhørende hos den selvejende institution Askovgården, havde ansat voksne kriminelle til at lære børn og unge med en begyndende kriminel karriere, at kriminalitet ikke var den rigtige vej. Men i virkeligheden benyttede de voksne lejligheden til at hverve de unge til kriminalitet, hævder forfatterne bag bogen. Bl.a. blev de unge guidet hen til de steder, hvor de kunne bruge stjålne dankort uden at vise id.

Det hele blev afsløret, da en ny klubleder, Helle Madsen, blev ansat, men det har hidtil været hemmeligholdt.

Raserer det hele
"Hun går til politiet og melder det, og det resulterer i, at en masse unge smadrer hele Askovgården. De raserer den fuldstændig, men det kommer ikke til offentlighedens kendskab," siger en af bogens forfattere, Jesper Dehn Møller, der er journalist på Ritzaus Bureau, til 180Grader.dk.

Efter den episode stoppede Københavns Kommunes børne- og ungdomsudvalg alle tilskud til projektet.

Ifølge Askovgårdens direktør, Per Hensen, skete det dog ikke umiddelbart efter politiransagningen, og baggrunden var ikke problemet med de kriminelle ansatte, men derimod kontingentrestancer.

Storebrødre
"De to ansatte, som det handlede om, var fra en gruppe af storebrødre. De var her p.g.a. en beslutning i det daværende bydelsråd på Nørrebro. Der var også andre steder, hvor man havde storebrødrene ansat," siger Per Hensen til 180Grader.dk.

Han mener ikke, at de to storebrødre i Askovgården var hærdede kriminelle, men han erkender samtidig, at Askovgården ikke tjekkede deres straffeattest.

"Det tror jeg, de gjorde i bydelsrådet," siger han.

Bydelsrådet på Nørrebro er i dag nedlagt. Det var ledet af SF'eren Jesper Langebæk, som i dag er ansat i en chefstilling i Københavns Kommune, hvor han senest fik en del omtale, da han havde ansat et medlem af Blekingegadebanden, Torkil Lauesen, under sig.

Bogen "Skyld" er skrevet af journalisterne Jesper Dehn Møller og Aydin Soei og udkommer på Lindhardt og Ringhof Forlag i næste uge.

[email protected]

Kilde: