"Jeg har faktisk den opfattelse, at det at sætte dagsordenen i værdidebatten ændrer samfundet meget mere end de der lovgivningsændringer. Nu taler jeg kultur i bred forstand: Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten."
Analysen er afgående statsminister Anders Fogh Rasmussens - tilbage fra 2003. På det tidspunkt havde han imidlertid selv opgivet at sætte nogen selvstændig dagsorden i værdidebatten. Det var meget nemmere bare at følge den almindelige mening i vort gennemsocialdemokratiserede samfund, var den åbenlyse kalkule i Statsministeriet.
Reelt var Anders Fogh Rasmussens første nytårstale den eneste tale, hvor han rigtigt forsøgte at gøre op med den herskende politiske tænkning. Det var talen, som så mange siden har ønsket at fejludlægge som et opgør med enhver ekspertise, men som reelt var et angreb på det bedrevidende formynderi: "Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter," sagde Fogh.
I samme tale kunne man stadig høre stemmen fra Fra socialstat til minimalstat i en passage, hvor Anders Fogh Rasmussen gjorde op med velfærdsstaten som taberfabrik: "Hvis det enkelte menneske står indeklemt i skygge og savner frihed, udfordringer og ansvar, bliver det mismodigt, viljeløst og initiativfattigt. Jo mere frihed, udfordring og ansvar vi mennesker får, desto mere stoute og selvstændige bliver vi, og desto bedre kan vi udfolde og udnytte vore evner til gavn for hele fællesskabet," lød det.
Sådan talte Anders Fogh Rasmussen ikke siden januar 2002, og dermed forspildte han chancen for at bruge statsministerposten - landets mest betydningsfulde talerstol - til at sætte en dagsorden i den værdidebat, der handler om personlig frihed og personligt ansvar. Den banehalvdel blev helt overladt til socialdemokrater fra alle partier, og Fogh spillede oven i købet gerne med på deres præmisser.
Men, vil mange borgerlige indvende, Anders Fogh Rasmussen scorede dog bemærkelsværdige mål i udlændingepolitikken, i retspolitikken og skolepolitikken. Nej, han satte kun tåspidsen på. Forarbejdet var blevet gjort, befolkningen var med ham, og han gjorde blot, hvad alle meningsmålinger fortalte, at majoriteten gerne ville have ham til at gøre. Fogh skabte ikke forudsætningerne for gennemførelsen af en strammere udlændinge- og retspolitik og en skolepolitik med mere vægt på fagligheden - han var selv bare et produkt af de værdidebatter, som andre før ham havde udkæmpet.
Anders Fogh Rasmussen har som statsminister ikke gjort den store forskel for udviklingen af det samfund, som han med sin position faktisk kunne have påvirket. Han fungerede i stedet som udviklingens kransekagefigur, for han ville det ikke anderledes.
Den østrigsk fødte nobelprismodtager i økonomi, F. A. Hayek, som Anders Fogh Rasmussen i øvrigt nævner intet mindre end 30 gange i Fra socialstat til minimalstat, har karakteriseret tænkningen bag Foghs regeringsledelse siden 2001 bedst med disse ord:
"De, som udelukkende har beskæftiget sig med, hvad der i det eksisterende holdningsklima har syntes praktisk gennemførligt, har igen og igen fundet ud af, at endda også det hurtigt er blevet politisk umuligt som et resultat af ændringer i den offentlige mening, som de intet har gjort for at påvirke."
Ligheden med det øverste citat på denne side er slående.
Analysen er afgående statsminister Anders Fogh Rasmussens - tilbage fra 2003. På det tidspunkt havde han imidlertid selv opgivet at sætte nogen selvstændig dagsorden i værdidebatten. Det var meget nemmere bare at følge den almindelige mening i vort gennemsocialdemokratiserede samfund, var den åbenlyse kalkule i Statsministeriet.
Reelt var Anders Fogh Rasmussens første nytårstale den eneste tale, hvor han rigtigt forsøgte at gøre op med den herskende politiske tænkning. Det var talen, som så mange siden har ønsket at fejludlægge som et opgør med enhver ekspertise, men som reelt var et angreb på det bedrevidende formynderi: "Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter," sagde Fogh.
I samme tale kunne man stadig høre stemmen fra Fra socialstat til minimalstat i en passage, hvor Anders Fogh Rasmussen gjorde op med velfærdsstaten som taberfabrik: "Hvis det enkelte menneske står indeklemt i skygge og savner frihed, udfordringer og ansvar, bliver det mismodigt, viljeløst og initiativfattigt. Jo mere frihed, udfordring og ansvar vi mennesker får, desto mere stoute og selvstændige bliver vi, og desto bedre kan vi udfolde og udnytte vore evner til gavn for hele fællesskabet," lød det.
Sådan talte Anders Fogh Rasmussen ikke siden januar 2002, og dermed forspildte han chancen for at bruge statsministerposten - landets mest betydningsfulde talerstol - til at sætte en dagsorden i den værdidebat, der handler om personlig frihed og personligt ansvar. Den banehalvdel blev helt overladt til socialdemokrater fra alle partier, og Fogh spillede oven i købet gerne med på deres præmisser.
Men, vil mange borgerlige indvende, Anders Fogh Rasmussen scorede dog bemærkelsværdige mål i udlændingepolitikken, i retspolitikken og skolepolitikken. Nej, han satte kun tåspidsen på. Forarbejdet var blevet gjort, befolkningen var med ham, og han gjorde blot, hvad alle meningsmålinger fortalte, at majoriteten gerne ville have ham til at gøre. Fogh skabte ikke forudsætningerne for gennemførelsen af en strammere udlændinge- og retspolitik og en skolepolitik med mere vægt på fagligheden - han var selv bare et produkt af de værdidebatter, som andre før ham havde udkæmpet.
Anders Fogh Rasmussen har som statsminister ikke gjort den store forskel for udviklingen af det samfund, som han med sin position faktisk kunne have påvirket. Han fungerede i stedet som udviklingens kransekagefigur, for han ville det ikke anderledes.
Den østrigsk fødte nobelprismodtager i økonomi, F. A. Hayek, som Anders Fogh Rasmussen i øvrigt nævner intet mindre end 30 gange i Fra socialstat til minimalstat, har karakteriseret tænkningen bag Foghs regeringsledelse siden 2001 bedst med disse ord:
"De, som udelukkende har beskæftiget sig med, hvad der i det eksisterende holdningsklima har syntes praktisk gennemførligt, har igen og igen fundet ud af, at endda også det hurtigt er blevet politisk umuligt som et resultat af ændringer i den offentlige mening, som de intet har gjort for at påvirke."
Ligheden med det øverste citat på denne side er slående.
