Af Bent Blüdnikow
Jeg havde fornøjelsen i sidste uge at blive inviteret ud på den amerikanske ambassade til et valgmøde. Ambassaden havde inviteret en gymnasieklasse fra Øregården, der skulle overvære mødet og selv deltage med spørgsmål. Min ærede modstander repræsenterede Barack Obama, og jeg skulle argumentere for John McCain. Ambassaden havde vist nok haft nogle problemer med at finde én, der ville stille op for McCain. Efter nogen søgen var den havnet hos mig, fordi jeg vist ikke havde lagt skjul på i mine artikler i Berlingske Tidende, at jeg har sympati for et aktivistisk amerikansk engagement i verdenspolitik, der ligger tættere på en republikansk end en demokratisk udenrigspolitik.Det var et vældigt skægt valgmøde og min ærede opponent gjorde det rigtigt godt. I hvert fald stemte 24 af de 25 søde unge mennesker fra gymnasiet på Obama efter en timelang debat. Der var en enkelt ung dreng fra klassen, der stemte for min mand. Jeg tror, det var klassens Kloge-Åge, der var vant til at have Rasmus Modsat-holdninger og også ved denne lejlighed faldt ind i rollen.
24 ud af 25? Det var dog alligevel Satans. Kan det virkelig være min egen svage evne til at argumentere, der gav sig udtryk i den kompakte majoritet - for nu at bruge et Henrik Ibsen-udtryk. Det var nok ikke noget tilfælde, for jeg ved fra andre gymnasieelever, at valget falder ud på samme måde i alle andre gymnasieklasser. Hvordan kan det være, at vi har fået østtyske stemmetal? Jeg refererer til dengang, at man afholdt pseudovalg i de kommunistiske lande, og magthaverne altid fik godt 98 procent af stemmerne.
Er valget virkelig så entydigt? Nej, selvfølgelig ikke. Der kan siges meget godt om begge kandidater, og valget af Obama er næppe nogen katastrofe. Men der kan ved den søde østtyske rødgrød også siges meget til fordel for McCain. Lad mig blot nævne, at Obama synes at gå ind for en protektionistisk handelspolitik, mens McCain er fortaler for frihandel og dermed en betydelig bedre mand for os. Lad mig nævne, at McCain er en dybt erfaren udenrigspolitisk politiker, der bl.a. i Irak-sagen har vist sig som en kyndig og begavet beslutningstager. Det var således ham, der støttede offensiven i Irak (The Surge), der har bragt succes i Irak og fravristet fundamentalisterne sejren. Derimod har Obama ikke været involveret i afgørende udenrigspolitiske sager og er uden beslutningserfaring i udenrigs- og sikkerhedspolitik.
I den farefulde fremtid vi står over for med et aggressivt Rusland og tiltagende trusler fra bl.a. de muslimske fundamentalister, føler jeg mig mest tryg ved McCain. Ikke fordi Obama er dårlig, men jeg tror, at han vil være et lettere offer for pacifistiske og isolationistiske pressionsgrupper i det demokratiske parti. Og hvad vi har brug for nu, i mine øjne, er et stærkt USA, der tør gribe ind og er ledet af en erfaren og beslutsom politiker.
Uanset hvem der har ret i den sag, så er den østtyske stemmefordeling bekymrende. Jeg har aldrig brudt mig om massive flertal af den størrelsesorden. Men de unge mennesker skal ikke bebrejdes en tøddel, for stort set samtlige europæiske medier har temmelig ensidigt givet deres støtte til Obama. Det er sket gennem alt for negativ fokusering på McCain og alt for positiv dækning af Obama gennem en række måneder. Det er en skam, for det er ikke godt for pluralismen.
Uanset at Obama muligvis vil blive en glimrende præsident, så efterlader ensidigheden og den østtyske stemning mig med en dårlig smag i munden, for pluralismen blev svigtet.
Bent Blüdnikow er historiker og journalist
