Af Jacob Mchangama
I en klumme her på 180Grader har Trykkefrihedsselskabets næstformand, Katrine Winkel Holm, kritiseret CEPOS' direktør Martin Ågerup for ikke at tage ytringsfriheden tilstrækkeligt seriøst. Kritikken havde udgangspunkt i en klumme, hvor Ågerup gjorde gældende, at øvrige frihedsrettigheder end ytringsfriheden også fortjener opmærksomhed i dagens Danmark, men hvor Ågerup i øvrigt ikke advokerede en indskrænkning af ytringsfriheden.Men Trykkefrihedsselskabets praksis afslører, at foreningens eget forhold til ytringsfriheden langt fra kvalificerer dets medlemmer til at holde ytringsfrihedens fane højt.
Søndag den 1. juni 2008 inviterede Trykkefrihedsselskabet den hollandske politiker Geert Wilders til København som æresgæst for at tale om ytringsfrihed. Trykkefrihedsselskabets vedtægtsbestemte formål er "at træde i brechen for det frie ord hvor som helst, dette er truet, og uanset, hvem der truer det", et formål som enhver tilhænger af det liberale demokrati bør kunne slutte op om.
Geert Wilders er mest kendt for sin kamp mod islam og sin islamkritiske film "Fitna", som flere tv-stationer nægtede at vise. Geert Wilders er på grund af sine holdninger tvunget til at leve under beskyttelse, da radikale islamister har truet ham på livet, hvilket naturligvis er aldeles uacceptabelt i en retsstat, hvor modstridende holdninger - også sådanne som af visse opfattes som kontroversielle - frit skal kunne ytres. Truslerne mod Geert Wilders er blot et af ud af mange øvrige eksempler på indgreb i ytringsfriheden begået af muslimske stater (f.eks. i FN) og radikale islamister og bør naturligvis imødegås af enhver forening, der tager ytringsfriheden seriøst. På denne baggrund synes valget af Geert Wilders som æresgæst og foredragsholder i en forening stiftet til forsvaret af ytringsfriheden måske oplagt.
Men i sin kamp mod Islam har Geert Wilders også gjort sig til talsmand for at forbyde Koranen, da denne efter Wilders opfattelse er ligeså totalitær som Hitlers "Mein Kampf". Et udsagn der hænger meget dårligt sammen med et postuleret forsvar for ytringsfriheden, og som er hyklerisk, al den stund at Geert Wilders ret til at vise "Fitna" rent faktisk blev beskyttet af de hollandske domstole. En retlig beskyttelse Wilders altså vil berøve personer, som måtte have lyst til at eje, læse i eller studere Koranen. Uanset om man måtte finde Koranens indhold vederstyggeligt og totalitært, kan det ikke fornægtes, at et forbud mod Koranen ville udgøre et uhørt indgreb i både ytringsfriheden og religionsfriheden, stridende mod de selvsamme grundlæggende værdier, som Wilders påstår at ville beskytte. Endvidere ville et sådant indgreb gøre ytringsfrihedens retlige beskyttelse illusorisk og legitimere et hvilket som helst politisk flertal at forbyde ytringer, som et sådant flertal måtte finde "udemokratiske" eller "totalitære".
Og her er det så, at man må spørge sig selv, hvordan en forening, der efter eget udsagn er en kompromisløs forsvarer af ytringsfriheden, ukritisk kan tildele en så prominent og forherligende rolle til en mand som, hvis han kom til magten, ville forbyde en bog, fordi han ikke kan lide dens indhold?
Svaret skal givetvis findes i, at Trykkefrihedsselskabet ikke er så interesseret i ytringsfriheden, som i kampen mod islam og den "islamisering af Europa", som foreningen mener er omsiggribende. Dette tydeliggøres af deltagerkredsen bag Trykkefrihedselskabet, som udover Katrine Winkel Holm bl.a. består af Lars Hedegaard og Helle Merete Brix. Disse har alle markeret sig som markante kritikere af islam, mere end som generelle forsvarere af ytringsfriheden. Adskillige publikationer på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside drejer sig således om islam generelt uden specifikt at adressere ytringsfriheden.
Det er endvidere værd at bemærke, at Trykkefrihedsselskabet så vidt ses kun i meget beskedent omfang har beskæftiget sig med indskrænkninger af ytringsfriheden begået af ikke-muslimer på trods af mange eksempler på sådanne indgreb verden over. Endelig er samtlige modtagere af Trykkefrihedsselskabets priser personer, som har kritiseret islam og denne religions dogmer.
Der er naturligvis intet galt i, at Trykkefrihedsselskabet benytter sin ytrings- og foreningsfrihed til at kæmpe mod, hvad medlemmerne anser som en overhængende trussel mod Vesten. Men at føre sin kamp under ytringsfrihedens banner på trods af, at man gerne går på kompromis med denne ret og er selektiv i forsvaret for den, når det passer ind i foreningens værdipolitiske overbevisning, er useriøst og underminerer på langt sigt ytringsfriheden.
Trykkefrihedsselskabets selektive forsvar for ytringsfriheden er at sammenligne med når menneskerettighedsorganisationer på den værdipolitiske venstrefløj udvander menneskerettighedsbegrebet ved at udvide det til at omfatte retten til familiesammenføringer, velfærdsydelser og særrettigheder til etniske og religiøse minoriteter, mens disse organisationer samtidigt gerne ser ytringsfriheden indskrænket af hensyn til religiøse følelser.
Ytringsfriheden skal til hver en tid forsvares i et levende demokrati. Men ytringsfrihedens stærkeste forsvar er det principielle, hvor man er ligeså villig til at forsvare sine ideologiske modstandere som sympatisører. Dette principielle forsvar har Trykkefrihedsselskabet svigtet ved sin ukritiske hyldest af Geert Wilders, og på denne baggrund forekommer Katrine Winkel Holms kritik af Martin Ågerup både hyklerisk og hul. Trykkefrihedsselskabet burde derfor ændre navn og vedtægter, således at disse i højere grad afspejlede foreningens egentlige formål og mission: nemlig bekæmpelsen af islam.
Jacob Mchangama er advokat og ekstern lektor i internationale menneskerettigheder
