Af Kristian Juul
Som delegeret på årets Konservative Landsråd bed jeg mærke i en udtalelse af Connie Hedegaard, som da også efterfølgende vakte furore hos en del liberalister. Klimaministeren udtalte:"Mens Sovjetunionens sammenbrud viste, at socialistisk økonomi ikke fungerer, er det nu liberalisterne, der vånder sig. I disse uger indser alverden, hvad vi konservative altid har vidst: At også den hæmningsløse liberalisme har sin begrænsning. Ligesom staten ikke kan styre alt - så kan markedet heller ikke! Markedet tænker kortsigtet, og bliver grådigheden for voldsom, har det utilsigtede konsekvenser - og man må ty til politik."
Den udtalelse var lidt en rød klud for de liberalister, der tror næsten fundamentalistisk, ubetinget på det frie, deregulerede marked. En støtte fra statsministeren til den frie markedsøkonomi, i en helt anden sammenhæng under en rejse til Kina, blev udlagt som en "undsigelse" af klimaministeren.
Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at spørgsmålet om "staten eller markedet?" - det forrige århundredes mest grundlæggende politiske spørgsmål - atter er aktualiseret af krisen, efter at frihandlens og globaliseringens uomtvistelige resultater ellers så længe så ud til tildele "markedet" sejren ikke alene på point, men på knockout.
Der er skrevet så uendelig meget teori i forsøget på at besvare dette spørgsmål, ofte forplumret af en masse politisk ideologi, men lad os prøve at lægge ideologien lidt på hylden - for hvad er det egentlig, vi taler om her på et helt pragmatisk niveau?
Økonomien - både vores private, nationaløkonomien, den globale økonomi - kan ses som summen af en række valg, en række beslutninger, som baserer sig på den enkelte aktørs analyse af kritiske spørgsmål som: Hvordan tror jeg som aktør i økonomien, at tingene vil udvikle sig? Hvad er mine egne muligheder? Hvad skal jeg gøre for bedst at fremme mine egne interesser, f.eks. købe så billigt som muligt, sælge så dyrt som muligt, gøre end "god" handel, minimere min risiko for tab?
Den liberalistiske teori er, at hvis alle svarer rationelt på disse spørgsmål og handler derefter i egen interesse, så er det også det optimale for økonomien som helhed.
Som konservativ køber jeg gerne store dele af denne teori, men i modsætning til ultraliberalisterne hæfter jeg mig også ved forudsætningerne - især at alle analyserer situationen rationelt og handler derefter i egen interesse.
For gør de det? Er det vi er vidner til i disse foruroligende måneder nøgterne analyser og rationelle handlinger i egen interesse?
Alan Greenspan, tidligere US-nationalbankdirektør med et ry som "ultraliberalist med hang til minimal regulering" erkendte helt bemærkelsesværdigt for nyligt i en Kongres-høring:
"I made a mistake in presuming that the self-interests of organizations, specifically banks and others, were such as that they were best capable of protecting their own shareholders and their equity in the firms."
Så vi har altså den tidligere amerikanske nationalbankdirektørs ord for, at verdensøkonomien er i krise, fordi de ansvarlige i de store banker og virksomheder ikke handlede i egen interesse, ikke var de bedst egnede til at beskytte værdierne og aktionærernes interesser, som ellers er det, der kræves, for at den frie, deregulerede markedsøkonomi fungerer.
Det er i sig selv en unik, og for ultraliberalisterne utvivlsomt stærkt foruroligende, erkendelse.
Det næste, og endnu mere interessante spørgsmål er - hvorfor? Hvorfor handlede de ansvarlige i de store banker og virksomheder på en måde, der førte til virksomhedernes egen undergang og tabet af ufattelige værdier?
Jeg tror, som Connie Hedegaard påpeger, at kortsigtet grådighed afgjort spiller en rolle. Men der er mere i det end som så.
Kilden til det finansielle sammenbrud var kombinationen af grådighed og blindhed overfor de reelle risici, man løb. Den frie markedsøkonomis aktører, beslutningstagerne, kom perceptuelt til kort, når de skulle forestille sig fremtiden, de fejlvurderede fatalt risikoen, de manglede den intellektuelle nysgerrighed til at forestille sig, at dagen i morgen kunne blive helt, helt anderledes end dagen i dag.
Når huspriserne kun var gået én vej - op - så længe, nogen kunne mindes, agerede alle investorer, udlånere og private efter en fremtid, hvor huspriserne "selvfølgelig" ville blive ved med det. Når renten kun var gået én vej - ned - så længe nogen kunne mindes, agerede alle investorer, udlånere og private efter en fremtid, hvor renten "selvfølgelig" ville blive med det.
Længe gik det godt, og jo længere tid det gik godt, jo mere bekræftet blev man i, at de risici, man tog, var til at leve med i forhold til afkastet. Der opstod en "gruppetænkning" i markedet, en fatal mangel på fantasi og fingerspidsfornemmelse, som fik alle til at bilde sig selv ind, at der ingen fare var.
Men markedet tog, som vi alle ser nu, fejl. Det tog i den grad fejl. Markedet fejllæste alle de indikatorer, som varslede den perfekte økonomiske storm forude, og fortsatte med fuldt fart ud over kanten.
I denne situation er det selvfølgelig et onde, men et nødvendigt onde, at falde tilbage på staten. Som Connie Hedegaard tørt bemærkede i samme landsrådstale: "I øvrigt sagde allerede Adam Smith, at ingen er så lidt liberale, som kapitalister, der er kommet i klemme ..."
Men betyder det så, at staten kan gøre det bedre?
Mit konservative svar er: nej!
Ikke i det lange løb. Politikken må tage over nu, rydde op efter markedets excesser, men når der falder ro på, skal markedet have lov at komme til igen, om end forhåbentligt et mere eftertænksomt, mere selvkritisk marked.
For historien viser, at staten, embedsværket, på ingen måde fanger signalerne hurtigere, ikke har mere fingeren på den økonomiske puls, end markedet. Måske er staten mindre risikovillig, fordi den ikke har samme fokus på kortsigtet profit, men der skal vi heller ikke glemme, at for lidt risikovillighed kan forvolde lige så stor økonomisk skade som for meget.
Connie Hedegaard rammer derfor den helt rigtige balance i sin konservative analyse af den finansielle krise:
Ligesom staten ikke kan styre alt - så kan markedet heller ikke!
Kristian Juul er konservativ delegeret og byrådskandidat Helsingør
