Af Jarl Cordua
Jarl Cordua er journalist og cand. polit.Alt hvad der kan kravle og gå blandt dette lands talent inden for pop og rockmusikken inden for de sidste 30-40 år er gået sammen om en hyldest-CD til landets nok mest inkompetente statsminister i det 20. århundrede, Anker Jørgensen.
Der er absolut intet i vejen med CD'ens musikalske indhold. Tværtimod, jeg kan sagtens anbefale alle sangene på "De største er de små - sange til Anker", der kunstnerisk holder et pænt niveau. Sangene er Anker Jørgensens egne favoritter - klassiske hits fra den danske sangskat om end af lidt ældre dato. Så fra 180Graders musikanmelder er der fire ud seks frihedsgrader til CD'en, der passende nok udkom 1. maj. Der er heller ikke noget i vejen med at sige noget pænt om Anker Jørgensen, som brede dele af befolkningen opfatter som et dybt sympatisk og ærligt menneske, som man da sagtens kan unde en hyldest-CD. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse, at det var Anker, der egenhændigt reddede 22 danske gidsler ud af Saddams klør i 1990. Men så er alt det pæne vist også sagt om hans politiske meritter.
For ikke alene synger, hvad man kunne kalde for, "Røde Mor med hangarounds" sange til Ankers pris, de medvirkende kunstnere hylder hver især med egne små tekster i hæftet til CD'en også den lille beskedne faderløse arbejdsmand, der sætter sig i statsministerstolen og følger idealerne uden at lade sig imponere. Man har klogelig valgt at skrive pæne ting om personen Anker Jørgensens liv og levned og kraftigt nedtone hans politiske talenter og resultater. Holdningen er nærmest: Var han ikke så skrap til det politiske, nå ja hvad fa'n. Anker var jo folkelig! Man sidder i hvert fald tilbage med et indtryk af, at alle disse velmenende kunstnere udstiller deres fuldstændige politiske naivitet, og CD'en fremstår egentlig samlet set som et forsøg på at fremmane et romantisk billede af statsministeren anno 1975, der ikke har ret megen hold i virkeligheden.
Kunstnerne ignorerer fuldstændigt den alvor, som blev en følge af Anker Jørgensens inkompetente ledelse af landet. Arbejdsløshedsproblemerne og krisen i 1970'erne blev langvarig, fordi bl.a. Anker Jørgensen lod stå til ved at lade de offentlige udgifter løbe løbsk. Og til trods for at landet var ved at køre i sænk, mente han, at løsningen på problemerne var en konsekvent udbygning af socialstaten. Skattetrykket har det høje niveau, det har i dag, især takket være Anker Jørgensen, som ingen nogensinde har mistænkt for at være en ørn til nationaløkonomi. Det tog næsten tyve år at rydde helt op efter Ankers forkerte og ødelæggende politik i halvfjerdserne. Ja, selv socialdemokraterne har for længst indset at den gamle fagforeningsboss' økonomiske politik var en katastrofe for landet.
Må jeg ikke foreslå kunstnerne at forsøge at sætte sig lidt ind i den historiske virkelighed for så til næste år at gå sammen i LO-skolens lydstudie på ny og så lave den manglende hyldest-CD til firsernes konservative statsminister, Poul Schlüter, som jo rent faktisk stod i spidsen for en politik, der igen fik Danmark på ret køl økonomisk og gav nationen en tiltrængt fornyet selvtillid oven på tømmermændene efter Anker Jørgensen eventyrpolitik. Også Schlüter kunne være slagfærdig ude hos folket og drikke øl af flasken ligesom Anker. En sådan hyldest ville være langt mere fortjent, hvis man endelig skal se på, hvilken statsminister, der faktisk har udrettet noget for Danmark, og ikke mindst, hvem der har skadet landet mest.
