Af Mikkel Kruse
Hvad der helt præcist skete, den dag Pia Rønnei døde, finder man nok aldrig ud af. Her er dog, hvad man ved: Den 53-årige kvinde var gennem længere tid blevet chikaneret af en skinsyg mand, Hans Krogh, der bombarderede hende med truende sms'er. Hun var flere gange gået til politiet, men beskeden lød hver gang, at man ikke kunne gøre noget, før der forelå noget fysisk.I november 2007 hørte Hans Kroghs nabo flere kvindeskrig og et bump - som fra stump vold - fra Hans Kroghs hus. Naboen ringede fire gange til Vestegnens Politi for at få dem til at rykke ud med en patrulje. Politiet bad naboen om selv at undersøge sagen - og dermed bringe sig selv i fare - men foretog sig derudover intet. En halv time senere kørte Hans Krogh - uden noget forsøg på at bremse eller undvige - frontalt ind i en vejbro ved Amagermotorvejens afkørsel 22. Med sig havde han et ladt og oversavet jagtgevær samt Pia Rønnei, der fra top til tå var viklet ind i en dyne. Begge omkom ved sammenstødet.
Vestegnens Politi erkender, at man begik en fejl ved ikke at sende en patrulje ud, men afviser, at hændelsen får konsekvenser for de implicerede betjente eller deres ledelse.
Pia Rønneis sag er tragisk, men langt fra enestående. Dygtige journalister på Berlingske Tidende har i månedsvis afsløret sag efter sag, hvor borgerne er blevet ladt i stikken af det politi, der skulle forestille at beskytte dem.
I den private sektor har man som motto, at kunden altid har ret. Sådan forholder det sig ikke i det offentlige, og borgere, der giver udtryk for deres afmagt i forbindelse med politiets laden stå til, risikerer selv at blive mistænkeliggjort af ordensmagten. Det oplevede 63-årige Jannik Mai.
"Du skal passe på, hvad du siger til politiet"
En gruppe unge bøller havde med vold, trusler og kørsel i påvirket tilstand i flere år terroriseret Lohals på Langeland. Jannik Mai havde omkring 60 gange anmeldt de unge til politiet, uden at det havde hjulpet. Hans mange anmeldelser havde dog pådraget ham bøllernes vrede, og en dag i juli 2008 troppede to unge mænd med motorcykler op på hans gårdsplads.
Jannik Mai nåede at ringe til politiet, og mens vagthavende var i mobiltelefonen blev han overfaldt af den ene bølle, der flækkede hans næse. Jannik Mai tvang sig selv til at holde hænderne nede, da han frygtede at miste sit job, hvis han slog igen på den under 18-årige dreng. Politiet nægtede efterfølgende at sende en patrulje, da overfaldsmændene på det tidspunkt havde forladt Jannik Mais ejendom.
"Jeg spurgte i min desperation, hvordan jeg skulle forsvare mig, hvis de kom tilbage. Skulle jeg gå ind og tage mit jagtgevær og skyde dem? Den vagthavende sagde, at jeg skulle passe på, hvad jeg sagde, når jeg talte med politiet," fortæller Jannik Mai.
I dag sætter flere beboere i Lohals deres lid til en nabo-telefonkæde. Politiets telefonnummer står allernederst, under "eventuelt".
Efterhånden som politisvigt på politisvigt blev afdækket af Berlingske Tidende, begyndte politikerne at fatte interesse. Landets 12 politikredse blev pålagt at udarbejde en redegørelse over sager, hvor borgerne oplevede at være blevet svigtet af politiet. Hverken i sagerne om Pia Rønnei eller Jannik Mai kunne politiet slå fast, at den kuldsejlede politireform havde været skyld i svigtene. Det var med andre ord udtryk for det serviceniveau, borgerne kan forvente fra den danske politietat.
"I må tage det som en oplevelse"
Politiet kan heller ikke krybe i ly bag politireformen i sager, hvor betjentene tilsyneladende får de skyldige serveret på et sølvfad. Det var nemlig, hvad der skete, da 19-årige Malene og hendes to veninder blev overfaldet af 10-15 andre unge. De tre gymnasiepiger blev helt umotiveret sparket, nikket skaller, gennemtævet, fik rykket hår ud i store totter og spyttet på, da de i januar i år befandt sig på Hovedbanegården.
Malene frygtede for sit liv, indtil politiet pludselig dukkede op. Betjentene stoppede overfaldet, men lod voldsmændene gå, uden at notere hverken navne eller personnumre. Pigerne fortalte flere gange, at de gerne ville anmelde overfaldet, men blev afvist.
"Det er vi ærligt talt ligeglade med," lød det fra betjentenes leder. Da Malene og hendes veninder protesterede, var det pludselig dem, der blev afkrævet navne og personnumre.
Efter en tur på skadestuen opsøgte Malene nogle dage senere en politistation for igen at forsøge at anmelde overfaldet. At Malenes krop og hals var dækket af blå mærker gjorde intet indtryk på vagthavende, der afviste at optage en anmeldelse.
"Jeg har været betjent i 40 år. Jeg kan love dig, at det her ikke er noget, vi vil gøre noget ved. I må tage det som en oplevelse og håbe, at det ikke sker igen," lød beskeden ifølge Malene.
Denne holdning ændrede sig dog, da hun gik til pressen. I dag er fire unge blevet tiltalt for overfaldet, og en intern undersøgelse skal afklare, hvordan politiet kunne svigte Malene og hendes veninder så groft. En afskedigelse af de ansvarlige betjente er dog ikke på tale, har Københavns Politi allerede nu meddelt.
Tryg i eget hjem
Beskyttelse af borgerne og deres ejendom er statens vigtigste opgave. Men det er ikke en opgave, staten kan have monopol på. Selv hvis enhver betjent udførte sit job upåklageligt - hvilket mange af dem gør, på trods af det dårlige lys, deres kolleger stiller dem i - kan man ikke have en betjent stående på hvert gadehjørne. Derfor må enhver borger have retten til at forsvare sig selv og sine nærmeste.
I USA anderkender flere stater den såkaldte "castle doctrine", der har sin oprindelse i den britiske Common Law. Doktrinen er opkaldt efter ordsproget "mit hjem er mit slot" og anderkender boligen som et sted, hvor borgeren har ret til at forsvare sig med alle de nødvendige midler mod ulovlige indtrængere.
I Danmark anderkender man ikke denne ret, og borgere, der vover at gøre modstand mod hjemmerøvere, risikerer at havne på den forkerte side af loven. Det fandt Dennis Vick ud af sidste måned, da han med en kniv forsvarede sig selv og sin mor mod fem bevæbnede hjemmerøvere, og snart befandt sig under arrest, sigtet for mordforsøg.
At få castle-doktrinen anderkendt i dansk retspraksis vil være et skridt i den rigtige retning. Enhver potentiel indbrudstyv skal vide, at han med sit forehavende risikerer at komme alvorligt til skade.
Men vi kan ikke leve hele livet bag hjemmets mure. Vi må også have muligheden for at beskytte os selv, når vi færdes på gader og stræder.
Tryg i det offentlige rum
En bølle på 100 kilo, der forsøger at overfalde en kvinde på 50 kilo, får sig en smertefuld overraskelse, hvis hun har en dåse peberspray på et par gram i tasken. Men denne mulighed er hende ikke forundt i Danmark, hvor selv det at opbevare peberspray i en skuffe i sit eget hjem straffes med bøde.
Nogle ønsker at fastholde forbudet mod peberspray, fordi de frygter, at bøllen vil "opruste" ved også at bruge peberspray. Disse mennesker mener åbenbart, at man kan indgå en kontrakt med bøllen: "Jeg lover ikke at beskytte mig med peberspray og håber, at du heller ikke har en på dig, når du slår mig ned." Ud fra samme logik burde man også forbyde køkkenknive og baseballkøller, der også kan bruges til at yde modstand mod en indtrængende røver.
Politiet har siden begyndelsen af 2008 haft peberspray i bælterne. Hvorfor gjorde politiet ikke dengang anskrig ved tanken om, at forbryderne ville opruste med de fikse små spraydåser? Måske fordi politiet ved, hvad alle vi andre også gør: Forbryderne har ikke behov for at bruge peberspray. De render i forvejen rundt med knive og - i de mest hårdkogte tilfælde - skydevåben.
Retten til selvforsvar
Statens begrænsning af retten til selvforsvar lægger ikke bånd på de kriminelle, men kun på de lovlydige borgere. Borgere, der i alle andre forhold søger at følge loven, og som har overordentligt meget at miste, hvis et indbrud udarter sig til en sigtelse for manddrab mod beboeren. Borgere, der gøres til kriminelle, blot fordi de rejser til Tyskland og køber en peberspray til håndtasken eller jakkelommen.
I et frit samfund er det enhver kvinde og mands ret at forsvare sig selv. En stat, der fratager borgerne denne ret, fostrer ikke tryghed blandt sin befolkning, men afhængighed.
Mikkel Kruse er næstformand for Liberal Alliances Ungdom
