Af Torben Mark Pedersen
Da VK-regeringen efter valget i 2001 skar ulandsbistanden ned fra 1 til 0,8 pct. af BNI, lød der et ramaskrig fra oppositionen. Det forlød, at det var en umenneskelig og umoralsk regering, der var parat til at tage fra verdens fattige (som om de har et retskrav på vores penge) for at give til de rige.Oppositionen syntes helt at overse, at der findes hundredvis af bistandsorganisationer og NGO'ere, der har det som deres levebrød at dele ud af andre menneskers penge til velmenende formål, så de til forveksling ligner den offentlige sektor, hvorfor mulighederne for selv at give flere penge til udviklingsbistand er legio.
Når enhver kan give private donationer til velgørende formål, er der ikke nogen fornuftig grund til, at det offentlige skal gøre det på vores vegne, så derfor: privatiser udviklingsbistanden og giv pengene tilbage til borgerne i form af skattelettelser, så den enkelte selv kan bestemme, hvad pengene skal bruges til.
For min skyld kunne man gerne lave et afkrydsningsfelt på selvangivelsen for frivillig skatteindbetaling, hvor man kan krydse af, at man ønsker at bidrage med 1 eller 2 pct. af ens bruttoindkomst til udviklingsbistand. Frivillige donationer vil dog give den enkelte en større tilskyndelse til at sikre sig, at pengene bliver brugt efter formålet og ikke forsvinder i administration, ligesom den personlige glæde ved at give øges, når man selv kan se modtagerne og resultaterne af ens bidrag.
Ingen af de sædvanlige økonomiske begrundelser for offentlige udgifter gør sig gældende for udviklingshjælpens vedkommende. Der er ingen eksterne effekter (effekter der kun viser sig gennem ændringer i relative priser eller indkomstfordelingen er ikke eksternaliteter), udviklingsbistand er ikke et "offentligt gode", der er ingen sociale hensyn, idet alle blot kan bidrage med et beløb svarende til skattelettelsen, og udviklingsbistand opfylder ikke noget mål om "social retfærdighed", idet en fordeling kun er retfærdig, hvis den er opnået på retfærdig vis, hvilket ikke inkluderer tvangsbeskatning.
Ethvert rationelt tænkende menneske måtte undre sig over de voldsomme protester, da ulandsbistanden blev skåret ned i 2001, og den stærke opbakning bag ønsket om igen at øge ulandsbistanden, for hvorfor indbetaler de pågældende mennesker ikke bare frivillige bidrag til en af de mange organisationer i det bistandsindustrielle kompleks og blander sig udenom, hvad andre mennesker bruger deres penge til?
Svaret er, at for tilhængerne af øget udviklingsbistand (og bekæmpelse af drivhusgasser og kamp for folkesundheden, ... fortsæt selv listen) er det ikke nok, at de selv gør det rigtige, de vil også tvinge alle andre til at dele deres værdier og prioriteringer. Det er "den lille totalitarisme" i dansk politik.
Godhedsindustriens apostle finder det dybt krænkende, at ikke alle deler deres værdier, og da de selv har patent på den gode politik, har de ingen moralske skrupler over for at tvinge de egoistiske og umoralske mennesker til at støtte deres egne sager med tvangsinddrevne skatter.
Det er derfor befriende, når forskningen kan bade godhedsindustriens ønsketænkning og fordomme i videnskabens klare lys. Professor Martin Paldam fra Århus Universitet har i årevis forsket i bistandseffektivitet, og konklusionen er, at udviklingsbistand ikke skaber udvikling og økonomisk vækst. Paldams egen anbefaling er, at man bør "fremme en kapitalistisk og globaliseret udvikling i ulandene i stedet for at fortsætte med at give støtte til langt mere luftige ting som udvikling af civilsamfund og demokratiseringsprocesser".
Martin Paldams resultater bygger ikke blot på et enkelt studie, men også på en oversigt over alle tidligere studier af bistandseffektivitet, og konklusionen er, at der ikke er nogen robuste og signifikante positive effekter af udviklingsbistand.
Professor Paldams resultater udstiller tilhængerne af mere ulandsbistand som det, de er: moralske korsfarere, der er mere optaget af at føre symbolpolitik end af faktisk at gøre en indsats for at hjælpe verdens fattige til at producere sig ud af fattigdommen. Det hænger givetvis sammen med den almindelige venstreorientering blandt godhedsindustriens abonnenter, der ser staten som løsningen på alle problemer, og som nægter at se i øjnene, at udviklingen af en kapitalistisk markedsøkonomi alle steder er gået forud for udviklingen af samfund med frihed og velstand.
Torben Mark Pedersen er formand for "Liberalisterne - Frihed og Velstand"
