Af Kai Sørlander
Kai Sørlander er filosof og forfatterDet er godt at være fordomsfri. Men her i landet - og i Europa i det hele taget - har vi ikke haft forstand nok til vor fordomsfrihed. Derfor har vi gjort en fordom af fordomsfriheden; og som konsekvens har vi skabt os en række politiske problemer, som vi stadig har vanskeligt ved at forholde os rationelt til. Alt sammen, fordi vor fordomsfrihed ikke har været styret af fornuften.
Disse kryptiske påstande vil jeg forsøge at begrunde i det følgende. Det kræver en vis begrebsafklaring. I første omgang kendetegnes den fordomsfulde ved at have nogle holdninger, som han tager for givet uden nærmere refleksion. Vi har alle fået indpodet normer, som er bestemt af traditionen i det samfund, hvori vi er vokset op. De, der er vokset op i andre samfund, har fået andre normer. Noget tilsvarende gælder for religionen. Samtidig med at man vokser ind i en lokal kultur, vokser man også normalt ind i en lokal religion. Deri ligger kimen til en helt naturlig fordomsfuldhed, fordi man umiddelbart vil være tilbøjelig til at finde de normer og den religion, som man selv er vokset op med, naturligere og derfor rigtigere og bedre end normerne og religionen i fremmede samfund. Man er fordomsfuld, så længe man lever videre i denne umiddelbare opfattelse. Fordomsfriheden kræver, at man river sig løs fra sit eget kulturelle og religiøse perspektiv, og at man forstår, at de fremmede umiddelbart kan have samme ret til at opfatte deres eget kulturelle og religiøse ståsted, som man selv opfatter sit.
Men når fordomsfriheden løser os fra den umiddelbare binding til de overleverede normer og den overleverede religion, hvad skal vi så sætte i stedet? Flyder fordomsfriheden blot helt frit, eller er den bundet af en norm, som er dens egen, og som er uafhængig af lokale sædvaner og religioner? Vi får en dybere forståelse af dette spørgsmål, hvis vi først erkender, hvorledes man mest umiddelbart kan vise, at man ikke er fordomsfuld.
Som nævnt indebærer det at være fordomsfri, at man ikke uden videre finder de normer og den religion, som man kender fra sin egen kultur, bedre og rigtigere end andres. Og hvorledes kan man vise det? Umiddelbart ved at reagere ganske modsat den fordomsfulde. Altså ved i stedet at finde andres kulturelle og religiøse normer lige så gode som - eller måske endog bedre end - de hjemlige. Hvor den fordomsfulde står fast og fremhæver egne skikke på bekostning af fremmede, kan den, som umiddelbart ønsker at fremstå som fordomsfri, vende sagen om: han kritiserer de egne skikke - og de fordomsfulde medborgere, som står fast på disse - og i stedet er han forstående og imødekommende over for det fremmede.
Det er en holdning, som man finder hos mange progressive intellektuelle, for hvem det er en ubetinget dyd at fremstå som åbne og fordomsfri. De kritiserer gerne den hjemlige kultur og religion, fordi de på den måde kan vise deres egen fordomsfrihed. Men de er bange for at kritisere fremmede kulturer og religioner, fordi de frygter, at de så vil kunne betragtes som fordomsfulde.
Som følge af de seneste årtiers muslimske indvandring har dette forhold fået en ny dimension.
Hvor de gamle venstreorienterede intellektuelle ikke holdt sig tilbage med at kritisere den herskende religion, så er deres moderne arvtagere bemærkelsesværdigt tilbageholdende med at kritisere religionen, når den har skikkelse af islam. Da islam stadig opfattes som en fremmed religion, er de bange for, at en sådan kritik kan tolkes som et udtryk for fordomsfuldhed. Hvor venstrefløjens intellektuelle i historien har kæmpet mod samtidens kvindeundertrykkelse, så er de nu så bange for at være fordomsfulde i deres holdning til "det fremmede", at de nægter at se kvindeundertrykkelse, når mindreårige piger tvinges til at gå med en særlig islamisk begrundet hovedbeklædning. Hvor de med fuld musik har kunnet fryde sig over satire rettet imod kristendommen, så tager de nu afstand fra noget så uskyldigt som Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, fordi de er krænkende for muslimer. Man opfatter sig selv som fordomsfri, så længe man satiriserer over den hjemlige kristendom; men man er bange for at blive opfattet som fordomsfuld, hvis man satiriserer over den fremmede islam.
Her er tale om en form for fordomsfrihed, som blot vender den simple fordomsfuldhed på hovedet. Men at sætte fremmedes fordomme lige med eller højere end de hjemlige fordomme kan ikke være egentlig fordomsfrihed. For med den holdning er man stadig bundet af fordomme. Andres fordomme er også fordomme - og i et højere perspektiv er de ikke mere værd. Der er fortsat tale om en form for fordomsfuldhed. Ganske vist mere sofistikeret, men eftersom den blot er negativt bestemt af den simple fordomsfuldhed, er den i grunden lige så fordomsfuld. Den er fordomsfriheden som fordom.
En egentlig fordomsfrihed må ikke blot gå under egne fordomme, men også under andres. Den må støtte sig på argumenter; og som sådan må den være styret af fornuften. Så er spørgsmålet, om fornuften kan klare den opgave. Er fornuften ikke blot navnet på en anden fordom?
Svaret må give sig af, om vi rent rationelt kan stille krav til, hvorledes samfundet bør indrettes. Og undersøger vi sagen, så kan der stilles to sådanne krav. Det ene er, at lovene skal være menneskeskabte; og det andet er, at der bør være politisk ligeværdighed. På basis af disse krav fremstår den sekulære demokratiske samfundsorden som det politiske ideal, som en rationelt informeret fordomsfrihed i sidste instans bør være forpligtet på.
Men én ting er at begrunde dette ideal rent principielt. Da vi som oftest ikke er så rationelle, som vi burde være, er det en helt anden ting at realisere idealet. Om det er muligt, må vi lære af historien. Og den fortæller, at den sekulære demokratiske samfundsorden først og fremmest er vokset frem i den europæiske kultur, men ikke i den islamiske. Da der ikke er grund til at tro, at menneskene i Europa i sig selv skulle være mere rationelle end menneskene i den islamiske verden, må grunden til forskellen findes et andet sted. Og det er naturligt at søge den i de ideer, som folk allerede har fået ind i deres hoveder igennem deres religion. Derfor må der spørges, om de to religioner er forskellige med hensyn til deres potentiale for selv af kunne sekularisere det politiske.
En sådan forskel kommer tydeligt til udtryk i de to religionsstifteres liv og forkyndelse. Jesus giver fuldstændigt afkald på politisk magt, og han forkynder nogle krav - vend den anden kind til - som ikke kan gøres til politisk lovgivning. Derfor ligger der i Jesu liv og forkyndelse et stort potentiale for at sekularisere det politiske. For Muhammed er det lige modsat. For det første er han selv både religiøs og politisk leder. Og for det andet forkynder han en række praktiske forskrifter for, hvorledes muslimer skal indrette et islamisk samfund. Deri er der intet potentiale for at sekularisere det politiske.
Det kan således konstateres, at de to religioner er dybt forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne sekularisere det politiske. Og det kan ligeledes konstateres, at det er i den kristne verden og ikke i den muslimske, at vi faktisk har udviklet velfungerende sekulære demokratier. Helt bestemt kan vi ikke vide, hvor meget det første har betydet som forklaring på det andet. Men at tro, at det overhovedet intet har betydet, må være irrationelt.
Så er det på tide, at jeg vender tilbage til min indledende påstand: at vor forstand ikke har kunnet følge med vor fordomsfrihed. Det gælder det meste af vor intellektuelle og politiske elite. Den har været styret af en naiv fordomsfrihed og ikke af en rationel fordomsfrihed. Derfor har den ikke villet kritisere en fremmed religion: islam. Og derfor kunne den umuligt forestille sig, at der skulle være en reel forskel mellem kristendommens og islams indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk samfundsorden - i kristendommens favør.
Så langt er svigtet intellektuelt. Men det er også moralsk. For samtidig med at den pågældende elite var intellektuelt overfladisk, opfattede den sig selv som moralsk bedre. Man havde et bedre menneskesyn. I stedet for at diskutere med sine intellektuelle modstandere på et ligeværdigt grundlag, så man ned på dem og mente, at de skulle opdrages til ens egen naive fordomsfrihed.
På den baggrund ville meget være nået, hvis blot vi kunne flytte grundlaget for debatten fra den naive fordomsfrihed til den rationelle fordomsfrihed.
