Af Morten Hjelmsø
Historien er fuld af svindlere, utallige er disse Stein Bagger'e i større eller mindre målestok. Så vidt vides bliver de fleste før eller siden afsløret - nogle hurtigere end andre.Den største svindelaffære på disse breddegrader, målt på såvel omfang som over tid, er dog historien om den socialdemokratiske bevægelse. Gennem generationer er det lykkedes denne bevægelse at indbilde majoriteten af befolkningen, at Socialdemokratiet ikke blot er en "god" bevægelse, der har moralen på sin side, men også at samfundets rigdom er skabt på grund af og ikke - som sandheden er - på trods af den socialdemokratiske bevægelse.
Fra begyndelsen har denne bevægelse stjålet og nasset på bedre menneskers initiativ og produktivitet og altid med det samme tynde lag fernis som det ædle motiv: for de svages skyld.
Hvad der gennem tiden er blevet stjålet under denne parole og ubeskåret fodret til bevægelsens egne, får svindlen i IT Factory til at ligne et forsigtigt dryp i et tropisk regnskyl.
Bevægelsen er at sammenligne med en altædende græshoppesværm. I takt med, at de har ædt en stadig større del af det, mindretallet har produceret, er sværmen blevet større og federe.
Dette har krævet en konstant ændring af definitionen på fattig og rig. Fattigdomsgrænsen er bestandigt blevet hævet for at kunne fastholde alibiet for at stjæle andres arbejde - og definitionen af rigdom har ligeledes måttet hæves for at undgå brandbeskatning af sine egne.
Under den moralske devise "De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder" (meningen er åbenbart, at en socialdemokrat er et smalskuldret offer) indførte bevægelsen et væld af skatter såsom arveskat, ejendomsskat, luksusskat og mange flere, alle skruet så præcist sammen, at det kun var et nøje udvalgt mindretal af "rige", der blev ramt af beskatningen. I takt med at græshopperne er blevet federe og selv er kommet faretruende tæt på at blive ramt af disse forordninger, er de én for én enten blevet helt afviklet eller ændret.
Særligt sjovt er det nu at høre fagforeningsbosser argumentere for ikke at ophæve, men blot hæve grænsen for topskatten således, at de ikke selv risikerer at skulle betale til de svage. Det virker jo også dumt, hvis de svage skal betale til de svage!
For at kunne bevare et alibi for at stjæle fra andre og give til sig selv, har bevægelsen været tvunget til at fastholde sig selv i offerrollen - hvorfor hele bevægelsen i sin grundsubstans er og vedbliver med at være en taberbevægelse.
Guderne skal vide, at lugten i bageriet er blevet noget ram - men alligevel vælger de fleste produktive at blive i landet og leve med den himmelråbende, urimelige udbytning. Sandsynligvis fordi de er drevet af noget større end græshopperne, nemlig ønsket om frihed og til at være herre over sit eget liv - og ikke underlægge sig offerrollen.
Det værste er dog ikke, at græshopperne stjæler andres arbejde. Det værste er, at sværmen mentalt har sat sig på store dele af samfundet og har fået hele grupper og institutioner til at tro og prædike, at hvidt er sort, og sort er hvidt.
Taberen, der lever på nas, fremstilles som værende den produktive overlegen, mentalt og moralsk. Samfundet er blevet så gennemsyret af denne tabermentalitet, at selv de bedste og mest produktive dukker nakken og skjuler deres talenter undtagen i lukkede selskaber.
Samfundet bør hylde dem, der bidrager mest, i stedet for konstant at fremstille dem, der netop bærer de største byrder, som værende moralsk anløbne og tvivlsomme. På de veje rundt omkring i landet, hvor de største skatteydere bor, burde der stå skilte som: "Her bor Preben Damgaard. Han betalte sidste år mere i skat end 100 gennemsnitsdanskere."
Jeg forsager den socialdemokratiske bevægelse og alle dens gerninger. Den har gjort og gør hver eneste dag uoprettelig skade på dette land og dets indbyggere.
Jeg hader at leve i et land, hvor den eneste type formue, der anerkendes og respekteres, er den, der er vundet i Lotto.
Morten Hjelmsø er direktør
