Af Henrik Fogh Rasmussen
"Så snart nogle af indbyggerne i USA har en holdning eller en følelse, som de gerne vil fremme i verden, så er de på udkig efter gensidig hjælp; og så snart de har fundet hinanden, så forener de sig ... Den første gang jeg hørte i USA, at 100.000 mænd offentligt havde forpligtet hinanden til at afholde sig fra spiritus, lød det for mig mere som en spøg end som et alvorligt løfte ... Det er sandsynligt, at hvis disse 100.000 mænd havde boet i Frankrig, så ville hver af dem have indgivet andragende til regeringen om at holde øje med værtshusene over hele kongeriget".Sådan skriver den franske tænker Alexis de Tocqueville i sin berømte bog Demokratiet i Amerika. Meget er sket, siden bogen udkom i 1840, men vi ser stadig eksempler på den forskel på Europa og USA, som Tocqueville beskrev.
Tag debatten om ulandsbistand. Anti-amerikanske aktivister og intellektuelle ynder at påpege, at verdens rigeste land "kun" giver 0,22 procent af bruttonationalindkomsten i ulandsbistand sammenlignet med tæt på 1 procent for de skandinaviske lande og omkring en halv procent i Frankrig og Storbritannien. Men disse tal dækker udelukkende over ulandsbistand fra det offentlige. Amerikanske borgere giver markant større frivillige bidrag til ulandene end borgere i andre lande gør. Ifølge tænketanken Hudson Institute bruger USA faktisk 0,98 procent af bruttonationalindkomsten på ulandshjælp, hvis man regner de private bidrag med. Forskellen er, at i USA tager borgerne selv initiativ til at gøre noget, mens europæerne sætter deres lid til staten.
Vi ser den samme forskel i tilgangen til hjemlige samfundsproblemer. Mens europæerne pumper enorme summer i statslige støtteordninger, så bidrager amerikanerne med tid og penge til private foreninger og almennyttige organisationer.
Professor Arthur Brooks fra Syracuse University vurderer, at amerikanerne i løbet af 1990'erne gav en betydeligt større del af deres indkomst til velgørende formål end europæerne. Nærmere bestemt gav amerikanerne dobbelt så meget som hollænderne, tre gange så meget som franskmændene, fem gange så meget som tyskerne og ti gange så meget som italienerne. Samtidig er amerikanerne langt mere tilbøjelige til at bruge deres tid som frivillige for almennyttige organisationer.
Ifølge Giving USA Foundation gav amerikanerne sammenlagt 295 milliarder dollar til velgørende formål i 2006. Til sammenligning brugte USA samme år 122 milliarder dollar på de militære operationer i Irak og Afghanistan ifølge Congressional Research Service.
Er det et særligt instinkt for altruisme og selvopofrelse, der får amerikanerne til at give sådanne enorme summer til velgørenhed? Eller måske skyldfølelse over for meget personlig succes? Ikke hvis man skal tro Tocqueville:
"[Amerikanerne] viser med selvtilfredshed, hvordan et oplyst hensyn til deres egne interesser konstant får dem til at hjælpe hinanden og gør dem tilbøjelige til villigt at ofre en del af deres tid og ejendom for statens velfærd."
Ifølge Tocqueville har naturen kun udstyret et fåtal af mennesker til "store handlinger af selvopofrelse". En etik baseret på selvopofrelse efterlader derfor reelt de fleste mennesker uden realistiske moralske pejlemærker. Resultatet er en grov form for egoisme forklædt som altruisme:
"I Europa er princippet om egennytte meget grovere, end det er i Amerika, men det er også mindre almindeligt og især mindre erklæret. Hos os foregiver mennesker stadig en stor selvfornægtelse, som de ikke længere føler".
Paradoksalt nok åbner amerikanernes ærlige erkendelse og accept af menneskets naturlige egoisme derimod for en bredt og solidt funderet etik, som den almindelige borger "uden besvær" kan "lære og huske". Borgeren ser, at princippet om egennytte "kontrollerer een personlig interesse ved hjælp af en anden" og tilegner sig derfor efterhånden sunde vaner som "regelmæssighed, afholdenhed, mådehold, forudseenhed, selvbeherskelse".
Tocqueville konkluderer:
"Jeg tror ikke alt i alt, at vi har mere egoisme blandt os end i Amerika; den eneste forskel er, at der er den oplyst, her er den ikke".
Den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand tegner en skarp kontrast mellem disse to former for egoisme i romanen The Fountainhead (1943). Vi følger to unge arkitekter, Howard Roark og Peter Keating, som begge er overordentligt ambitiøse. Men hvor Keating konstant fokuserer på, hvordan han kan få den mest prestigefyldte stilling, de fornemste præmier og de bedste anmeldelser af sine bygninger, så er Roark 100 procent optaget af at udvikle de smukkest mulige bygninger. Som Roark selv udtrykker det:
"Jeg har ikke i sinde at bygge, så jeg kan have klienter. Jeg har i sinde at have klienter, så jeg kan bygge."
Uden at afsløre for meget så må Roark gå en masse grueligt igennem, men hans principfasthed lønner sig i den sidste ende. Og selv om Keating på overfladen er den, der går højest op i at behage omverdenen, så er Roark den, der ender med at bidrage med de smukkeste bygninger til samfundet.
Oplyst egoisme lønner sig ikke bare i romaner. I hvert fald genkender man Howard Roarks ærkeamerikanske idealisme i meget af den bedste litteratur omkring virksomhedsledelse og personlig udvikling.
I den internationale bestseller The Seven Habits of Highly Effective People (1989) beskriver Stephen Covey de sidste 200 års litteratur omkring personlig udvikling. De første 150 års litteratur fokuserede primært på at opbygge en stærk og sund personlig karakter baseret på værdier som "integritet, ydmyghed, trofasthed, mådehold, mod, retfærdighed, tålmodighed, flid, ligefremhed, beskedenhed og Den Gyldne Regel". De seneste 50 år har derimod drejet sig om teknikker til at gøre sig populær, vinde prestige og udmanøvrere sine konkurrenter. Coveys bog er en opfordring til at vende tilbage til det oprindelige fokus på værdier og principper som den sikreste vej til personlig succes.
Ifølge ledelsesfilosoffen Peter Drucker er det netop en forkærlighed for værdier og principper, der får mange amerikanere til at engagere sig i privat velgørenhed og frivilligt foreningsarbejde. I en artikel i Harvard Business Review i 1989 opfordrede Drucker erhvervsvirksomheder til at tage ved lære af de almennyttige organisationers klare værdier, visioner og principper i kampen for at tiltrække de bedste medarbejdere:
"Pigespejderne, Røde Kors og de pastorale kirker - vores almennyttige organisationer - er ved at udvikle sig til Amerikas førende ledere."
Druckers opfordring underbygges af en tredje velkendt ekspert i ledelse og udvikling, Jim Collins. I bogen Built to Last (1994) sammenligner Collins 36 store amerikanske virksomheder. De virksomheder, som holdt fast i en klar vision gennem årene, voksede seks gange mere i værdi end de øvrige virksomheder i perioden 1926-1990. Et af de fælles træk ved de succesfulde virksomheder er, at deres visioner handler om andet og mere end profit. Ironisk nok har de virksomheder, som kun fokuserer på profit, altså i længden en lavere profit end deres mere idealistiske konkurrenter.
Senest har ovennævnte Arthur Brooks fra Syracuse University foretaget en statistisk analyse, som antyder, at det rent faktisk er direkte økonomisk profitabelt at give penge til velgørende formål. Brooks når frem til, at en familie, som giver 100 dollar til almennyttige formål, i gennemsnit vil tjene 375 dollar ekstra som et direkte resultat af deres velgørenhed. Det skyldes blandt andet, at velgørende, idealistiske mennesker ses som naturlige ledere af deres medborgere og derfor i højere grad betros et ansvar.
"Vi lever af det, vi får; vi får et liv af det, vi giver", sagde Winston Churchill engang. Men måske er det nemmere, end vi tror, også at leve af det, vi giver.
Henrik Fogh Rasmussen er selvstændig kommunikationsrådgiver, forfatter til bogen "Amerikanske Tilstande" og bosat i USA. Han blogger på amerikansketilstande.blogspot.com
Klik her for at købe Amerikanske tilstande, 57 sider, hos saxo.com for 99,00 kr.
