Af Ulla Nørtoft Thomsen
Den danske folkeskole elsker samarbejde. Den elsker møder, aftaler og fælles indsatser. Ethvert tænkeligt aspekt af barnets liv er genstand for folkeskolens interesse. Den aflægger hjemmebesøg, den ringer og skriver om småting, og den sprøjter glad allehånde opfordringer og anbefalinger ud i familierne om det "fælles" barn. Der er ikke en småsten i barnets sko, der er irrelevant for folkeskolen. Til gengæld har den ikke en eneste opgave, som den selv tager ansvaret for.Doktrinet om samarbejde kom ind i folkeskoleloven i 1975. Hvor folkeskolen hidtil havde formuleret sin bestemmelse med stor værdighed og selvbevidsthed, blev der nu indført en basal hjælpeløshed, ansvarsløshed og opgivenhed i folkeskolens formålsparagraf. Den lagde konsekvent ansvaret fra sig og lovede nu kun "i samarbejde med forældrene" at give eleven "mulighed" for at lære noget. Man kunne lige så godt skrive 7-9-13 i formålsparagraffen, og den tankegang har den danske folkeskole aldrig siden overvundet.
I én bevægelse invaderede folkeskolen familiernes private rum gennem en voldsomt øget interesse for personlige, sociale og politiske forhold samtidig med, at forældrene blev trukket ind i skolens rum som aktører og medansvarlige i den nye "fælles" skole. Nu, godt 30 år efter, er der ikke længere nogen, der kan huske en folkeskole, der anerkendte grænsen mellem offentligt og privat. Ingen kan huske den folkeskole, der selv tog det fulde ansvar for at uddanne børnene på velafgrænsede, faglige felter. Vor tids forældre er selv børn af 70'er-loven og ser det som en selvfølge, at skolen vrøvler rundt i ting, der ikke bør interesse den, samtidig med at den sløser med sit egentlige formål.
Placeringen af ansvaret for folkeskolen i et uldent, ikke nærmere defineret samarbejde skal selvfølgelig føre til faglig fiasko og ineffektivitet. Efter PISA-undersøgelserne måtte der ske noget. At nedprioritere skolens ikke-faglige opgaver kunne ikke komme på tale, så folkeskolen har nu opdyrket forældrene som en gratis og uudtømmelig arbejdskraftressource. Er der børn, der ikke kan læse tallene mellem 1 og 20, når de starter i børnehaveklassen, bliver deres forældre bedt om at lære dem det. Imens kæmmer læreren lus, tjekker cykler og snakker om venskaber og madpakker. Ved læseproblemer fortsætter temaugerne om sørøvere eller bamser ufortrødent i skolen, mens mor og far får besked på at læse i timevis med barnet derhjemme. En bekendt, der er sygeplejerske og har tre skolesøgende børn, udtalte: "Jeg sidder to timer hver dag med de lektier - hvis jeg skal gøre dem tilfredse, skal jeg sidde tre!"
På amerikanske hjemmeundervisningssider skriver forældrene, at der er brug for ca. 2 timers undervisning om dagen for at følge tempoet i de mindre klasser. Masser af forældre sidder så længe over lektierne, at det faktisk ikke kan betale sig for dem at sende børnene i skole. Hvad laver de egentlig ovre på skolen fra 8 til 16?
Den lærerforening, der ellers er i særklasse nidkær med arbejdstiden, har absolut ingen kommentarer til, at børn på 7-8 år skal arbejde videre derhjemme efter en arbejdsdag fra 8 til 16. Det er klart, at den dag, der er begyndt med et festfyrværkeri af temaarbejde, leg og social hyggesnak, ofte ender i gråd, når de tørre matematikopgaver skal laves efter aftensmaden. Lærerne snakker upåvirket videre om vigtigheden af trivsel og omsorg.
Folkeskolens uldne samarbejdsideal fører ikke bare til faglig fallit, men også til en ulidelig overintegration. Skolen hvirvler flittigt personligt og socialt materiale op, som støjer videre inde i systemet og kræver tematisering. Lærerne holder gruppeseancer med børnene om, hvad der sker af stort og småt i SFO-tiden, derhjemme, på månen og i fremtiden. Børnene er som alle andre, de elsker at tale om sig selv og bekræfter alvorligt, at det er rigtig godt at få en snak. Lærerne dyrker det med stor iver. Al denne snak belaster ikke dem, for de får af ulyksalige grunde penge for det, men det belaster forældrene, der jo ikke har hundredvis af timer afsat hvert år til ligegyldige møder og breve og aktiviteter. Jeg bedes hjælpe min 6-årige datter med at udfylde evalueringsskemaet vedr. temaugen. Min 8-årige datter skal lave arbejdspladsvurdering: Er trapperne skridsikre? Er der koldt på toilettet? Som en mor sagde til mig, da der oven i alle møderne, arrangementerne, den apokalyptiske sværm af sedler og den minutiøse, gensidige afrapportering af småting blev indført arbejdsfredag og klasseforældreråd og forældrebackupmøder og trivselsambassadører: Bliv os fra livet!
Da min søster mødte op med sit barn på første skoledag, var det 5. gang, hun var på skolen i anledning af skolestarten. Man drukner i sedler fulde af stavefejl og ligegyldigheder, og hvis man er uenig i noget, inviteres man til møder og flere møder for at få samarbejdet smurt, så der venligst er helt fri passage af overflødig kommunikation, utidig indblanding i hjemmets anliggender og afståelse af arbejdsopgaver til forældre.
Folkeskolen er ekspert i diffuse ansvarsplaceringer og irriterende overintegration. De to ting hænger sammen. Når to deler et ansvar, bliver der nøjagtig én procent til hver, og der er altid noget at holde møder om.
Skolen er fuld af floskler om, at den udvikler stærke personligheder, demokratisk sindede borgere, formidable sociale evner, kaosrobusthed og høj læringskapacitet. Faktisk tager folkeskolen rask væk æren for hele den senmoderne, sociologiske udvikling. Forældrene tror på det og kan godt se, at historisk og matematisk viden ikke er noget at snakke om i forhold til det mirakel, den moderne skole angiveligt udretter. I en vis forstand er vi faktisk ude i noget kvaksalveri, hvor man sælger et mere eller mindre virkningsløst præparat til godtroende mennesker.
Siden PISA-undersøgelserne er der skrevet meget om, hvad vi kan lære af især den finske folkeskole. Det eneste forhold, man ikke har hæftet sig ved, er det, der udgør forskellen: den finske folkeskole baserer sig ikke på et usikkert dynd af samarbejdsidealer, den differentierer i stedet klart og beslutsomt. Forældrene er ikke en del af skolens hverdag. De afleverer børnene ved indgangen. Der forventes ikke noget højt kontaktniveau mellem lærere og forældre, der er ingen telefonsamtaler i tide og utide, og læreren afsætter ikke en arbejdsuge til at komme rundt og se børnenes hjem. Der er ingen sværme af sedler og ligegyldige informationer frem og tilbage. Der er langt færre møder og en meget mere stabil struktur uden opbrud i form af temauger, emnedage og projektperioder, som ingen kan finde rundt i. Der er ro, fordybelse og ekspertise i de enkelte fag, fordi tværfaglighed og lærerteams ikke dominerer. Man bruger enkle, men effektive pædagogiske metoder.
Elevens familiemæssige og sociale baggrund er ikke genstand for lærernes interesse. Ressourcerne bruges i stedet på lærebøger, læreruddannelse, undervisningsassistenter i klasserne og sund skolemad hver dag. Børnene er på skolen til sidst på eftermiddagen, ligesom de danske børn er det, men pædagogernes aktiviteter med børnene er spredt ud over alle frikvarterer frem for at ligge samlet om eftermiddagen. Lærerne er fagpersoner, deres stolthed er ikke børne- og klasseterapi, men faglig indsigt og veltilrettelagt undervisning. Pædagoger og pædagogmedhjælpere er en fast del af skolens hverdag. De giver specialundervisning til 20 procent af eleverne. Skolen tager selv hånd om de faglige problemer. Det karakteriserer både børn, forældre og lærere, at de respekterer faglige kundskaber som skolens primære formål og forpligtelse.
Det mest bemærkelsesværdige er, at de finske elever er nogle af dem, der bruger mindst tid på lektier sammenlignet med de øvrige lande, der var med i PISA-undersøgelserne. De bruger langt mindre tid på matematiklektier end danskerne. Alligevel scorer de fagligt meget højere. Det samme gør sig gældende mht. modersmålsundervisningen. Selv de 14,2 procent af de finske børn, der slet ingen tid bruger på lektier i deres modersmål, scorer højere end samtlige danske børn, også højere end de 21,4 procent af de danske børn, der bruger mere end tre timer om ugen på dansk-lektier. Den finske skole laver selv sine mirakler - i skoletiden.
Også social mobilitet er den finske skole god til. Den løfter fra bunden. 18,3 procent af de danske elever ligger på allerlaveste niveau, hvor de reelt mangler funktionel kompetence på det naturvidenskabelige område. Kun 4,1 procent af de finske børn ligger her. 16 procent af de danske børn er uden funktionel læsekompetence, mens denne gruppe udgør 5 procent i Finland. Den danske skoles fokus på forældresamarbejde betyder, at den sociale arv tynger mest muligt. Det bekymrer ikke folkeskolen. Lærerne kan kun undervise i 37 procent af deres arbejdstid, så må forældrene bare tage sig sammen.
Sideløbende med, at den danske folkeskole har tabt det faglige, har den udviklet en række alternative mål for sig selv. Ifølge den danske folkeskoles selvbillede er den fx indehaver af verdens bedste trivselsopskrift. Men faktisk føler de finske børn sig mere hjemme i deres skole end de danske børn gør. Finnerne er nr. 16 på ranglisten, danskerne nr. 34. Ifølge PISA's måling af, hvor børnene føler sig bedst tilpas i skolen, er Finland nr. 9. Danmark er nr. 31.
Det sociale skulle vi være geniale til i Danmark. Men målt på positive sociale relationer i skolerne er finnerne placeret 10 pladser højere end danskerne. I samarbejde scorer danskerne højt, hvilket er blevet fremhævet kraftigt. I virkeligheden har PISA-undersøgelsen kun målt, hvorvidt eleverne opfatter samarbejde som vigtigt og gruppearbejde som en god måde at lære på. Man kan slet ikke ikke konkludere, at de danske elevers faktiske samarbejdsevner er høje.
Folkeskolens forsvarer sig mod fagligheden ved at pege på vigtigheden af at lære at lære. Men også læringsteknisk er eleverne blevet målt, og også her ligger danskerne under middel på alle parametre. Danske elever er hverken gode til at huske, kombinere eller strukturere. Endnu en tom floskel.
Hvad de personlige kompetencer angår, karakteriserer det de danske elever, at de scorer meget lavt i indsats og vedholdenhed, samtidig med at de har en særdeles høj opfattelse af deres egne evner i skolefagene. Danske elever har førstepladsen i matematisk selvtillid og en tredjeplads i læseselvtillid. Denne selvglæde er den danske skoles flagskib. Men er det et sødygtigt flagskib, når danskerne reelt rasler rundt nede i bunden rent fagligt og altså helt og aldeles overvurderer sig selv?
De danske elever er dog vældig glade for at gå i skole. De er vældig interesserede i fagene. Har man også fremhævet. De har en flot femteplads hvad angår interesse i matematik og læsning. Men finnerne indtager 4. pladsen!
Lærerne har højere anseelse i Finland, derfor er deres skole bedre. Sådan har danske skolefolk i ramme alvor argumenteret. Årsagsforholdet er naturligvis omvendt. Når de finske forældre bakker op om deres folkeskole og respekterer den højt, så er det fordi den leverer varen.
Ulla Nørtoft Thomsen er cand. mag. og seminarieadjunkt
