Af Kim Møller
Da Ny Alliance for få måneder holdt sit første pressemøde, kunne man se tre markante borgerlige politikere proklamere, at de ville fjerne Pia Kjærsgaard fra indflydelse. Medierne hypede partiet, allerede før de fik formuleret et politisk program, og da statsminister Anders Fogh Rasmussen udskrev valget, fik mediedarlingen Naser Khader tildelt en hovedrolle - her var frelseren. Ny Alliance red med på bølgen, men overspillede flere gange sine kort. Naser Khader havde svært ved at takle sin position, og dummede sig flere gange, f.eks. da han under debat med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard kom for skade at argumentere ud fra det, han kaldte "en ny politisk situation". Bjørnen var ikke skudt, men skindet var solgt, champagnen købt og lagt på is.Frelserrollen fortonede sig i absurde politiske udmeldinger, og da først medierne begyndte at ridse lidt i lakken, stod det klart for de fleste, at partiet mere var en følelse end et parti i parlamentarisk forstand. Blandt kendisserne, der så lyset i partiets potentiale, var Røde Kors' Jørgen Poulsen, der i et af sine første interviews på direkte tv argumenterede for det, de fleste hørte som fri indvandring. Herefter kom partiet i frit fald, og var der potentiale for det, man kunne kalde et økonomisk liberalt venstreorienteret parti, så lykkedes projektet i hvert fald ikke til fulde. Ny Alliance tog stemmer fra de Radikale, men formåede ikke at splitte de Konservative, og det er svært at begræde. Selv Connie Hedegaard lød under valgkampen som en troværdig jordbunden konservativ.
Hvor flere konservative gennem de senere år har ønsket samarbejdet med Dansk Folkeparti bragt til ophør, så har Anders Fogh Rasmussen ikke forsøgt at underminere VKO-flertallet. I naturlig forlængelse heraf indledte Fogh sent tirsdag aften sin tredje sejrstale med at proklamere, at "VKO-regeringen" fortsætter. De obligatoriske venligheder i retning af de øvrige partier manglede selvfølgelig ikke, men diverse politiske kommentatorer må efterhånden have lært lektien.
Fogh samarbejder ikke kun med Dansk Folkeparti af nød, og selvom politiske modpoler med mediernes hjælp forsøger at grave grøfter i udlændingepolitiske spørgsmål, så har Fogh-regeringen gjort den nuværende udlændingepolitik til sin egen.
Medierne fik på flere måder indflydelse på valgets resultat. De mange historier om afviste asylansøgere flyttede ifølge flere meningsmålinger stemningen, og det i en grad så Helle Thorning-Schmidt selvstændigt og på eget initiativ trak udlændingeproblematikken ind i valgkampen. Selvom hun efter valget kunne fortælle, at partiet var "på vej mod store resultater", så er kendsgerningen, at katastrofevalget i 2005 blev efterfulgt af partiets ringeste valg siden 1906.
Seks år med Fogh i spidsen for en VK-regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag, har givet eminente resultater. Arbejdsløsheden er historisk lav, udlandsgælden er betalt og SR-regeringens udlændingepolitiske katastrofekurs blev bragt til standsning. Meget er dog sket, og det forhold, at Fogh denne gang var afhængig af et færøsk mandat for at fortsætte succes'en, er intet mindre end skræmmende.
Hvis VKO-flertallet kan holde sammen i endnu en periode, så vil de tre partier formentligt tabe næste valg uanset resultaterne af den førte politik. Meget tyder på, at tiden arbejder for den bløde, mere sociale end nationale konservatisme. Det er som om folk flest har glemt konsekvenserne af 1990'ernes udlændingepolitik. Det er nu ikke, fordi politiets døgnrapporter ikke er leveringsdygtige i eksempler. Det sidste døgn op til valget kunne man eksempelvis høre, hvorledes en 19-årig dansk-libaneser holdt sin 19-årige danske kæreste indespærret i ni dage, hvor hun blev udsat for livstruende tortur. Ifølge medierne (undtagen DR Online), så skete det hele, fordi han ikke ville tillade, at hun så sin kristne mor. Nogenlunde samtidig så endnu en dansk-islamistisk terrorsag dagens lys, og atter blev politiet fysisk angrebet af 2. generationsindvandrere. Volden er blevet hårdere konstaterer en højtstående politimand, men kan de konservative af æstetiske årsager ikke lide at tale om multikultur, så burde de da i det mindste rette fokus på retspolitikken.
Nu klarede Fogh valget denne gang, men medmindre både Venstre og de Konservative mere offensivt forholder sig til det værdipolitiske, så går den ikke igen.
Kim Møller er cand. mag. i historie og blogger på uriasposten.net
