Af Morten Messerschmidt
Historisk har alle statskup haft to ting til fælles. For det første har de været voldelige; og for det andet har de alle haft til formål at tage magten fra én gruppe og give den til andre. Siden 1849 har magten over Danmark været i danskernes hænder. I historisk lys er EF-domstolens angreb mod Danmarks - og de øvrige landes - selvstændighed og nationale forfatninger således ganske unik. Overdragelsen er nemlig i modsætning til tidligere tiders statskup sket fredeligt og løbende under dække af at repræsentere én af retsstatens grundpiller. Ikke desto mindre kan det næppe bortforklares, at Danmark og de øvrige medlemslande siden fællesskabets oprettelse har været udsat for et kup, der løbende har flyttet magten fra de nationale parlamenter til EU's institutioner.Det seneste eksempel er de domme om familiesammenføring, som har præget den seneste måneds mediebillede. Dommene er de seneste eksempler på, hvad man kalder EF-domstolens aktivisme - men de er unikke, fordi de også har fået regeringens øjne op for, at det udgør et problem, når dommere tiltager sig magt, som var tiltænkt de andre to dele af magtens tredeling.
Netop magtens tredeling er ofte det, der fremføres som et forsvar for EF-domstolens politiske virke. Og egentlig lyder det jo meget rigtigt, at domstole er nødvendige ved siden af lovgiver og administration - og domstolene skal være uafhængige; ergo må de ikke kritiseres. Men de fleste vil også kunne indse, at en tredeling af magten nødvendigvis forudsætter, at der er en adskillelse af, hvad de tre magtenheder skal tage sig af. Efter Grundloven skal de danske domstole rette sig efter loven. Med andre ord er de danske domstole underlagt Folketinget - dog ikke forstået sådan, at Folketinget kan instruere domstolene om et bestemt resultat. Men Folketinget afgør rammerne for domstolenes virke. Hver magtenhed har altså sin ramme.
Det er her, EF-domstolens kup imod demokratiet har sin rod. EF-traktaten indeholder nemlig - i modsætning til Grundloven - ikke en bestemmelse om, at domstolen skal rette sig efter loven. Traktaten (art. 220) foreskriver derimod, at EF-domstolen skal værne om lov og ret. Heri ligger selvsagt en langt mere dynamisk og politisk fortolkningsmulighed end, hvad vi kender ellers.
Artiklen skal utvivlsomt ses i lyset af den gamle bestemmelse om "en stadig snævrere union". For med disse to formuleringer er der oprettet hjemmel til, at EF-domstolen kan fuldføre integrationen på de områder, hvor de mange medlemslandes indbyrdes politiske stridigheder giver problemer. Og det er på denne baggrund, at EF-domstolen siden sin oprettelse har ageret politisk. Er det, hvad man forstår ved retsstatens grundtanke om tredeling af magten? Naturligvis ikke - og derfor er EF's grundlæggende struktur syg. Det har jeg gjort opmærksom på gennem de seneste mange års politisk debat. Men først nu er det ved at gå op for Folketingets flertal. Bedre sent end aldrig ...
Det er for eksempel EF-domstolen, der har givet Europaparlamentet søgsmålskompetence. Det var politikerne ellers enige om ikke skulle være der. Det er EF-domstolen, der har besluttet, at strafferegler kan indføres efter overstatslige flertalsbeslutninger. Det var politikerne ellers enige om ikke skulle kunne lade sig gøre. Og det var EF-domstolen, som sidste år satte den svenske arbejdsmarkedsmodel og principper og gensidige overenskomster ud af kraft. Også her var politikerne ellers enige om, at overenskomstsystemet skulle bestå. Gang på gang ser vi altså, at EF-domstolen træffer regulære politiske beslutninger helt i strid med, hvad politikerne ønsker.
Nogen vil muligvis hilse de konkrete afgørelser velkomne. Men hilser de også velkommen, at det er dommere, der fører politik? At det er dommere, som ikke er undergivet demokratisk valg, der bestemmer, hvordan reglerne skal se ud? Reelt er det jo en tilsidesættelse af folkestyret. For folket vælger ikke dommerne. Derfor er statskup det rette ord.
Er der da ingenting, vi kan gøre for at vægre os imod det kup, der finder sted? Jo - vores egen højesteret har faktisk allerede givet os muligheden. I forbindelse med den grundlovssag, der blev anlagt for at prøve Maastrichttraktatens forenelighed med Grundloven, udtalte Højesteret nemlig: "Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-Domstolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF-Domstolens praksis." (Dommens punkt 9.6).
Tiltrædelsesloven er som bekendt grundlaget for dansk medlemskab af EU. Men eftersom hverken tiltrædelsesloven eller EU-traktaterne giver nogen hjemmel til, at der kan føres udlændingepolitik via andre dele af traktaten end dem, som Danmark har forbehold (retsforbehold og unionsborgerskab) for, er vi netop her uden for den suverænitetsafgivelse, som Danmark har afgivet. Og med Højesterets egne ord er reglerne dermed uanvendelige.
Vi har altså et forsvar mod EU's statskup. Og det er Grundloven. Den har EF-domstolen også tidligere forsøgt at sætte ud af kraft ved at erklære, at traktaterne har forrang frem for Grundloven. Men det holder heldigvis ikke i virkelighedens verden, da Grundloven jo er hjemlen for dansk medlemskab af EU. Der er derfor intet til hinder for, at den danske regering kort og godt meddeler EU, at den retsstilling, der er skabt af EF-domstolen, og som omgår dansk udlændingepolitik, er uanvendelig i Danmark. Vi vil ikke acceptere den og vi vil ikke rette os efter den. I Danmark er det Folketinget, der bestemmer udlændingepolitikken - for vi har aldrig overdraget denne kompetence.
Nu venter vi derfor blot på, at regeringen tager affære. Det første skridt er, at integrationsministeren vil tage et opgør med EF-domstolens politiske aktivisme. Men såfremt et sådant opgør overhovedet lykkes, vil det kun gælde for fremtidige afgørelser. Og hvad så med de seneste års domme, som har ændret reglerne og tilsidesat demokratiet? Disse skal naturligvis også undergives den demokratiske disciplin. Og derfor er regeringens initiativ slet ikke nok. Der må tages et klart opgør med EU, hvor Danmark meddeler, at vi ikke vil følge de domme, som ikke har hjemmel i traktaterne. Udlændingepolitikken kan aldrig tages bort fra Folketinget, uden at den danske befolkning ønsker det. Derfor er disse regler uanvendelige her.
Vi vil ikke acceptere EF-domstolens juridiske statskup.
Morten Messerschmidt er EU-ordfører for Dansk Folkeparti og sit partis spidskandidat til EU-parlamentsvalget i 2009
