Optakten til årtiers mest kontroversielle videnskabelige universitetsskandale,
den såkaldte Penkowa-sag var en anden skandale om nepotisme og underslæb, der
ville have overgået Penkowa-sagen i omfang og have endevendt Statens Forskningsråd
og muligvis have bragt striber af professorer til fald, hvis den var kommet
frem i offentligheden.
Frem til 2006 var alt forløbet som det skulle i Forskningsrådet, der
sørgede for at statens midler til forskning, blev fordelt ligeligt og retfærdigt
mellem landets forskere. Men fra 2006 kom der nye boller på suppen. Med nye
folk i Forskningsrådet begyndte rådets medlemmer nu at dele statens midler
(danskernes skattekroner) mellem hinanden og deres egne netværk af kolleger.
Derudover ”glemte” de helt at erklære sig inhabile i behandlingen af
ansøgninger fra deres egne netværk.
Det medførte en anmeldelse til den øverste myndighed,
videnskabsministeriet, der skulle undersøge sagen, der dog aldrig nåede frem i
pressen, men ”kun” til folketinget, hvor den i 2010 medførte en lovændring.
Inden pressen fik nyt om sagen, fik professor Albert Gjedde travlt. Han
sad dengang i Forskningsrådet, hvor han havde sørget for rundhåndede midler til
sig selv og sit netværk. Men nu gik han ivrigt rundt til pressen for at sælge
en historie, der i saft og kraft oversteg både nepotisme og underslæb i et
uærligt Forskningsråd:
Historien om en af Københavns universitets yngste, dygtigste og
smukkeste forskere, hjerneforskeren Milena Penkowa.
Hun havde modtaget en elitepris og forskningsmidler, som hun havde
brugt på sig selv og en flammende rød Ferrari med de provokerende nummerplader
Milena, kunne Albert Gjedde fortælle, ligesom han kunne underholde med, at hun
havde bollet med rektor på universitetet Ralf Hemmingsen, og videnskabsminister
Helge Sander, og i det hele taget havde haft så meget sex, at hendes forskning
var det rene gas og gøgl. Med hendes aktivitet på lagnerne havde der ikke været
meget tid tilovers til arbejdet i laboratoriet, kunne enhver konkludere. Hun havde
bare ladet som om. Hun havde bedrevet uredelig forskning.
Den historie var anderledes interessant, så interessant at den allerede
var begyndt at køre på nettet, og der var forlydender om, at Ekstra Bladet
ville sætte historien stort op. Den indeholdt alt, hvad en misundelig,
sensationshungrende dansker kunne ønske sig: sex, succes, skønhed, svindel med
penge og uredelig forskning, der beviste, at hun slet ikke var så dygtig, at
det gjorde noget, når hun havde været nødt til at svindle med resultaterne og i
det hele taget bruge sex for at komme til tops.
I september 2010 mødtes Albert Gjedde med den dengang på DR arbejdende
journalist, Berit Wheler, der havde tilrettelagt programmer som ”Ha’ det godt”,
der blandt andre havde haft Albert Gjedde og Milena Penkowa i studiet.
Nu mødtes Albert Gjedde og journalisten på en café i Århus, som Berit
Wheler senere udtalte sig om i Universitetsavisen, offentliggjort den 27.1.2011:
”De to mødtes ifølge Berit Wheler på Café Jorden i Aarhus, hvor hun
fortalte Gjedde om sine bekymringer (rygterne på nettet og Ekstra Bladets
påståede planlagte historie). Institutlederen bemærkede, at Milena Penkowa også
er »en kontroversiel person,« siger Wheler.
»Han sagde, at han faktisk havde fået nogle henvendelser fra folk, der
anklagede hende for at have lavet uredelighed i sin forskning. Han sagde, at
der var noget på vej, og at det var noget stort.«
»Han sagde, at når sagen var overstået, ville Milena enten blive set som en helgen eller som skyldig i det største svindelnummer i dansk forskningshistorie,« fortæller Berit Wheler til 180 grader.
»På det tidspunkt sad jeg og tænkte: Gud, hvor er han egentlig en
rådden mand. Sidder han virkelig der og fortæller mig om en af sine
medarbejdere på den måde?«”
På DR’s vegne afviste Berit Wheler at ville have noget med sagen at
gøre, men har siden haft mistanke om, at Albert Gjedde forsøgte at få historien
plantet for oprindeligt at kaste smuds på universitetsrektor Ralf Hemmingsen
ved at lade skinne igennem, at han bollede rundt med Milena, der i øvrigt ikke
var til at stole på og havde rektor i sin hule hånd.
En sådan skandale kunne have væltet rektor, så Albert Gjedde selv kunne
være blevet rektor for universitetet, mener Berit Wheler. Her i 2013 er det
stadigvæk hendes overbevisning, at den oprindelige plan var, Milena Penkowa
skulle have været løftestang til at vælte rektor.
Overfor Universitetsavisen havde professor Albert Gjedde dog en anden
udlægning i 2011:
”Institutleder Albert Gjedde bekræfter, at han har talt med Berit
Wheler i Aarhus. Men hans udlægning af mødet er en helt anden. Gjedde medvirker
nu og da i tv-udsendelser, både om faglige emner og som deltager i den
offentlige debat. Men i dette tilfælde indbød DR ham til møde under falske
forudsætninger, siger han.
Ifølge Gjedde går det op for ham på mødet, at Berit Whelers egentlige
ærinde er at producere en udsendelse, der skal rense Milena Penkowa for
uretmæssige anklager. Her skal Albert Gjedde medvirke, hvilket han afviser.
Wheler har altså på dette tidspunkt allerede nævnt, at disse anklager findes,
men hun vil alligevel vide, hvorfor Gjedde afviser deltagelse.
»Jeg fortalte, at jeg havde gode grunde, og at jeg følte en vis pligt
til at anbefale DR som public service organ at udvise påpasselighed.«
Han fortæller, at Berit Wheler greb til trusler.
»Under foregivende af at ville diskutere en medvirken i et program, kom
det frem, at DR havde planer om en dokumentar, som skulle rense hendes navn,«
siger Albert Gjedde.
»Ville man ikke deltage i det, skulle man vente at se sig selv udhængt
som deltager i et komplot, der gik ud på at knuse Penkowa.«”
Berit Wheler og Albert Gjeddes udtalelser kom til at stå ord mod ord,
men det blev dog påpeget, at Wheler og Penkowa nærmest var at betragte som
veninder.
I baggrunden var Penkowa sagen imidlertid begyndt at rulle for alvor.
I marts 2010 blev hun suspenderet fra sin professorstilling, efter at
Københavns Universitet havde modtaget et anklageskrift fra Rigsadvokaten om
underslæb på 27.883 kroner, dokumentfalsk og falsk anklage, som hun valgte at
indanke for Landsretten. Den 10. december 2010 fratrådte hun sin stilling for
at skabe ro om de sager, der var begyndt at versere imod hende. Igennem årene
havde hun modtaget en række forskningsmidler, men i efteråret 2010 rejste IMK
Almene Fond et tilbagebetalingskrav til Københavns Universitet på baggrund af
mistanke om, at en del af den samlede bevilling på 5.650.000 kroner til hendes
forskning i hjernesygdomme var blevet brugt til formål, der ikke var omfattet
af vilkårene for bevillingen. Fakultetet bestilte derfor en revisionsrapport,
der viste, at bortset fra 276.380 kroner, som Penkowa havde brugt til
advokatregninger, var alle beløb anvendt til forskning og dertil relaterede
udgifter. En del af pengene (2,1 millioner kroner) var dog gået til forskningsrelaterede
udgifter, der faldt udenfor fondens specifikke bevillingsvilkår, og Københavns
Universitet valgte derfor at betale dette beløb tilbage til fonden i erkendelse
af at universitetet ikke havde overholdt sin del af regnskabsføringen.
Inden sin fratrædelse i december 2010 tilbagebetalte Milena Penkowa de
276.380 kroner, hun havde brugt af fondsmidlerne til at betale advokatregninger,
der senere under den af hende anlagte retssag viste sig, at være anvendt til
juridisk assistance i forbindelse med hendes forskning, hvilket fonden havde
accepteret, da hun løbende aflagde regnskab overfor dem.
Rigsrevisionen og senere Skat foretog en undersøgelse af Milena
Penkowas forskningskonti, og det gav ikke anledning til væsentlige
bemærkninger.
Nu burde alt være faldet til ro, men så begyndte sagen at rulle i
pressen, hvor Milena Penkowa i 2011 og første del af 2012 blev den mest omtalte
person i Danmark.
Anklagerne imod hende tårnede sig op. På trods af Rigsrevisionens
rapport blev hun offentligt anklaget for at have stjålet af kassen. Og som om
det ikke var nok, kunne pressen afsløre saftige detaljer fra hendes udskejende
sexliv med blandt andre rektor og daværende videnskabsminister Helge Sander.
Også en tidligere kæreste aflagde i uge 10 2011 anonym forklaring i
Weekendavisen om, at hun var sociopat, selvoptaget indtil det ulidelige og
pyntede sin lejlighed med diplomer og billeder af sig selv.
Sagen optog alle og kørte som føljeton i hele pressen, hvor der hele
tiden blev smækket nye beskyldninger oveni de gamle.
Ingen tog notits af en bokstekst ved en artikel i Dagens Medicin, den
21.1.2011, der oplyste, at der havde været en lignende sag i Canada mod en ung hjerneforskerpige,
Justine Sergent, mens Albert Gjedde i øvrigt havde siddet som direktør for det neurovidenskabeligeinstitut i Montreal fra 1989 – 1994. Hun var i 1992 blevet beskyldt for omtrent
det samme som Milena Penkowa, men havde ikke kunnet tåle presset og havde
begået selvmord i 1994. Sammen med sin mand.
Milena Penkowa begik som bekendt ikke selvmord, men hun var hårdt
presset, så presset at da den sag, hun selv havde skubbet i Landsretten, kom
for, valgte hun at acceptere dommen, da hun ræsonnerede, at hun allerede var
dømt i pressen.
Privat var hun dog gået i gang med at forsøge at rense sit navn og
rygte.
Hun havde fået bevist, hun ikke havde raget forskningsmidler til sig for
personlig vindings skyld. Hendes flammende røde Ferrari viste sig at være en
Mazda, og nu tog hun fat på at føre sag om alle de injurier, der var blevet fremsat
imod hende. Imens sagen stod på, dukkede hendes 400 liters kummefryser, hvor
hun opbevarede de vævsprøver, hun sagde hun havde taget, men som ingen kunne
finde, pludseligt op. Den stod overset i et hjørne på Københavns Universitet.
Der falder dom i sagen i dag den 3. juni 2013. Under retsmødet den 6.
maj 2013, inden dommen, understregede advokaten for den journalist på
Weekendavisen, Milena Penkowa fører sag imod, og som var værst i
beskyldningerne imod hende, at der var indgivet politianmeldelse imod hende.
Den 9. maj 2013 meddelte politiet dog, at de ikke ville rejse sigtelse
imod hende, da de ikke mente, de kunne få hende dømt. Den 14. maj meddelte
Weekendavisen dog, at sagen var blevet afvist, fordi den var forældet. Politiet
mente dog, der havde været tale om svindel med rotteforsøg, fortalte
Weekendavisen.
Hermed blev den omfattende sag barberet ned til det, den hele tiden
burde havde drejet sig om, og som burde være blevet holdt indenfor fakultetets
fire vægge, nemlig Milena Penkowas forskning.
Var den virkelig uredelig?
I en fortsættelse næste uge, vil jeg fortælle, hvad Milena Penkowa egentlig
forskede i? Og hvilken anden forskning foretog hun ved siden af, som ikke var
omfattet af IMK Almene Fonds bevilling.
Når det kommer frem, vi alle forstå, hvorfor det var så vigtigt at få
Penkowa neutraliseret.
