Ifølge en artikel i Politiken, yder Danmark - i lighed med England - finansiel bistand til de iranske myndigheders bekæmpelse af narkotikakriminalitet via FN-organisationen UNODC (United Nations Office for Drugs and Crime). Hermed er man indirekte med til at finansiere de iranske myndigheders brug af tortur og drab på hundredevis af mennesker. Ofrenes forbrydelse er, at de har solgt illegale rusmidler i større eller mindre mængder.
På sin facebook-side kommenterer den nuværende udviklingsminister, Christian Friis Bach, artiklens oplysninger med følgende status:
Henrettelserne i Iran er helt uacceptable, men med programmet har vi fået styrket det tillidsskabende samarbejde på tværs af landegrænser i en sprængfarlig region, styrket kampen mod narkokriminalitet der destabiliserer landene, og fået en kritisk menneskerettighedsdialog med de iranske myndigheder.
Jeg har selv vedholdende - og på møder i februar 2012 med både den iranske indenrigsminister og lederen af UNODC - sagt klart at anholdte skal behandles efter de internationale menneskerettigheder. Hvis vi ikke kan se positive fremskridt i den retning, skal programmet stoppes!
Til Berlingske Tidende uddyber ministeren sine synspunkter i artiklen ”Minister afviser støtte til iranske henrettelser”
”Jeg var selv bekymret over programmet og indsatsen, og derfor mødtes jeg i februar sidste år med Irans indenrigsminister og lederen af FN-organisationen bag programmet for klart at påpege, at det skal ske med udgangspunkt i fundamentale menneskerettigheder. Det skal vi konstant og vedholdende påpege og arbejde for, men der er skabt positive resultater med programmet. ”
At lægge vægt på information fra en iransk indenrigsminister og lederen af en af FNs mest problematiske og utroværdige organisationer er dybt beskæmmende.
UNODCs manglende troværdighed.
Jeg tillader mig at springe let hen over hvorfor en iransk indenrigsministers ord ikke bør have nogen som helst vægt overhovedet, når man kommer fra et demokratisk vestligt land. Det går jeg ud fra er selvindlysende for de fleste (bortset åbenbart for en udviklingsminister). Men også UNODC er mildt sagt ikke en troværdig kilde.
For et par år siden manipulerede man f.eks. groft med resultaterne af en undersøgelse i EU om unges brug af illegale rusmidler. Således mente man, med udgangspunkt i en rapport fra EU, at en hård narkotikalovgivning virker overfor forbruget af illegale rusmidler.
Resultatet fremkom ved at sammenligne forbruget i Sverige med det gennemsnitlige forbrug i resten af EU. Men læser man den oprindelige rapport står der faktisk det modsatte af hvad UNODC påstår.
Det fremgår nemlig, at der ikke er sammenhæng mellem lovgivning og forbrug. Forbruget i Norge er på niveau med det svenske, selv om lovgivningen slet ikke er lige så hård. Og i Portugal, der er gået længst i at afkriminalisere forbruget af illegale rusmidler, har samme forbrug som i Sverige.
Resultaterne i den oprindelige rapport ligger på linje med resultatet fra lignende undersøgelser foretaget af bl.a. WHO.
Kampen mod narkotika har aldrig virket
Med hensyn til påstanden om programmet har skabt positive resultater, må man rettelig spørge sig selv hvilke?
Det kan ikke være at forbruget af illegale rusmidler er faldet. Det har på globalt plan været nogenlunde konstant de seneste 20 år. Noget som UNODC ved flere lejligheder har betegnet som en succes for den førte narkotikapolitik og selvfølgelig deres egen indsats (man skal jo sikre den fortsatte strøm af midler).
Det er en helt igennem udokumenteret påstand. Sandheden er nemlig at det aldrig er lykkedes at dokumentere en varig positiv effekt af den ofte ganske aggressive politik overfor både producenter og kunder.
Der kan heller ikke være tale om succes i forhold til en mere menneskelig behandling fra de iranske myndigheders side i forhold til brugere og sælgere. Der tortureres og henrettes fortsat hundredevis af narkohandlere, store som små (sidstnævnte er ofte brugere selv).
Og der kan slet ikke være tale om succes i forhold til at komme den organiserede kriminalitet og de terrororganisationer, som finansierer deres aktiviteter ved hjælp af produktion og salg af illegale rusmidler til livs.
Intet tyder på, at man på noget tidspunkt gennem de seneste årtier, har været i stand til at beslaglægge signifikante kvantum af de forskellige rusmidler. Var det tilfældet, burde det kunne aflæses direkte i gadeprisen for de pågældende rusmidler. Men priserne er ikke steget de seneste 3 årtier, tværtimod er realpriserne faldet betragtelig.
Og skulle det endelig lykkes at beslaglægge så store mængder, at det påvirker prisen, er betydningen for organisationerne bag narkotikahandlen forøvrigt også ubetydelig.
Det handler først og fremmest om profit, og hvorvidt man opnår denne via et mindre salg til højere priser eller ved et søtrre salg til mindre priser er grundlæggende ligegyldigt for bagmændene.
Da markedet for illegale, i lighed med legale, rusmidler er kendetegnet ved en lav priselasticitet, vil et mindre udbud umiddelbart indebære kraftigt stigende priser. Med andre ord vil tilpasningen til den nye ligevægts-situation primært bæres af brugerne.
Og her er vi da også fremme ved den helt fundamentale fejlslutning, som udviklingsministeren gør sig skyld i, når han forsvarer den førte politik. Når Christian Friis Bach angiver, at man skal den ”narkokriminalitet der destabiliserer landene” til livs, misser han en helt afgørende pointe.
Det er IKKE handlen med illegale rusmidler som destabiliserer regionen. Det er kriminaliseringen af handlen med og brugen af bestemte rusmidler, som finansierer bl.a. Taliban og Al Quada i området. Ligesom den forøvrigt finansierer terrororganisationer i andre dele af verden, bl.a. enhedslistens venner, FARC, i Colombia.
Det afgørende er ikke selve rusmidlerne, men at der er tale om illegale produkter hvortil der er en stabil efterspørgsel til høje priser. Priser som sikrer, at markedet for illegale rusmidler formentlig er det uden sammenligning mest profitable marked vi kender – uanset om vi taler om legale eller illegale produkter.
Blod på hænder og hul i hovedet
At bruge danske skatteyderpenge på en politik, som aldrig har virket, men har medført store menneskelige omkostninger, både ude og hjemme, er i sig selv en skandale. Men at lade sig overbevise af en iransk minister og lederen af en så miskrediteret og utroværdig organisation som UNODC, er direkte pinligt.
