Kan man skrive noget om den tragiske hændelse i Norge uden at politisere på begivenheden? Det er ekstremt svært, men det er praktisk talt umuligt at undlade at kommentere på en begivenhed så meningsløs, men det er også usmageligt at bruge 91 menneskeliv i en politisk agenda, hvorfor jeg har spekuleret længe over, hvorvidt jeg reelt skulle sætte ord på mine følelser og holdninger i forbindelse med denne sag. Jeg tog dog en beslutning for næsten et år siden om, at jeg gerne ville i folketinget, og det forpligter, også i situationer, hvor det er næsten umuligt at udtrykke sine følelser på en måde, som ikke kan vendes til noget negativt.
Jeg kan kun fordømme handlingerne i Norge og sende mine tanker til de pårørende og de berørte parter i sagen. Det er skræmmende, at noget sådan kan ske i vores broderland, og det vidner netop også om, at det også sagtens kan ske i Danmark. Uanfægtet hvor man befinder sig i det politiske spekter, så fordømmer man hændelsen, og i disse øjeblikke står alle danske politikere sammen og strækker en hjælpende hånd frem mod Norge. Ikke at vi kan gøre ret meget andet end at fordømme og kondolere, men for mig er det vigtigt at vise, at jeg oprigtigt føler med det norske folk.
Der kommer sikkert ikke til at gå ret lang tid, før man som politiker bliver bedt om at forholde sig til risikoen for, at det samme kan ske i Danmark. Så snart politikere skal forholde sig til det, så stopper den samhørighed, som tragediens første dage bærer præg af. Nu skal der handling på bordet, og vi skal sikre os, at den norske tragedie ikke kan gentages i Danmark. Alle vi, der var enige om at fordømme hændelsen for et par dage siden, bliver pludselig kompetanter, der bruger tragedien til at værne om vores mærkesager: Flere forbud, færre forbud, mere ytringsfrihed, mindre ytringsfrihed. Pludselig bliver 91 menneskers endeligt til et spil om, hvorvidt man skal forbyde våben, computerspil, debatfora, gødning og meget andet. Det er den bagside af medaljen, som jeg har frygtet lige siden, jeg sagde ja til at stille op til folketinget, men det er desværre en del af gamet, for vi kan sikkert ikke blive enige om, at vi forholder os passive og ser på den norske tragedie som en isoleret hændelse, der, uanset hvor frygtelig den er, ikke fortjener flere indgreb, forbud eller lovændringer.
Jeg kan heller ikke stå stille i hjørnet og nægte at tale om begivenheden, selvom det er lige præcis det, som jeg har allermest lyst til. Min frygt for, at tragedien pludselig kan medføre skærpelser i lovgivning, hetz mod nationalister og indskrænkelser i den personlige frihed betyder, at jeg tager bladet fra munden.
Uanset hvem der havde begået denne frygtelige forbrydelse, så tror jeg ikke på, at det kunne have været forhindret. Hvis man er ekstremist, så kan man få fat i sprængstof og våben, og man kan planlægge sin egen personlige vendetta mod de mennesker, som man ikke bryder sig om. Vi kan ikke lovgive os ud af ekstremisme, og vi kan aldrig nogensinde forhindre, at en lignende tragedie vil ske i Danmark. Selvom det er svært at acceptere, så kan politisk handling aldrig nogensinde dæmme op for ekstremisternes ønske om at gøre mennesker ondt. Deres agenda er så fokuseret på ødelæggelse, at de helt uanfægtet lovgivning og forbud nok skal komme igennem med deres planer, hvis de er vedholdende nok. Alt vores lovgivning på dette område bliver retrospektivt, og vi kan muligvis stoppe et angreb, der er helt magen til det forrige, men så innoverer ekstremisten og rammer os et andet sted. Alt imens bliver den almindelige borgers frihed sat under pres og fleksibiliteten i samfundet reduceres. På den måde kan man sige, at ekstremisten vinder, idet samfundet ændres for at dæmme op for de uundgåelige angreb. Diskussionen om, at der skal dæmmes op for højreorienterede ekstremister er forfejlet, idet det ligeså godt kunne være venstreorienterede ekstremister eller religiøse fundamentalister.
Nu venter vi så på, at der kræves handlinger. Både i Norge og i Danmark vil der helt sikkert komme politiske udmeldinger, der har til hensigt at forhindre en gentagelse. Det sympatiske i at være handlingsorienteret skal ikke underkendes, men min holdning er klar. Der er idioter og ekstremister nok i samfundet, og hvis de først beslutter sig for, at de vil skabe ødelæggelse, så skal de nok finde en vej. Vi taber først kampen mod disse tåber, når vi indretter vores samfund efter deres præmisser og reducerer borgernes frihed for at undgå det uundgåelige.
Jeg fordømmer den frygtelige hændelse, og jeg har den dybeste medfølelse med ofrenes pårørende. Nu ville jeg ønske, at vi som politikere kunne stå sammen om denne fordømmelse og medfølelse, og når vi har hjulpet vores norske broderfolk, så skal vi lade sagen ligge. Den fortjener ikke et politisk efterspil, idet vi aldrig nogensinde vil kunne lovgive os ud af sådanne episoder.
