Jeg har besluttet at begynde mit indlæg med en video. Hvis jeg indlejrede den længere nede, ville I bare trykke på den med det samme, og derfor kan jeg lige så godt placere den her. Jeg blev inspireret til den af et klip, jeg så i fjernsynet, og den illustrerer fint, hvad resten af indlægget handler om:
Hold kæft, jeg hader Det Radikale Venstre. Hver gang, jeg tror, hadet ikke kan blive stærkere, så vokser det ufortrødent videre som den kræftsvulst, jeg ville ønske, jeg havde i maven. Det er især tøsebørnene, der irriterer mig. Hver gang jeg hører Zenia Stampes skingre argumentation, Sofie Carsten Nielsens snøvlen og evigt kunstige, bedrevidende smil, Liv Holm Andersens studentikose reciteren af indlærte holdninger eller ser Morten Østergaards dumme krøller, så overvejer jeg at tage en strikkepind og punktere først mit venstre, så højre øjeæble, dernæst trommehinderne i samme rækkefølge, hvorefter fire striber, to af hvidligt, to af rødblodigt materie vil løbe ned af mit ansigt og på mit bryst blande sig til en lyserød klump af organisk materiale, til hvis lige disse kvindemenneskers kroppe skulle være blevet blendet, hvis abortlægerne da for helvede bare havde udvist rettidig omhu.
Forklar mig lige, hvorfor vælgerne stemmer på dem?! Hvem ønsker i virkeligheden at blive rettet ind under disse små diktatoriske tøjter? "Åh, de er da ikke diktatoriske. De er da liberale," siger du, fordi du fatter lige så lidt som dem, hvad liberalt betyder. Og nej, jeg gider egentlig ikke forklare det længere. Det er ikke liberalt at ville forbyde mennesker at ryge på arbejdspladser. Eller at tvinge cykelhjelm på børn. For bare at nævne et par eksempler fra den uendelige lange række af overbeskyttende forbud, der bliver ved med at poppe op som bumser på teenagepolitikernes spæde ansigter.
Sig mig, bliver vælgerne imponerede over, at Det Radikale Venstre er en flok unge piger, som har fuldført en humanistisk uddannelse? Er det en eller anden feminisme-rest, der ligger i deres vælgere og får dem til at tro, i lige så høj grad som kandidaterne selv, at de er supermennesker? Det kan jeg så sige, at de ikke er. Det kræver næppe mere end beskedne, gennemsnitlige åndsevner at gennemføre et humaniorastudie. 95% af dem, jeg har mødt, har været totalt debile, blankskinnende tomme kar, der ikke kunne tænke selvstændigt ud over de stier, som de marxistiske forelæsere med flot, kraftigt, bølgende mørkt hår allernådigst viste dem.
Og hvor er det fedt, at de tror, de er os andre overlegne i sådan en grad, at det ville være helt ok at indoktrinere folkeskolebørn med deres socialkonstruktivistiske holdninger om, at multikulturen er det fedeste i verden. For det er den i deres lille fantasiverden, hvor de tripper rundt på bilfri, brostensbelagte storbygågader og til afveksling fra den vestlige verdens modebutikker shopper for fars penge i små, etniske statementbutikker, der beriger os alle sammen med eksotiske trommeskind og fallosfigurer. Men ude i virkelighedens verden bliver Barbara-Victoria og læspende Esben og især statskassen gruppevoldtaget, hvorefter vi får at vide, at det er vores egen skyld, fordi vi er racistiske og ikke giver dem penge nok. Siger pigerne, der aldrig nogen sinde kommer i nærheden af et belastet område, med mindre det er arrangeret fem måneder i forvejen, og de får følgeskab af politi, femten kommunale projektledere og samtlige danske TV-medier.
Spar ikke dig selv for klippet i Deadline, hvor Liv Holm Andersen bliver hudflettet af Morten Uhrskov Jensen på udlændingespørgsmålet. Da samtlige af hendes argumenter er faldet til jorden som brændende konfetti, kommer hun med guldreplikken: "Så kan vi diskutere, hvad rigdom er ... (altså ikke penge, men etnisk berigelse)" Det er lige netop her, det hele bliver så ironisk paradoksalt. For disse tøsebørn er netop skabt af penge, af materiel velstand, af en beskyttet opvækst med overflod af jordiske værdier, hvor de frit fra alle hylder kunne vælge at tage den ligegyldige, ubrugelige humaniorauddannelse udi sociologidrømmerier, som de excellerer så rigeligt i. De belønner så samfundet med at nedbryde dets bolværk mod uduelige snyltere; sandsynligvis ud af delvist indlært raceselvhad, så vi alle bliver tynget ned på et markant lavere økonomisk og kulturelt niveau. Det er flot. Senere generationer vil helt sikkert komme til at takke dem for deres godhed på andres bekostning.
Jeg læser netop nu, at udgifterne til asylansøgere er steget til en milliard om året og en asylcenterleder vurderer, at ca. 1 ud af 500 asylansøgere vil være i stand til at arbejde. Stopper det vores radikale prinsesser, nu deres argument for at lave et velkomstcenter i København til at sluse asylansøgere, der har ventet i mere end en halv, umenneskelig måned på en afgørelse, ud i samfundet var, at vi kommer til at mangle hænder i fremtiden? Nej, de flyver videre på deres lyserøde skyer af diffuse FN-konventioner og drømmer om en verden uden nationer, hvor vi alle blander os og omfavner hinanden og hygger os og er enige om, at de radikale har ret i deres grænseløse medmenneskelighed. Mens de flyver ovenover, naturligvis, og leder os som de græssende får, vi er, naturligvis, for de er jo uddannet til det, og deres uddannelse er den rigtige.
Gode Gud, vil nogen ikke nok stemme nogle voksne mennesker med rigtig livserfaring ind næste gang? Til at afløse disse arrogante, bedrevidende, naivt idealistiske teoripiger fra den politiske elite, hvis livsbaner er parallelforskudte fra almindelige, arbejdende borgeres? Ellers er jeg bange for, at mine indlæg bliver endnu mere usammenhængende. Om muligt.
(Bitter Blog læses som altid bedst - og med indlejret video - på Bitter Blog)
