Jeg hedder Bente. Jeg er 33 år gammel. Jeg er opvokset i et dysfunktionelt hjem og er født særlig sensitiv. Da jeg kom i gymnasiet passede jeg ikke ind der og blev holdt udenfor af nogle piger og derfor knækkede jeg psykisk tilsidst med en depression som psykiatrien så var så "venlig" at medicinere mig for. Det blev begyndelsen på et langt liv hvor jeg vandrede ind og ud af psykiatrien som patient. Jeg kom af medicinen med jævne mellemrum men faldt altid tilbage på den fordi ingen havde fortalt mig at man blev afhængig af medicinen og tilsidst derfor ikke kan komme af med den. Det ville også være så godt med den medicin hvis det ikke var fordi den har hemmeligholdte skadevirkninger som den at man kan få hjerneskader og at man bliver fysisk smadret på dem med tiden. Alt det fik jeg ikke noget at vide om. Men jeg led i mange år af mange bivirkninger når jeg var på medicinen men vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre for min tilstand end at tage denne medicin for jeg blev bildt ind at hvis jeg ikke tog medicinen ville jeg aldrig komme af med min depression
Jeg tog derfor medicinen og tog også imod alle de forskellige diagnoser som psykiatrien opfandt til samme lejlighed så de kunne medicinere mig til et "lykkeligere" liv. Jeg har haft diagnoserne: depression af moderat grad, generaliseret angst, socialfobi, Adhd, skizoaffektiv lidelse,skizotypisk, borderline, ikke specificeret diagnose, mistanke om anden lidelse ikke specificerbar og bla bla bla.
Jeg har prøvet alle de antidepressiver der næsten er på markedet og også antipsykotisk og stemningsstabiliserende og adhd medicin.I starten da jeg kom på medicin hjalp det mig. Men over årene blev jeg bare dårligere og dårligere og det er fordi hjernen brænder af tilsidst på dem. Jeg slæbte mig igennem forskellige job for jeg ville faktisk gerne yde til samfundet og jeg fik tilsidst inden psykiatrien gjorde mig helt invalid gennemført en HF -eksamen med gode karakterer
Jeg ville gerne være pædagog men den drøm har jeg måttet vinke farvel til. Jeg har ellers altid været knaldgod til at passe børn og børn de elsker mig. Jeg har også vinket farvel til mange venner fordi min lidelse har gjort det umulig for mig at opretholde en kontakt. I de gode år havde jeg mange venner men hver gang jeg kontaktede psykiatrien igen og fik medicin blev jeg dårligere og fik svære ved det sociale. Jeg har også et anspændt forhold til min familie men det er helt sikkert fordi mit følelsesliv er så fucked op af medicinen og udtrapningen at jeg ikke kan styre mit temperament. Psykiatrien siger så jeg skal tage mig sammen men hvordan skal jeg tage mig sammen når de har ødelagt mig? Kunne psykiatrien tage sig sammen og lukke ned når de ikke kan hjælpe deres ofre?
Nu skal jeg så på førtidspension hvis jeg da kan få en sådan fordi det gives jo ikke til unge under 40 år og jeg er kun 33. Jeg søger også et bosted hvilket man heller ikke kan få så derfor har jeg hyret en privat socialrådgiver for at hjælpe mig. Kunne politikerne ikke betale denne for mig nu hvor jeg er ødelagt af den psykiatri jeg troede skulle hjælpe mig og hvor ingen politikere har grebet ind i årevis mens jeg bare gradvis er blevet ødelagt mere og mere?
Jeg betaler min rådgiver af min kontanthjælp. Jeg har dog et lille rækkehus men den kan jo ikke helbrede mig ligesom penge jo ikke er alt. I øvrigt så var dette rækkehus købt før jeg blev for medtaget og skulle være rammen om et godt liv for mig. Nu skal den nok sælges eller lejes ud.
Mine drømme er bristet og jeg føler mit liv er endt. Førtidspension var ikke meningen med mit liv og havde jeg vidst at det var pillerne der gjorde mig syg og opretholdt min "psykiske lidelse " så var jeg aldrig begyndt på dem.
På tirsdag skal jeg så have en ny diagnose. Spændende hvad de så der tryller op af hatten i psykiatrien. Jeg skal have en diagnose for at kunne få den rette hjælp. Det ville være bedre hvis jeg kunne få en kæmpe erstatning i stedet og så betale mig til noget luksus efter den tortur jeg har gennemgået i den danske psykiatri.
Jeg er meget meget ked af det hele og jeg er ked af jeg ikke kan blive en produktiv samfundsborger. Men løbet er kørt for mig må jeg sande. Der er mange andre end mig løbet også er kørt for da de mødte psykiatrien og sagde farvel til livet. De blev lemlæstede eller også døde de.
Jeg har skrevet et digt om mine oplevelser med psykofarmaka.
PILLER DER PINER PÅ HELBREDELSENS VEJ
Hvis din psyke vil dig drille
så får man da en pille
det gjorde også
jeg
men hvad blev der af mig?
Det reddede mig fra syge tanker
om
selvmord som udvej af mine skavanker.
Godt de reddede mig da
ellers ser
jeg ik det gode de ka. For stor en dosis gør mig sløv og
træg
giver ik plads til meget skæg.
En enkelt tåre kan klemmes
ud
ellers er der kun vredesudbrud
"Vi må hellere trappe dig ned
så
du kan mærke følelser et sted”
Min læge ser ingen reaktion
jeg nedtrapper
atter min portion.
Tårerne kommer nu meget nemt
det er virkelig meget
slemt,
at mærke smerte så stor,
kan ik beskrives med ord,
har lyst til
at skrige det ud,
så hjælp mig dog min gud!
Jeg kan ik få luft
og
kun med min fornuft
ved jeg at det ender
inden en læge mig sender
på
psyk til ingenting,
så kører det bare i ring.
Det trykker i mit
bryst
er faktisk en dejlig trøst
for nu mærker jeg min krop
mørke
tanker kan hobe sig op
og nu kan de komme ud
gråd og kropslig
udbrud
heler mig op
det er helt i top.
Men husk stadig på
at jeg
stadig kan gå
med følelser der er trægge
og tanker mindre
skægge.
Og når jeg er blandt andre
mærkes det ensomt at vandre
for
jeg mangler at føle liv
ikke bare at jeg er stiv
som en robot i en
verden
hvor jeg ik ænser min færden.
Der er meget mer
som også
sker
der virkelig driller
ved de fandens piller.
Bivirkninger
mange
gør mig bange.
Min mave er træg
det er ik for skæg
jeg bliver
tør i munden
og tom blir pengepungen
når det hænder
jeg får huller i
mine tænder.
Piller laver rav i hormoner
så pms symptomer
bliver mine
dæmoner.
Så jeg nægter at en pille
skal mig drille
resten af
livet.
Det er ganske givet!
Det gør piller ved mig
et helved på
helbredelsens vej.
Så red dig selv
psykiatrien slår ihjel
du får
hjerneskade
de er ligeglade
De lyver for dig
om dine symptomer
for
det er DINE dæmoner
til dem har vi en diagnose
og medicin til din
psykose
Men det er det største bedrag
medicinen gør dig til et
vrag
Du må ikke bære nag men du skal tro
du er mere end en sag og vi
"helbreder" jo
sandheden skal frem
selvom den er slem
den er
videnskabelig dokumenteret
budskabet hermed leveret
psykiatrien skaber
patienter
nu om stunder
kroniske lidelser venter
og livslange
kunder.
