I sin bog om den politiske forpligtelse leverer Kai Sørlander den filosofiske begrundelse for en række politiske synspunkter. En central del af argumentationen handler om at Socialdemokratiet svigtede sine svageste vælgere med sin indvandringspolitik op gennem 80’erne og 90’erne, der
derfor fandt et nyt parti, der kunne forsvare deres interesser, nemlig DF.
Her gøres op med et udbredt dogme om at en bestemt politisk holdning vidner om en særlig sober personlig moral. Men der er forskel på personlig moral og politisk holdning. Sørlander gør opmærksom på at moralsk selvpromoverende personer som eksempelvis Nyrup, ganske gratis kan gå ind for en fri indvandringspolitik fordi hans egoisme er sikret ved det danske skattesystem.
Her er ganske vist en progressiv beskatning således at mere velstillede betaler mere, men beskatningen sikrer alligevel egoismen ved at der etableres et indtægtshierarki med væsentlig forskel på de rigeste og de fattigste. Her nyder Nyrup sin plads i indtægtshierarkiet uden at denne egoisme problematiseres.
Indtægtshierarkiet gør det muligt for de rigeste at bosætte sig i attraktive områder, hvor de fattigere ikke har råd til at bo. Da indvandrere befinder sig lavest i indtægtshierarkiet vil disse bosætte sig sammen med de fattigste danskere og her vil tilstrømningen efterhånden gøre en
fattig dansker til en fremmed i sit eget område med den relative utryghed, som det medfører.
Hvis disse danskere nu begynder at stemme på et parti, der vil forsvare deres interesser, så må de høre på fra Nyrup og ligesindede, at det ikke er stuerent. Sørlander mener, at dette er hykleri. Nyrups egoisme er ikke bedre end DF’s egoisme. Hvis begge kan siges at forfølge deres relative
egoistiske interesser så er forskellen blot at DF ikke er hykleriske – det er derimod Nyrup. Nyrup ikke blot svigtede de svageste af sine egne vælgere – han pissede også på dem bagefter for derpå at anklage dem for at lugte.
Sørlander argumenterer for at demokratiet er den mest rationelle styreform uden man dog af den grund skal pådutte andre lande at få demokrati. Det er nemlig ikke alle kulturer og religioner, der lige let lader sig forene med demokratiet. Eksempelvis mener islam med sin sharialovgivning,
at religionen skal bestemme politikken, hvilket gør det forståeligt, at demokratiet ikke har kunnet vokse frem i muslimske lande. Det har det derimod kunnet i kristne lande fordi Jesu lære ikke lader sig omsætte i konkret politisk lovgivning og Jesus har dermed så at sige fra begyndelsen lagt grunden til en sekularisering. Et lands straffelovgivning kan ikke baseres på at vende
den anden kind til og at forære tyveknægte yderligere gods. Det er derfor oplagt i kristendommen at adskille religion og politik, mens det i islam er oplagt at blande religion og politik sammen.
At tillade en stor indvandring fra muslimske lande, som Socialdemokratiet og de radikale har ansvaret for, er derfor at undergrave landets demokratiske stabilitet. DF får dermed rollen som dem, der så klarest i 80’erne og 90’erne.
I dag er den islamiske terror en legitim fjende, mens den islamiske religion betragtes som en religion på linie med kristendommen. Det mener Sørlander er en uheldig forskydning af perspektivet. Hovedfjenden er nemlig ikke en række fanatiske terrorister, men derimod den ideologi, der vil undergrave demokratiet ved at lade religionen diktere politikken. En stor del af vestens politikere og intellektuelle forstår ikke dette, mener Sørlander. I stedet ser de blot ned på dem, der har forstået det.
Sørlanders bog burde være pligtlæsning for alle politikere. Mange politikere vil naturligvis være uenige, men de ville i så fald være nødt til at kvalificere deres argumenter betragteligt.
