Søværnets prestigeprojekt. Danmarks stolthed. Og kajpynt i Korsør.
Fregatterne af Ivar Huitfeldt-klassen ligner efterhånden en gedigen fejlinvestering. Ja, man kunne nå den konklusion, at de eksemplificerer alt, hvad der er galt med forsvarspolitik i Danmark. Ironisk nok så er det ikke skibene og teknikken, der er problemet, i modsætning til mange af de andre indkøbsskandaler, som vi er så vant til fra det danske forsvars side. Nej problemet er politisk. Politikere med ønskerlister alen lange, men uden lysten til at prioritere. Værn, der kæmper internt om budgetter, prestige, poster og bevillinger fremfor nøgternt at se på, hvor vi og Nato har mest for kapaciteter. Politikere med tidshorisonter, der trods ønske om præcist det modsatte, sjældent strækker sig mere end et forlig frem. Sådan kunne man blive ved. Jeg har samlet et udpluk af problemer ved projektet.
1. Der blev bygget tre skibe, men forsvaret har kun råd til at opstille besætning til to skibe. Det tredje skib kommer til at se flot ud ved kajen i Korsør. Man får mindelser om sketchen om det tomme hospital i "Yes, Minister".
2. Skibet skulle udstyres med 127mm kanoner, men midlerne rakte ikke, så nu har de fået 76mm kanoner. Svarer lidt til at sætte en lille motor i en dyr sportsvogn.
3. Skibene har en avanceret vertikalmissillauncher, men hverken Standardmissiler eller Tomahawkmissiler er der råd til at indkøbe. Dermed ville det kun kræve udbud, indkøb, levering og træning før den vil kunne bruges. Der er gode odds for, at en evt. konflikt er forbi i mellemtiden. Men launcheren den er der.
4. De ellers langt mindre avancerede Sea-Sparrow missiler er nu så dyre, at forsvaret kun kan indkøbe 42. Skulle skibene anvende disse missiler, så er vi dybt afhængige af at USA kan levere flere missiler med kort varsel. Akkurat som vi så det under Libyenkonflikten med bomber, hvor Europa viste sig komplet ude af stand til at bombe et tredjeverdensland, ovenikøbet et lige i nærheden, til nederlag uden massiv amerikansk støtte.
5. Fregatterne har overskredet budgettet ganske betydeligt. Retfærdigvis skal det siges, at det ville nok være en større overraskelse, hvis dette ikke var sket.
6. Forsvaret har i de seneste 10 år været massivt involveret i landkrig, hvor bl.a. luftkapaciteter (taktiske helikoptere og strategisk flytransport) har manglet i stor stil. Er fregatter til 1,5 -2 mia. kr. stykket virkelig det forsvaret mangler mest?
Listen er sikkert meget længere. God påske.