Marlene Wind forsøger på sin egen subtile måde at fortsætte sit politiske korstog ved at påtage sig en martyr-rolle og trække sig fra den offentlige debat. Hendes arbejdsgiver taler om "at det er nødvendigt for at beskytte Marlene Wind" og formanden for DJØF taler om "af ytringsfriheden knægtes" og i JP kan man læse at "Pind og Pia K. lukkede munden på Wind".
Marlene Wind forsøger således - og tilsyneladende med held - at trække debatten i langdrag med et helt skævt fokus i forhold til sagens substans.
Sagen er jo, at ingen - absolut ingen - har forlangt at Marlene Wind ikke må udtale sig. Faktisk er der ikke engang nogen der har forlangt, at hun ikke må udtale sig politisk. Derimod har der været kritik af at hun, når hun optræder offentligt som ekspert, udtaler sig på en måde, som intet har med hendes ekspertise at gøre, men derimod præsenterer hendes egne politiske synspunkter og sympatier.
Kravet - det eneste krav - er med andre ord, at når Marlene Wind, og andre forskere for den sags skylkd udtaler sig, så skal de holde sig til deres ekspertisefelt og udtale sig om det de kan forankre i deres forskning. Hverken mere eller mindre. Så kan de på andre tidspunkter udtale sig personligt, og der har de naturligvis samme frihedsgrader som alle andre, hvilket vil sige at der i praksis er meget få begrænsninger.
Nu vælger Marlene Wind så at trække sig fra den offentlige debat, og man kan så enten tolke som endnu et politisk statement eller som en erkendelse af at hun ikke evner at adskille sin forskning og sine egne politiske motiver. Der er frit valg, men begge dele er problematiske.
Marlene Wind er som offentligt ansat forsker forpligtet til at formidle sin forskning, og det er derfor ikke i orden at hun trækker sig. Hvis det er en permanent tilstand, så er hun ikke sin stilling voksen. Hun har en forbandet pligt til at udtale sig indenfor sit fagfelt, mens hun for min skyld gerne kan holde sine personlige meningsytringer for sig selv.
