Forestil dig følgende scenarie: Du har publiceret nogle læserbreve, der er kritiske overfor krigene i Afghanistan og Irak. Du skriver, at militæret begår overgreb mod civilbefolkningen, og kalder krigene for ulovlige og uretfærdige. En dag bliver du kontaktet af en gruppe muslimer med langt skæg og muligvis også hat og briller. De har læst dine læserbreve, og ønsker at gøre brug af dig og din indflydelse i Danmark til at fremme deres sag. De lægger ikke skjul på, at de tilhører en fundamentalistisk islamisk gruppe, og de skjuler skam heller ikke deres hensigter om at omstyrte det danske demokrati.
Hvad gør du? Du får disse tre muligheder:
1. De fleste af læserne på nærværende avis (sandsynligvis dem alle) ville melde dem til PET eller anden myndighed. Medmindre du decideret frygtede for dit liv, ville du straks tage telefonen, og underrette myndighederne om, hvad der var sket. Og du ville gøre det klart for disse islamister, at du under ingen omstændigheder ønsker at være deres informant eller medkombetant. Selvom du er kritisk overfor krigene i Irak og Afghanistan, vil du absolut ikke have noget med dem at gøre.
2. Du lader dig ikke direkte rekruttere, men underretter heller ikke myndighederne. Du fortsætter med at føre samtaler med denne gruppe, og du hjælper dem med at få deres budskab ud om den anglo-amerikanske imperialisme og aggression og de muslimske ofre. Du er altså ikke en medskyldig i nogen terror, men er absolut heller ikke en hjælp til bekæmpelsen af terror. Med andre ord: du sprænger ingen bomber, men spidser ivrigt blyanten.
3. Du lader dig rekruttere, og er nu en islamisk agent.
Der er vist ingen tvivl om, hvilken af disse muligheder, der er den rigtige. Alle mænd og kvinder af ære kan kun vælge mulighed nummer ét. At bekæmpe terror er ikke bare en sag for PET eller regeringen – det er noget vi alle skal bidrage med, hvor og når vi nu kan.
Men anderledes forholdt det sig under den kolde krig. Her var det ikke et særtilfælde, at folk på venstrefløjenen tog mulighed nummer 2 eller endda nummer 3.
Sagen om Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl er egentlig symptomatisk for, hvad der skete under den kolde krig. Blev Dragsdahl rekrutteret som agent? Eller valgte han blot ikke at underrette myndighederne om KGB’s aktiviteter og om sine møder med dem?
Det er muligt, at Dragsdahl ikke gjorde noget ulovligt, men i borgerlige øjne er alle andre valg end mulighed nummer ét, at underrette myndighederne, fuldstændigt uacceptabelt. Man kan ikke vende det blinde øje til hverken Al-Qaeda eller KGB eller Gestapo uden at tabe al ære og respekt blandt ordentlige og civiliserede mennesker.
Men Dragsdahl var jo kun én af mange danskere, der valgte aktivt eller passivt at støtte op om verdenshistoriens største rædselsregime. Jacob Holdt, Ole Sohn, Frank Aaen, Mogens Lykketoft og mange andre på venstrefløjen valgte det samme som Dragsdahl. Det er muligt at de ikke foretog sig noget ulovligt. Det er muligt, at de ikke gjorde nogen videre skade ved deres nederdrægtige handlinger. Men i mine øjne, er det sådan set ligegyldigt, om de var KGB-, Stasi- eller Castro-agenter, eller om de blot var passive tilskuere til disse kommunistiske monstre.
Og hvad domstolen dømmer i den ene eller anden sag om KGB-agenter og PET og hat og briller er bedøvende ligegyldigt. Vi kan heldigvis stadig dømme dem, i den demokratiske folkedomstol – som nærværende netavis heldigvis stiller til rådighed. Vi lever jo i et frit land. For disse mænd tabte jo som bekendt kampen.
Disse æreløse mænd.
Hvad gør du? Du får disse tre muligheder:
1. De fleste af læserne på nærværende avis (sandsynligvis dem alle) ville melde dem til PET eller anden myndighed. Medmindre du decideret frygtede for dit liv, ville du straks tage telefonen, og underrette myndighederne om, hvad der var sket. Og du ville gøre det klart for disse islamister, at du under ingen omstændigheder ønsker at være deres informant eller medkombetant. Selvom du er kritisk overfor krigene i Irak og Afghanistan, vil du absolut ikke have noget med dem at gøre.
2. Du lader dig ikke direkte rekruttere, men underretter heller ikke myndighederne. Du fortsætter med at føre samtaler med denne gruppe, og du hjælper dem med at få deres budskab ud om den anglo-amerikanske imperialisme og aggression og de muslimske ofre. Du er altså ikke en medskyldig i nogen terror, men er absolut heller ikke en hjælp til bekæmpelsen af terror. Med andre ord: du sprænger ingen bomber, men spidser ivrigt blyanten.
3. Du lader dig rekruttere, og er nu en islamisk agent.
Der er vist ingen tvivl om, hvilken af disse muligheder, der er den rigtige. Alle mænd og kvinder af ære kan kun vælge mulighed nummer ét. At bekæmpe terror er ikke bare en sag for PET eller regeringen – det er noget vi alle skal bidrage med, hvor og når vi nu kan.
Men anderledes forholdt det sig under den kolde krig. Her var det ikke et særtilfælde, at folk på venstrefløjenen tog mulighed nummer 2 eller endda nummer 3.
Sagen om Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl er egentlig symptomatisk for, hvad der skete under den kolde krig. Blev Dragsdahl rekrutteret som agent? Eller valgte han blot ikke at underrette myndighederne om KGB’s aktiviteter og om sine møder med dem?
Det er muligt, at Dragsdahl ikke gjorde noget ulovligt, men i borgerlige øjne er alle andre valg end mulighed nummer ét, at underrette myndighederne, fuldstændigt uacceptabelt. Man kan ikke vende det blinde øje til hverken Al-Qaeda eller KGB eller Gestapo uden at tabe al ære og respekt blandt ordentlige og civiliserede mennesker.
Men Dragsdahl var jo kun én af mange danskere, der valgte aktivt eller passivt at støtte op om verdenshistoriens største rædselsregime. Jacob Holdt, Ole Sohn, Frank Aaen, Mogens Lykketoft og mange andre på venstrefløjen valgte det samme som Dragsdahl. Det er muligt at de ikke foretog sig noget ulovligt. Det er muligt, at de ikke gjorde nogen videre skade ved deres nederdrægtige handlinger. Men i mine øjne, er det sådan set ligegyldigt, om de var KGB-, Stasi- eller Castro-agenter, eller om de blot var passive tilskuere til disse kommunistiske monstre.
Og hvad domstolen dømmer i den ene eller anden sag om KGB-agenter og PET og hat og briller er bedøvende ligegyldigt. Vi kan heldigvis stadig dømme dem, i den demokratiske folkedomstol – som nærværende netavis heldigvis stiller til rådighed. Vi lever jo i et frit land. For disse mænd tabte jo som bekendt kampen.
Disse æreløse mænd.
