Klimafrygtens politiske historie.

Klimafrygtens politiske historie.

30-04-13

Af Erling Petersen, civilingeniør, tidligere direktør i Danske Fjernvarmeværkers Forening

Det er nu 27 år siden, at klimafrygten fik sit politiske gennembrud i Danmark, og energipolitik blev til klimapolitik. Det var, da verdensmarkedsprisen på råolie kollapsede i 1986!

Nu er der jo ikke umiddelbart noget logisk sammenhæng mellem frygten for global nedsmeltning og prisen på råolie, så måske skyldes det kun en pudsig tilfældighed, at det skete samtidigt. Men måske er der alligevel et sammenhæng.

Det var først efter Mellemøstens olieblokade i 1973 og den efterfølgende fordobling af olieprisen i 1979-80 til ca. 100 $ pr. tønde, at energipolitik kom på dagsordenen. I 1976 vedtog folketinget naturgasprojektet og varmeforsyningsloven. Begge love medførte meget betydelige planlægningsopga­ver både i den offentlige sektor og i energiselskaberne. Der blev desuden indført mange administrative energispareordninger med energisyn og forskellige tilskud og afgifter, som alle havde til hensigt at skaffe Danmark en mere sikker energiforsyning i en meget usikker energifremtid. Alt sammen gav be­skæftigelse til et stort antal energiadministratorer og energikonsulenter.

Men nu gik det ikke helt så galt, som administrationen og en stor del af politikerne havde forventet. Markedskræfterne virkede! Som følge af de høje priser på olie blev der gravet efter kul og boret efter olie og naturgas på lokaliteter, som tidligere havde været opgivet, fordi de var for dyre at udvinde, med det resultat, at fra 1980 til 1986 faldt olieprisen til ca 60 $, og i 1986 var verden oversvømmet med energi som aldrig før, og prisen kollapsede til ca. 30 $. Da var det almindeligt antaget, at der var kend­te kulreserver til overkommelige priser til flere hundrede år, og at der var oliereserver til mindst 40 år. (Det havde der i øvrigt været de seneste 40 år. Der blev jo hele tiden fundet mere). Det var derfor svært at se begrundelsen for den omfattende detailregulering af energisektoren og den meget store energiadministration, der var blevet opbygget i det foregående årti. Vi var derfor mange, som troede og håbede, at nu var panikken ovre, så nu kunne vi alle igen bruge den energiform, vi ønskede, og i de mængder, vi ønskede – og vi ville kunne betale regningen.

Men sådan skulle det ikke være! Efter få måneders panik i energiadministrationen og blandt energipo­litikerne var vi tilbage til den gamle parole: Brug mindre energi og mest mulig naturgas! Nu var det ikke længere af hensyn til forsyningssikkerheden, men af hensyn til drivhuseffekten. Den havde vi el­lers ikke hørt meget om i de foregående år. Det var kun nogle få teoretikere, som frygtede en global nedsmeltning pga CO2, men der var lige så mange teoretikere, som frygtede en kommende ned­frysning pga stigende mængder støv og svovl i atmosfæren. Men nu havde stop for drivhusgasserne pludselig fået absolut højeste prioritet. Dermed var beskæftigelsen sikret for hele det apparat af energi­planlæggere og energikonsulenter, der var blevet opbygget siden de bilfrie søndage i 1973. Med kli­mafrygten som begrundelse var der forsknings-, planlægnings- og reguleringsopgaver så langt øjet rak­te – men det var naturligvis kun en heldig sidegevinst!

Desuden havde det været langt dyrere at etablere naturgassystemet end forventet, og med de meget la­vere verdensmarkedspriser på energi kunne naturgasselskaberne ikke forrente deres gæld. Men med klimafrygten som begrundelse kunne staten gennemføre en central styring af energiforsyningen, som pålagde borgerne og energiselskaberne at bruge mere naturgas. Kun derved undgik naturgasselskaber­ne rentedøden - men det var naturligvis også kun en heldig sidegevinst!

Nu kan man jo ikke blankt afvise, at stort set hele energiadministrationen og de fleste af energipoliti­kerne inden for få måneder fik den samme åbenbaring, som viste dem, at eneste mulighed for at redde kloden, var et øjeblikkeligt stop for afbrænding af fossile brændsler. Men man kan konstatere, at hvis det var en åbenbaring, så kom den på et meget heldigt tidspunkt!

I 1988 dannede FN organisationen IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change). Det var hen­sigten at samle al forskning i klima - og information om klimaudviklingen - under en central FN-orga­nisation. Det lykkedes også. Efter få år antog de fleste i energi- og klimaadministrationsapparatet IPCC som eneste autoritære informationskilde vedrørende klimaet. Dermed gav man en organisation, hvis eksistens var total afhængig af klimafrygten, monopol på information om klimaet!! Det var ikke just den mest troværdige konstruktion. Der var da også mange forskere, som tolkede diverse forskningsre­sultater anderledes end IPCC, men de blev sjældent taget seriøst. Ofte blev det antydet, at de var betalt af olieindustrien. Man fik da også lukket munden på de fleste, men heldigvis ikke på dem alle.

I 1989 gennemførte regeringen endnu en kulegravning af gasprojektets økonomi. Det så stadig ikke godt ud! Men så regnede man sig frem til, at hvis alle fjernvarmeværker inden for naturgasnettet om­stillede til kraftvarme på naturgas, og gasleverandøren tog hele den økonomiske gevinst ved sam­produktion af el og varme, så ville naturgasselskabernes økonomi blive forbedret med 30-40 milliarder kr.! I 1990 fremlagde energiministeriet så den store plan for Danmarks energifremtid, ”ENERGI 2000”. Planens helt centrale formål var at reducere Danmarks CO2-emission og dermed sikre os alle mod global nedsmeltning! Det vigtigste element i planen var omstilling af samtlige fjernvarmeværker inden for naturgasnettet til kraftvarme. At det også kunne redde naturgasselskabernes økonomi, var kun en heldig sidegevinst, som ingen talte om!

Men nu gik det ikke helt så hurtigt med omstillingen, som man havde forventet. Med den pris, som fjernvarmeværkerne skulle betales for gassen, var der intet økonomisk incitament til omstilling til kraftvarme. Der var kun den økonomiske risiko ved at vove sig ud i en ny og uprøvet teknologi. De fleste ventede derfor så længe som muligt med omstillingen. De mindre fjernvarmeværker skulle først være omstillet i 1994 og de større i 1996. Og imens tikkede der flere renter på gasselskabernes gæld!

Året efter fik vi så CO2-afgiften. Den var naturligvis også begrundet med ønsket om at bremse den globale nedsmeltning. Afgiften blev administreret sådan, at afgiften på el blev lagt på forbruget af el og ikke på produktion af el. Så opkrævede man ”for meget” afgift hos elforbrugerne. Dermed havde man et argument for at ”tilbagebetale” noget af afgiften til de el-producenter, der ikke producerede så meget CO2 som de store kulfyrede kondensværker. Man regnede sig frem til 10 øre pr. kWh-el til de natur­gasfyrede kraftvarmeværker. (Nu var det jo ikke kraftvarmeværkerne, der havde betalt for meget i af­gift. Det var elforbrugerne, så det var vel dem, der skulle have haft penge tilbage. Men det var der in­gen, der tænkte på dengang). Men med de 10 øre var der pludselig en særdeles god økonomi i omstillig til kraftvarme, og det gik meget stærkt – og naturgasselskaberne kunne langt hurtigere både forrente og afdrage deres gæld - men det var naturligvis også kun en heldig sidegevinst!

Hvis den danske energipolitik skulle være troværdig, så skulle resten af verden også deltage. Specielt op til Rio-konferencen i 1992 blev der gjort et stort arbejde for at få alle med. Men det var meget få lande, som frygtede en nedsmeltning. Man gjorde sig specielt store anstrengelser for at få udviklings­landene med til Rio, men de var generelt meget lidt interesserede. For det første var de endnu ikke ramt af klimafrygt. For det andet havde de ikke økonomi til en dyr, grøn energiforsyning. De var kun interesseret i rigelig og billig energi, så de kunne komme op på en levestandard som industrilandene. Men så blev de informeret om skitsen til en kommende international aftale : Kyoto-aftalen. Aftalen vil­le blandt andet komme til at indeholde et element, man kaldte ”Joint implementation”. Det ville med­føre, at det kunne betale sig for i-landene at forære u-landene nye mere effektive energianlæg. Så afta­len ville skam ikke komme til at koste u-landene penge. Tværtimod! De ville komme til at tjene penge på Kyoto-aftalen. Og så forstod u-landene straks meget bedre klimafrygten, og de fleste mødte op i Rio, hvor de tordnede mod i-landene og krævede økonomisk kompensation, fordi i-landene ødelagde kloden for kommende generationer!

I 1992 blev Svend Auken udskiftet med Poul Nyrup som formand for socialdemokratiet efter et kamp­valg, der gav dybe sår i socialdemokratiet. Året efter dannede Nyrup så regering, og for at hele sårene blev Svend Auken miljøminister - med stort set diktatorisk magt inden for sit område. Da han ikke kunne blive statsminister, gjorde han klimaet til sit politiske projekt. Både i forbindelse med Rio-kon­ferencen og Kyoto-aftalen ydede han en formidabel indsats som engageret klimaforkæmper. Han fik virkelig sat sig selv på verdenskortet - men det var naturligvis også kun en heldig sidegevinst! Han var 90-ernes Al Gore. Han var mere underholdende, men ikke mere troværdig. Han – og efterfølgende Connie Hedegaard - inviterede en lang række udenlandske politikere til Ilulissat i Grønland for at se gletsjeren, som blev mindre og mindre. På vejen skiftede de fly i Kangerlussuaq, hvor der også var en gletsjer, men den var der ingen, der var ude at se. Den blev større og større!

Så fik vi Kyotoaftalen i 1997. Det var efter hårde og seje forhandlinger. Det var meget få lande, som var ramt af klimafrygten. Det var reelt kun Danmark, Holland og tildels Tyskland, som pressede på. Men det var også meget få lande, som havde politisk mod til at sige nej til en aftale. Det holdt specielt hårdt, at overtale Japan og Australien til at gå med. Kina og Indien nægtede konsekvent at diskutere egne begrænsninger. USA, som ellers var tiltænkt rollen som den store skurk og store bidragyder, fast­holdt sit nej. Man skulle forhandle sig frem til kvoter for hvert enkelt land. Det var selvfølgelig nød­vendigt, at man kom frem til et resultat, som på papiret så ud af noget, men for at få de fleste med, så var det også nødvendigt, at man kom frem til noget, som ikke gjorde for ondt. Derfor kom de fleste lande i praksis med på en fribillet. EU skulle i gennemsnit reducere med 8%. Tyskland skulle reducere med 21%. Det opnåede man ved at bringe det tidligere ineffektive østtyske energisystem op på vesteu­ropæisk niveau - og det havde man gjort alligevel. England skulle reducere med 12,5%. Det opnåede man ved at skifte fra kul til naturgas – og det havde man gjort alligevel. De fleste af de tidligere østblok-lande skulle reducere med 8% i forhold til det tidligere ineffektive kommunistiske system. Det gjorde ikke så ondt.

Danmark gav det største bidrag. Hvis vi skulle have de andre lande med, så var vi jo nødt til at gå for­an! Auken havde fået mandat til at forpligte Danmark til en reduktion på 20% i forhold til et ”normalt år”. (De fremtidige kvoter skulle baseres på CO2-emissionen i 1990, men da der havde været usædvan­lig meget nedbør i Norge og Sverige dette år, så havde Danmark købt usædvanlig meget el fra vand­kraftværkerne og derfor produceret usædvanlig lidt el på vore egne kulkraftværker). Under forhand­lingerne glemte Auken desværre det med ”normalt år”. Derfor kom Danmark til at forpligte sig til en reduktion på 27%. Det var vist bladet ”Ingeniøren”, som regnede ud, at den forglemmelse ville koste Danmark 5 milliarder kr. Ikke én i regeringen løftede et øjenbryn i den anledning. Man har sikkert ment, at det var en rimelig pris at betale for at holde sammen på fløjene i socialdemokratiet! Og så var der mange lande, som forventede at tjene penge på Kyoto-aftalen. F. eks. gjorde Rusland det helt klart, at hvis ikke de fik så store kvoter, at de kunne forvente at tjene penge på salg af kvoter, så var de ikke med i aftalen. Det fik de så. For ellers var der ikke blevet nogen Kyoto-aftale!

Nu er det så 16 år siden, og alle kan konstatere, at den ikke har hjulpet ret meget. Det var hensigten at aftalen skulle reducere den globale emission af CO2, i stedet er den øget med mere end 50%. Det skyl­des ellers ikke manglende indsats fra klima-administrationen, klima-politikerne og alle NGO-erne (Green Peace mm). Ud over bjerge af forsknings- og planlægningsprojekter så har de troligt mødt op til de årlige klimakonferencer i Rio, Kyoto, Buenos Aires, Marrakesh, Delhi, Bali, Qatar og mange fle­re eksotiske steder. Med op mod 30.000 deltagere! Så det pauvre resultat skyldes ikke manglende ind­sats. De har virkelig lagt sig i selen! I 2005 vedtog de 27 EU-lande så en forlængelse af Kyoto-aftalen, som rækker frem til 2020. Resten af verden sagde nej tak, så under 15 % af verdens energiforbrug er med. Igen har man måtte tildele landene alt for store kvoter til, at aftalen kan få nogen effekt. Det var nødvendigt for at få alle med. EU-parlamentet har netop forkastet et forslag til at give EU´s kvote-sy­stem kunstig åndedræt. Resultatet viser med alt ønskelig tydelighed, hvor lidt vilje der er uden for Danmarks grænser til at ofre noget reelt på sagen. Kun få vil være med til mere end store armbevægel­ser og flotte skåltaler.

I de foregående 27 år er vi blevet tæppebombet med advarsler om en kommende miljøkatastrofe. Som led i den moralske oprustning har IPCC og klima-administrationen været meget omhyggelige med at orientere os om nye afsmeltninger og varmerekorder rundt om på kloden. For der er jo næsten altid et eller andet sted, hvor der er nye varmerekorder. Man har ikke kunnet se en vejrudsigt i TV eller en rek­lame for en brødrister uden at få at vide, hvad der er godt for miljøet. Vi har fået fortalt, at hvis vi ikke omgående omstiller til grøn energi og holder op med at flyve til Thailand på ferie, så har vi katastrofen i morgen. Så nu har vi lært lektien. Det er bare så få, som tager det alvorligt. Heldigvis oplyser den frie presse os også om nye kulderekorder og om, når Kina, Frankrig, USA og Østeuropa er ved at druk­ne i sne – selv om det ikke er politisk korrekt! Men nu er det længe siden, at vi fik den første advarsel, og vi har lige været igennem den længste og koldeste vinter i mands minde, så det bliver stadig svære­re at holde liv i befolkningens klimafrygt.

I de seneste 15 år er den globale gennemsnitstemperatur ikke steget. Hvilket er lodret imod alle IPCC´s modeller og forudsigelser. Det har IPCC vist ikke fortalt os endnu! De arbejder nok stadig med tallene. Men man skal jo heller ikke forvente, at nogen forivrer sig med at save den gren over, man selv sidder på. Men NASA (National Aeronautics & Space Administration), som foretager de fysiske målinger, har heldigvis nået det! På deres hjemmeside kan man se temperaturkurven helt frem til 2012, og der kan man se, at temperaturen ikke er steget siden 1998!

Men selv om temperaturen også skulle stabilisere sig - eller falde - de næste 10-15 år, så får klimafryg­ten næppe lov til at sove stille ind. Alt for mange har interesser i klimafrygtens sidegevinster. Klima­kampen er blevet ”Big Busines” - i alt fald i Danmark. Stadig flere virksomheder profilere sig som frontløbere i omstillingen til den ”bæredygtige grønne energi-fremtid” med visioner om massevis af grønne arbejdspladser. Det kræver blot, at skatteyderne giver lidt tilskud til lige at løbe udviklingen i gang, så er eksporteventyret sikret !

Dette er ikke ensbetydende med, at alle i klima-bureaukratiet var – og er - bevidste svindlere, men man har nok været lidt for hurtige til at acceptere en tolkning af diverse forskningsresultater, som passede bedst til ens egen interesse. Det er kun såre menneskeligt. Og de har levet i 27 år i et system uden reli­gionsfrihed. Hvis ikke man bekræftede hinanden i den rette tro, så var der ikke plads i systemet. Der er også kommet nye generationer af eksperter, embedsmænd og konsulenter til, så de færreste af dem hu­sker, hvordan det hele begyndte – i 1986. Men lidt mere kritisk sans havde været ønskeligt.

Det nuværende klima-embedsværk er langt større end det tidligere energi-embedsværk, og det har fået en magt, som bureaukratiet i det gamle Sovjetunionen ville have misundt dem. Den slipper de ikke fri­villigt. I dag har DONG en langt større gæld end i slutningen af 1980-erne. Denne gang i ”grønne ener­giteknologier”. En gæld, som kun kan forrentes, så længe klimafrygten kan holdes i live. De mange års hjernevask har naturligvis sat sig spor i folkeopinionen. Derfor har mange politikere meldt sig som rettroende klimaforkæmpere og har valgt klimaet som deres politiske projekt at profilere sig på. Det er svært at forestille sig Connie Hedegaards og Martin Lidegaards politiske karrierer uden klimafrygten. Derfor er klimafrygtens sidegevinster mere nødvendige nu end nogen sinde tidligere, så der venter en lang og sej dødskamp, før den kan bliver officielt aflivet. Der skal først sluges rigtig mange store ka­meler – men det kan blive helt underholdende at følge!

Erling Petersen,

07170 Darbres, France