Det plejer at være venstrefløjen, der opdeler mennesker i Gode og onde, mellem de åndfulde og kultiverede, der vil styrke litteraturen og dansk kultur, og de kolde og kalkulerende liberalister, der vil gøre alt op i kroner og ører, og som (angiveligt) slet ingen sans har for litteratur og kultur.
Når man selv indtager pladsen som de Gode, bliver alle kritikere automatisk til de onde, der slet ikke har sans for alt det Gode, man gerne vil gøre (med andre menneskers penge, vel at mærke), og når man er God - ved vi fra venstrefløjsretorikken - så behøver man ikke argumentere for sine påstande. Det er fuldt tilstrækkeligt, at man har de Gode intentioner. Der behøver ikke være nogen sammenhæng mellem, hvad man foreslår for at opnå det Gode, og dets virkninger, mellem mål og midler. Og al snak om økonomi, og al snak om, hvem der kommer til at betale prisen for ens Godhedsprojekt, er bandlyst og kategoriseres som ”kynisk og åndløs liberalisme”.
Kasper Støvring og Birthe Rønn Hornbech har lært det trick af venstrefløjen i dagens kronik og blogindlæg.
De får placeret sig selv som de Gode (er sikker på, at Carsten Jensen sidder og godter sig), der har de gode intentioner, og rollen som de onde tildeles handelshøjskolevenstre og liberalister.
Ingen argumenter, ingen dokumentation
Både kronik og blogindlæg er klinisk renset for argumenter. Det er Godhedsindustrien, der taler, og for Godhedsindustrien er det altid nok at tale om Gode intentioner, så derfor taler man varmt om følelser, kultur og dannelse, og alt det Gode, man vil gøre.
Men opnår man overhovedet det tilsigtede resultat med faste bogpriser? Ja, det ved vi ikke. Der findes ingen dokumentation for påstanden.
Der er heller ingen dokumentation for, at dansk litteratur har det skidt. Der udgives stadigvæk tusindvis af dansk forfattede skønlitteratur, så hvor skidt står det egentlig til? Det behøver man ikke dokumentere, når blot man har de gode intentioner.
Der er boghandlere, der mærker krisen og konkurrencen fra Amazon, danske netboghandlere og supermarkeder, men det er en normal markedsmæssig udvikling, som alle boglæsere skulle være glade for, for det betyder billigere bøger og dermed flere solgte bøger. Og måske stimulerer det ligefrem læseglæden og læselysten generelt til glæde for forfattere, forlag og boghandlere? Men at dansk litteratur skulle være i krise, bortset fra at der altid har været en mangel på gode forfattere; det dokumenteres ingen steder.
Betyder de frie bogpriser, at der bliver udgiver mindre af den ”smalle litteratur”? Det er muligt, men er faste bogpriser virkelig det mest effektive instrument til at opnå det kulturpolitiske mål? Det dokumenteres ikke.
Det er min formodning, at den såkaldt ”smalle litteratur” har bedre vilkår i dag end nogensinde før. Både Støvring og Hornbech ser helt bort fra, at det er billigt at udgive e-bøger og bøger trykt ”on demand”. Der er altså langt bedre mulighed i dag end tidligere for, at nye, ukendte forfattere, svært tilgængelige forfattere eller blot dårlige forfattere, der ikke formår at sælge et stort antal bøger, kan få udgivet deres bøger og nå ud til et stort publikum. Så der er ingen grund til, at den smalle litteratur ikke skulle udkomme. Måske ikke i papirformat, men dog udkomme.Det er altså umuligt at se, at der skulle være nogen krise for dansk litteratur.
Der giver selvfølgelig god mening, at man som konservativ lever i fortiden, men at støtte fortidens teknologi frem for fremtidens vil ikke være til glæde for forfatterne, men kun give en økonomisk gevinst til sælgerne af fortidens teknologier, nemlig boghandlerne. De faste bogpriser er mere erhvervsstøtte end kulturstøtte.
Det er et endnu mere grundlæggende spørgsmål, om der kan sættes lighedstegn mellem god litteratur og smal litteratur? Det dokumenteres ikke, og det er næppe heller tilfældet. Det er ikke generelt sådan, at den litteratur, der kun læses af få, er god, hvorimod det modsatte er tilfældet for den litteratur, der læses af mange. I hvert fald er det en udokumenteret påstand, at det skulle forholde sig sådan, så argumentet om at ville beskytte den ”smalle litteratur” er og bliver primært et forsvar for udgivelsen af en stor mængde halvdårlig litteratur, som ingen gider at læse, netop fordi det er dårlig litteratur. Der kan derfor i høj grad stilles spørgsmålstegn ved, om de faste bogpriser faktisk fremmer den gode litteratur og fremmer dansk kultur.
Hvem skal betale for Støvrings læsepræferencer?
Her møder vi igen et af venstrefløjens argumentationstrick: Når man vil det Gode, så ser man stort på, at der reelt blot er tale om, at man vil tvinge et stort antal almindelige boglæsere til at betale en overpris for deres bøger, for at den lille elite, man selv tilhører, og som værdsætter den ”smalle litteratur”, skal slippe for at betale den fulde pris for de bøger, man gerne vil læse.
Der er tale om en indirekte økonomisk omfordeling fra den almene boglæser til det lille segment, der efterspørger den smalle litteratur. Det taler man ikke om, når man tilhører Godhedsindustrien. For så ville man jo være egoistisk og asocial. For ikke at sige elitær.
Hvorfor bruge erhvervspolitikken frem for kulturpolitikken?
Der er heller ikke skyggen af argumentation for, hvorfor det kulturpolitiske mål ikke kan nås med kulturpolitikken, der virker meget direkte på målet, i stedet for med erhvervspolitikken, der virker meget indirekte på målet?
Kulturministeriet har et budget på over 6 mia. kr. Skulle det virkelig ikke være muligt at opnå de litteraturpolitiske mål uden at gribe ind i markedsmekanismen? Det forholder Støvring og Hornbech sig ikke til. For så ville man jo begynde at tænke rationelt og kalkulerende, og det her handler jo om følelser og Gode hensigter.
Økonomisk frihed tilsiger lovliggørelse af faste bogpriser – og andre karteller
Der kunne være gode, økonomiske grunde til at tillade private erhvervsvirksomheder at indgå frivillige aftaler med hinanden og dermed acceptere altaler om faste bogpriser i bogbranchen. Men det samme argument vil så tillade lignende aftaler og karteller i alle andre brancher. Det forholder Godhedsindustriens selvudnævnte repræsentanter, Støvring og Hornbech, sig ikke til. For der gælder noget helt specielt for bogmarkedet. Endnu en udokumenteret påstand.
Men som sagt: Når man tilhører Godhedsindustrien og har patent på de Gode hensigter, så behøver man ikke dokumentere sine påstande eller argumentere sammenhængende for mål og midler. Det er tydeligvis tilstrækkeligt blot at have de Gode intentioner.
