Læs artiklen her: Kan velfærdsstaten overleve uden rygning?
Myndighederne hævder ofte, at rygerne koster samfundet penge. Det gælder både sundhedsministeriet, sundhedsstyrelsen og andre. Formålet med denne information synes at være at skabe stemning for at sætte tobaksafgifterne yderligere op. Myndighederne puster dermed til tidens mobning af rygerne: Ikke kun lugter rygere dårligt - de koster også ikke-rygerne penge.
Det er imidlertid ikke korrekt. Tværtimod - det forholder sig omvendt: Rygere bidrager netto hvert år med store mia beløb til samfundets ikke-rygere. En simpel beregning viser, at rygerne ekstra-subsidierer statskassen og pensionskasserne med ikke mindre end 60 mia kroner årligt i forhold til ikke-rygerne.
Og selv om rygerne i en periode skulle koste staten ekstra i sundhedsudgifter og sygedage, som myndighederne hævder - så er disse udgifter småpenge i forhold til rygernes bidrag via tobaksafgiften og de besparelser, rygerne yder ved deres gennemsnitlige kortere levetid end ikke-rygerne.
Beregningen viser, at den økonomiske forskel på to ens danskere - den ene ryger og den anden ikke-ryger - er at rygeren i sit liv koster 0,5 mill i pensioner og sygdomsudgifter, mens ikke-rygeren tilsvarende koster 2,9 mill. Rygeren sparer altså samfundet for udgifter på 2,4 mill pga tobaksafgiften og færre leveår - hvis det vel at mærke er korrekt, som myndighederne hævder, at rygeren lever gennemsnitligt 10 år kortere end ikke-rygeren.
Spørgsmålet i dette lys er med andre ord ikke, om rygerne koster samfundet penge - men snarere: Vil velfærdsstaten overhovedet kunne overleve uden rygere?
Der er endda sandsynlighed for, at beløbet er højere end 60 mia: Mange undersøgelser af rygning, økonomi og sundhedsvæsen viser, at rygere pga den kortere levetid også er billigere i selve sundhedsvæsenet end ikke-rygere, idet borgernes sundhedsudgifter stiger meget stærkt i takt med højere levealder. I modstrid med, hvad de danske myndigheder giver udtryk for.
Hertil kommer, at jo højere staten tvinger tobaksafgiften op, jo mere afhængig gør den sig af bidragene fra rygningen og rygerne. Der er dermed risiko for, at en evt. succesfuld statskampagne imod rygning vil få samme effekt på statens økonomi, som man får, når man saver i den gren, man selv sidder på.
Læs hele artiklen her: Kan velfærdsstaten overleve uden rygning?
Myndighederne hævder ofte, at rygerne koster samfundet penge. Det gælder både sundhedsministeriet, sundhedsstyrelsen og andre. Formålet med denne information synes at være at skabe stemning for at sætte tobaksafgifterne yderligere op. Myndighederne puster dermed til tidens mobning af rygerne: Ikke kun lugter rygere dårligt - de koster også ikke-rygerne penge.
Det er imidlertid ikke korrekt. Tværtimod - det forholder sig omvendt: Rygere bidrager netto hvert år med store mia beløb til samfundets ikke-rygere. En simpel beregning viser, at rygerne ekstra-subsidierer statskassen og pensionskasserne med ikke mindre end 60 mia kroner årligt i forhold til ikke-rygerne.
Og selv om rygerne i en periode skulle koste staten ekstra i sundhedsudgifter og sygedage, som myndighederne hævder - så er disse udgifter småpenge i forhold til rygernes bidrag via tobaksafgiften og de besparelser, rygerne yder ved deres gennemsnitlige kortere levetid end ikke-rygerne.
Beregningen viser, at den økonomiske forskel på to ens danskere - den ene ryger og den anden ikke-ryger - er at rygeren i sit liv koster 0,5 mill i pensioner og sygdomsudgifter, mens ikke-rygeren tilsvarende koster 2,9 mill. Rygeren sparer altså samfundet for udgifter på 2,4 mill pga tobaksafgiften og færre leveår - hvis det vel at mærke er korrekt, som myndighederne hævder, at rygeren lever gennemsnitligt 10 år kortere end ikke-rygeren.
Spørgsmålet i dette lys er med andre ord ikke, om rygerne koster samfundet penge - men snarere: Vil velfærdsstaten overhovedet kunne overleve uden rygere?
Der er endda sandsynlighed for, at beløbet er højere end 60 mia: Mange undersøgelser af rygning, økonomi og sundhedsvæsen viser, at rygere pga den kortere levetid også er billigere i selve sundhedsvæsenet end ikke-rygere, idet borgernes sundhedsudgifter stiger meget stærkt i takt med højere levealder. I modstrid med, hvad de danske myndigheder giver udtryk for.
Hertil kommer, at jo højere staten tvinger tobaksafgiften op, jo mere afhængig gør den sig af bidragene fra rygningen og rygerne. Der er dermed risiko for, at en evt. succesfuld statskampagne imod rygning vil få samme effekt på statens økonomi, som man får, når man saver i den gren, man selv sidder på.
Læs hele artiklen her: Kan velfærdsstaten overleve uden rygning?
