Hvad vil du helst beholde, din velfærdsstat eller din menneskelighed. De to ting er på den lange led nemlig modsætninger.
Efter den seneste EU dom så må Danmark til at erkende, at man har tilsidesat et forhold der er helt indlysende, nemlig at en familie har ret til at bo sammen og at hvis de to ægtefæller kommer fra hvert sit land, så er det naturligvis op til ægteparret at beslutte i hvilket af de to lande de vil slå sig ned og ikke den danske stat. Det mest overraskende er, at det er EF domstolen og ikke menneskerettighedsdomstolen der skal slå det fast.
Selvfølgelig har en familie ret til at bo sammen, det behøver bare ikke være her os os er argumentet. Men hvad nu hvis det andet land siger det samme? Jamen, hvis de slår sig ned i Danmark så får de jo del i vores velfærdsydelser, og det har vi slet ikke råd til fordi enhver dansker er en underskudsforretning, og selv en veluddannet indvandrer vil være en underskudsforretning.
Tilsidesættelsen af nogle indlysende menneskerettigheder retfærdiggøres altså med hensynet til velfærdsstaten, som åbenbart ikke kan rumme disse rettigheder.
Når politiske systemer viser sig at være utopier så griber man ofte til de mest ekstreme midler for at bevare systemet. Det så man f.eks. i østblokken og specielt i Østtyskland, hvor man direkte skød på sine egne borgere der forsøgte at forlade det ”paradis” som man havde opbygget. På samme måde så udfordrer Danmark dagligt menneskerettighedskonventionerne og nærlæser dem for at slippe udenom, alt sammen for at beskytte vores lille smørhul af en underskudsforretning.
Og det er altså ikke bare på indvandrerområdet, vi glemmer vores menneskelighed når velfærdsstaten buldrer frem. Danskerne er blevet et reserveret folkefærd der ikke bekymrer sig om naboen, for det har vi jo staten til og vi har jo betalt vores skat.
Næstekærlighedsbegrebet som vi lærte om i bibelen har vi også for længst nationaliseret. Vi giver vores næstekærlighed gennem staten, for så er vi selv fri. Men resultatet er blevet at vi har sat jura over humanisme. Det hele er reguleret ved lov, og ve den stakkel der har brug for hjælp som der ikke er lovgivet om. Men er der lovgivet om det, så kan man få i pose og sæk og sagsøge kommunen selvom man ikke har behov for det. Er det noget under at Danmark er en underskudsforretning?
Velfærdsstaten er opbygget på humanistiske argumenter, men et eller andet sted har man glemt det humane og velfærdsstaten har vokset sig til et stort juridisk uhyre der æder alle ressourcer og sætter hele systemet under pres med nedskæringer og besparelser til følge.
Og det værste er, at hvis man foreslår at beskære velfærdsstaten, så får man smidt i hovedet at man er umenneskelig. Det er som at give fanden patent på at være god.
