Jeg har et grundlæggende problem med den socialdemokratiske velfærdsstat. Ikke at jeg som konservativ har et problem med en stat, og jeg har heller ikke et problem med velfærd. Men jeg har et problem med den socialdemo¬kra¬tiske velfærdsstat, hvor jeg bliver frataget retten til at bestemme over mit eget liv.
Ikke kun gennem verdens højeste beskatning, men også gennem fortsat øget regulering og flere forbud som bestemmer mere og mere over mit liv.
Som konservativ er jeg ikke modstander af en stat. Og jeg accepterer også, at staten skal støtte den svage. Men den socialdemokratiske udgave har i praksis ikke noget solidaritet med den svage i samfundet. Det er et samfund, hvor det gælder om at rage mest muligt til sig på bekostning af andre.
De fattige, de grimme og dem der ikke har en uddannelse inden kommunikation, ja de må sejle deres egen sø, når middelklassen har været der og forsynet sig med goder til sig og sine. For de er ikke repræsenteret på tinge eller i medierne og har ikke nogen til at tale deres sag.
Den socialdemokratiske velfærdsstat vi kender i dag, er ikke et spørgsmål om hjælp til de fattige og udsatte, men et spørgsmål om hvad middelklassen kan rage til sig af ”gratis” betalte offentlige goder.
Og det er ikke solidaritet med de svageste - men benhård og kynisk lobbyarbejde for ens egen ”social gruppe”.
Og i alt den iver for at skabe det mest lige samfund i verden har man ”dræbt” det personlige ansvar og solidariteten i samfundet. I dag er omtanke for sine medmennesker ikke en personlig handling men, at kræve at staten gør noget for en.
I al sin snak om omtanke og solidaritet for de svageste er den socialdemokratiske velfærdsstat blevet til en egoiststat for middelklassen med uendelige krav om flere og flere gratis offentlige velfærdsgoder. Og ve den borger, som falder uden for samfundets normer. Så skal der sættes ind med socialrådgivere og pædagoger en masse.
De seneste eksempler på, at velfærdsstaten har slået til er, at der er indført tvungen madordning i børnehaver samt at Venstre og Dansk Folkepartis foreslår, at overvægtige børn skal kunne tvangsfjernes. Når børn ”tilhører” staten og ikke forældrene, så har vi ikke mere et frit samfund.
I ”vores” iver efter at skabe det perfekte velfærdssamfund, har vi skabt en klon af Georg Orwells ”1984”.
Og den største trussel mod velfærdsstaten er ikke de liberale, der vil tage velfærdsgoderne fra dig - men de selvsamme som er velfærdsstatens fortalere. I deres iver for at kræve mere og mere velfærd udhuler de det selvsamme grundlag for velfærdsstaten, som er et rigt samfund, hvor der er en produktivitet, der gør borgerne rige, så de har råd til, at betale for al den velfærd. For den barske sandhed er jo, at uden øget produktion og velstand - ingen velfærdsstat.
Høj beskatning af borgerne er kun at save den gren over, man selv sidder på.
Og de tørre tal fra OECD beviser, at danskerne bliver fattigere og fattigere i forhold til andre lande. Vores produktivitet og velstandsstigning er dårligere end andre OECD lande.
Og politikerne – ja de taler mere og mere om nye offentlige velfærdsgoder, som danskerne skal have. Og Mette Frederiksen foreslår, at staten også skal give julehjælp til fattige danskere. Der er ingen ende på statens omsorg for os alle!
Men der er ingen, der taler om, hvad der skal gøre os rigere, så vi kan klare os selv.
For enhver borgerlig - uanset om man er liberal eller konservativ - må målet være, at man kan klare sig selv og sørge for sig og sine. Og offentlig hjælp er kun når andre muligheder er udtømte.
”At klare sig selv” må også betyde, at hele ens løn ikke går til at betale skat.
Velfærdsstaten har opbygget et omfattende apparat af regler, love og kontrollanter for at sikre, at alle får deres del og ingen snyder.
Og hvis nogen føler sig snydt for deres retmæssige del af velfærdsdanmark, ja så deler man bare endnu flere goder ud. For hvem vil ikke gerne have flere ”gratis” goder fra det offentlige?
Det socialdemokratiske ”velfærdssamfund”, som vi kender i dag, er kommet ud af kontrol. Politikere fra alle partier kæmper om at indføre nye og flere offentlige goder.
Og det er der ikke brug for. Der er derimod brug for mere mådehold. Hver dansker koster 900.000 mere for det offentlige end vi betaler i skat over et helt liv. Det kan selvfølgelig ikke fortsætte i al evighed.
Uanset hvem der sidder i regering i de kommende år, bliver politikerne nødt til at tage skeen i den anden hånd. Skal vi beholde et velfærdssamfund, er vi nødt til at få mindre velfærdssamfund. Det er den barske realitet. Det høje skattetryk gør det danske samfund mindre attraktivt for virksomheder at investere i, og produktionen vil blive flyttet til andre og mere attraktive lande at producere i.
Der er mange gode grunde til at gå væk fra den socialdemokratiske velfærdsstat. Den fjerner det personlige ansvar fra den enkelte borger samt gør os alle fattigere.
Og hvorfor nogen kan elske en samfundsmodel, som tager ansvaret fra den enkelte, og gør os alle fattigere, må stå hen i det uvisse.
Ikke kun gennem verdens højeste beskatning, men også gennem fortsat øget regulering og flere forbud som bestemmer mere og mere over mit liv.
Som konservativ er jeg ikke modstander af en stat. Og jeg accepterer også, at staten skal støtte den svage. Men den socialdemokratiske udgave har i praksis ikke noget solidaritet med den svage i samfundet. Det er et samfund, hvor det gælder om at rage mest muligt til sig på bekostning af andre.
De fattige, de grimme og dem der ikke har en uddannelse inden kommunikation, ja de må sejle deres egen sø, når middelklassen har været der og forsynet sig med goder til sig og sine. For de er ikke repræsenteret på tinge eller i medierne og har ikke nogen til at tale deres sag.
Den socialdemokratiske velfærdsstat vi kender i dag, er ikke et spørgsmål om hjælp til de fattige og udsatte, men et spørgsmål om hvad middelklassen kan rage til sig af ”gratis” betalte offentlige goder.
Og det er ikke solidaritet med de svageste - men benhård og kynisk lobbyarbejde for ens egen ”social gruppe”.
Og i alt den iver for at skabe det mest lige samfund i verden har man ”dræbt” det personlige ansvar og solidariteten i samfundet. I dag er omtanke for sine medmennesker ikke en personlig handling men, at kræve at staten gør noget for en.
I al sin snak om omtanke og solidaritet for de svageste er den socialdemokratiske velfærdsstat blevet til en egoiststat for middelklassen med uendelige krav om flere og flere gratis offentlige velfærdsgoder. Og ve den borger, som falder uden for samfundets normer. Så skal der sættes ind med socialrådgivere og pædagoger en masse.
De seneste eksempler på, at velfærdsstaten har slået til er, at der er indført tvungen madordning i børnehaver samt at Venstre og Dansk Folkepartis foreslår, at overvægtige børn skal kunne tvangsfjernes. Når børn ”tilhører” staten og ikke forældrene, så har vi ikke mere et frit samfund.
I ”vores” iver efter at skabe det perfekte velfærdssamfund, har vi skabt en klon af Georg Orwells ”1984”.
Og den største trussel mod velfærdsstaten er ikke de liberale, der vil tage velfærdsgoderne fra dig - men de selvsamme som er velfærdsstatens fortalere. I deres iver for at kræve mere og mere velfærd udhuler de det selvsamme grundlag for velfærdsstaten, som er et rigt samfund, hvor der er en produktivitet, der gør borgerne rige, så de har råd til, at betale for al den velfærd. For den barske sandhed er jo, at uden øget produktion og velstand - ingen velfærdsstat.
Høj beskatning af borgerne er kun at save den gren over, man selv sidder på.
Og de tørre tal fra OECD beviser, at danskerne bliver fattigere og fattigere i forhold til andre lande. Vores produktivitet og velstandsstigning er dårligere end andre OECD lande.
Og politikerne – ja de taler mere og mere om nye offentlige velfærdsgoder, som danskerne skal have. Og Mette Frederiksen foreslår, at staten også skal give julehjælp til fattige danskere. Der er ingen ende på statens omsorg for os alle!
Men der er ingen, der taler om, hvad der skal gøre os rigere, så vi kan klare os selv.
For enhver borgerlig - uanset om man er liberal eller konservativ - må målet være, at man kan klare sig selv og sørge for sig og sine. Og offentlig hjælp er kun når andre muligheder er udtømte.
”At klare sig selv” må også betyde, at hele ens løn ikke går til at betale skat.
Velfærdsstaten har opbygget et omfattende apparat af regler, love og kontrollanter for at sikre, at alle får deres del og ingen snyder.
Og hvis nogen føler sig snydt for deres retmæssige del af velfærdsdanmark, ja så deler man bare endnu flere goder ud. For hvem vil ikke gerne have flere ”gratis” goder fra det offentlige?
Det socialdemokratiske ”velfærdssamfund”, som vi kender i dag, er kommet ud af kontrol. Politikere fra alle partier kæmper om at indføre nye og flere offentlige goder.
Og det er der ikke brug for. Der er derimod brug for mere mådehold. Hver dansker koster 900.000 mere for det offentlige end vi betaler i skat over et helt liv. Det kan selvfølgelig ikke fortsætte i al evighed.
Uanset hvem der sidder i regering i de kommende år, bliver politikerne nødt til at tage skeen i den anden hånd. Skal vi beholde et velfærdssamfund, er vi nødt til at få mindre velfærdssamfund. Det er den barske realitet. Det høje skattetryk gør det danske samfund mindre attraktivt for virksomheder at investere i, og produktionen vil blive flyttet til andre og mere attraktive lande at producere i.
Der er mange gode grunde til at gå væk fra den socialdemokratiske velfærdsstat. Den fjerner det personlige ansvar fra den enkelte borger samt gør os alle fattigere.
Og hvorfor nogen kan elske en samfundsmodel, som tager ansvaret fra den enkelte, og gør os alle fattigere, må stå hen i det uvisse.
