Kennedy sagde: ”Ich bin ein Berliner”. Jeg siger: ”Jeg er grønlænder” og med mere ret! Selv om jeg kun et par gange har set Kap Farvel fra en Airbus 380 på vej til Washington eller Los Angeles og desuden ikke har en dråbe eskimoisk blod i årerne, er jeg altså potentiel grønlænder!
Alle, der har dansk indfødsret, er nemlig ifølge grundloven grønlændere, ligesom alle grønlændere er danske.
Har man opholdt sig 6 måneder på Grønland, er man både valgbar og har valgret til Landstinget. § 1 i valgloven siger: ”Valgret til Landstinget har enhver, der har dansk indfødsret, opfylder aldersbetingelsen for valgret til Folketinget og har haft fast bopæl i Grønland i mindst 6 måneder forud for valgets afholdelse, medmindre vedkommende er umyndiggjort med retsvirkning i Grønland”.
Er det mærkeligt eller uretmæssigt for en dansk statsborger fra Vendsyssel at hævde, at man er en slags grønlænder? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg er jo også potentiel københavner eller århusianer, forudsat at jeg flytter mig.
De grønlandske eskimoer (inuitter) er nærmest udryddet, og selv deres eventuelle historiske krav på landet stikker ikke dybere end middelalderens nordboere. Nutidens grønlandske befolkning, der kalder sig inuitter, er stort set undtagelsesløst af europæisk (dansk) oprindelse med mere eller mindre eskimoisk blod i årerne. Men Hitlers racistiske ”Blut und Boden”-politik er heldigvis for længst forbudt, afskaffet og desuden ganske usympatisk. Et vist racepræg bør hverken give særrettigheder eller ulemper i nogen del af Det danske Rige.
Den Internationale Domstol i Haag tilkendte i 1932 Danmark området med den grønlandske befolknings fulde tilslutning. Ved grundlovsændringen i 1953 blev Grønland som følge af domstolens afgørelse en del Danmark. Noget forsinket p.g.a. 2. verdenskrig.
Denne optagelse i selve Danmark – på linje med et amt – skyldes bl.a., at det også dengang var rent ud sagt absurd at forestille sig, at den befolkning, der er bosat på den store ø, nogensinde kan opnå egentlig selvstændighed. Knap 30.000 voksne indbyggere - ikke mere end en middelstor dansk provinsby - vil aldrig være i stand til at hævde overhøjhed over er område på mere end 2 mio. kvadratkilometer, mere end det dobbelte af Tysklands og Frankrigs samlede areal. Gennemførelsen af et selvstændigt Grønland ville være en eklatant – og derfor uacceptabel - sikkerhedsrisiko for USA og Canada.
Det er naturligvis heller ikke muligt at indrette central- og lokaladministrationer, uddannelses-, sundheds-, samfærdselsinstitutioner, domstole, politi, naturforvaltning og meget mere på grundlag af en så sparsom befolkning.
Knap 29.000 voksne beboere er langt mindre end den arbejdsstyrke, der skal til for at udnytte naturressourcerne. Derfor det aktuelle spørgsmål: hvem skal egentlig udføre det praktiske arbejde i fiskeriet, jagten, byggeriet, anlægsarbejder og minedrift?
Svaret på det spørgsmål bliver også svaret på, hvem der skal overtage Grønland!
De danskere, der i øjeblikket er bosiddende i Grønland, har i øvrigt en større repræsentation i Folketinget end resten af befolkningen. Ved sidste Landstingsvalg var der 28.759 stemmeberettigede (!), hvilket som bekendt giver 2 medlemmer af Tinget. I det øvrige land skal der, mere end 20.000 stemmer til pr. folketingsmedlem.
Måske skulle en række danske fagforeninger, f.eks. 3-F, FOA og Dansk Metal overveje at organisere en i hvert fald midlertidig udvandring af danske arbejdsledige til Grønland. 20-30.000 lønarbejdere (med dansk indføds- og stemmeret) kunne måske fristes til at melde sig, når gevinsten er den uindskrænkede ret til værdierne i den grønlandske undergrund.
Den grønlandske selvstyrelov fra 2009 er et eklatant grundlovsbrud, som må være lige så indlysende, som hvis befolkningen på Bornholm havde fået selvstyre med ret til at melde sig ud af Danmark.
