Borgernes retssikkerhed undergraves bestandigt. Tilsyneladende uden at nogen gør anskrig, eller indser den langsigtede fare for vores demokratiske samfund. Det er en bekymrende udvikling, der tilsyneladende ingen ende vil tage.
Seneste eksempel kommer fra Folketidende.dk, der beretter om at politiet har været ude at fjerne et nazi-flag (det officielle tyske krigsflag, perioden 1935-1945, for at være helt nøjagtig), fra et hus i Holeby på Lolland.
Flaget var hejst for at fejre Adolf Hitlers fødselsdag. Selvfølgelig er dette både usmageligt og krænkende for de fleste normalt tænkende danskere, og jeg tror umiddelbart, at de fleste sympatiserer med at dette flag blev fjernet af politiet.
Men som den senere tids offentlige diskussion om de danske flagregler har afsløret (for dem der ikke vidste det i forvejen, deriblandt undertegnede), så er det kun forbudt at flage med andre landes nationalflag. Og det er det tyske Reichskriegsflagge ikke, hvorfor man skulle tro man gerne må flage med det.
De lokale politimænd spurgte derfor sidste år til Justitsministeriet hvordan de skulle forholde sig:
Episoden dengang gav dog anledning til en henvendelse til justitsministeriet om, hvorvidt det er lovligt at hejse et naziflag op i sin flagstang.
- Vi fik at vide, at det ikke er ulovligt i sig selv, men hvis naboerne føler sig krænket, er det en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, forklarer vicepolitiinspektør Søren Vægter.
Det er her kæden springer fuldstændigt af for retssamfundet.
"det er ikke ulovligt i sig selv, men ..."
Men hvad? Enten er noget vel ulovligt efter Justitsministeriets øjne, eller også er det ikke ulovligt. Handlingen er åbenbart lovlig, "men".
Man skal altid være lidt bange for hvad der kommer efter et "men":
"..., men hvis naboerne føler sig krænket er det en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen".
Uha. Jeg troede vi havde været igennem hele denne diskussion om krænkelse i forbindelse med vores årelange debat om Muhammed tegningerne. Men nu er følelsen af at være krænket tilbage som gyldig grund, for at ordensmagten skrider ind overfor personer.
Ordensbekendtgørelsen er kort for "Bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger"
Der står ikke nøjagtigt hvilken paragraf Justitsministeriet har henvist til, men det er muligvis
§ 3. Stk. 2.:
Det er forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.
Til gengæld siger § 2.:
Hvor ikke andet fremgår, finder denne bekendtgørelse anvendelse på borgernes adfærd på veje eller på andre steder, hvortil der er almindelig adgang. Bekendtgørelsen finder således f.eks. anvendelse på borgernes adfærd i offentligt tilgængelige parker, jernbane- og rutebilstationer, porte, offentlige toiletter, offentlige befordringsmidler, herunder taxier, forlystelsessteder samt i åbningstiden butikker, butikscentre og offentlige kontorer.
Stk. 2. Ved en vej forstås i denne bekendtgørelse offentlig eller privat vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Hvilket ikke inkluderer en privatpersons private have eller flagstang?
§3, stk. 4 giver dog mulighed for at udvide brugen af ordensbekendtgørelsen til privat grund:
Stk. 4. Begås de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang, og medfører de forstyrrelser af den offentlige orden, kan politiet påbyde, at de bringes til ophør.
Men der er overhovedet ingen tvivl om at bekendtgørelsen som udgangspunkt kun gælder det offentlige rum. Dermed må følge at indtrængen på privat grund kun skal ske i særlige tilfælde, og ikke som en generel konsekvens af ordensbekendtgørelsen.
Men hvorfor nu bekymre sig om at politiet stryger et åbentlyst stødende flag? Jeg tror de færreste er kede af at flaget kom ned, mig selv inklusive. Vi skal være bekymrede af to grunde:
For det første er det undergravende for retssikkerheden at den enkelte politimand, blot med henvisning til Ordenbekendtgørelsen, kan agere anklager og dommer over hvilke ytringer der tillades, i dette tilfælde endda på en privat grund.
For det andet er det bekymrende at en personlig følelse af krænkelse, kan blive udslagsgivende for om en, iøvrigt lovlig, handlig standses af politiet.
Hvad hvis danske muslimer havde ringet til politiet og sagt de var krænkede over Jyllandspostens billeder af Muhammed? Hvad hvis nogen føler sig krænket over sovjetiske flag i Fælledparken 1. maj? Hvad hvis nogen føler sig krænket over Cult reklamer?
Så skal den enkelte politimand stå på stedet og vurdere om krænkelse er tilstrækkelig stor til at stoppe en ytring. Dette vil naturligvis medføre forskelsbehandling, for selvfølgelig vil politiet ikke tvinge socialister til at fjerne deres flag fra hedengangne diktaturstater.
Hvor står vi så som individer? Vi aner det ikke. Håndhævelsen af lovene bliver tilfældig, baseret på om en politimand er i godt eller dårligt humør, om han selv sympatiserer mere eller mindre med det ytrede, eller om han fornemmer en lokal konsensus mod det ytrede.
Farvel retssamfund.
Grunden til at det går ud over en nazist er åbenlys: Nazister har ingen venner. Og selvfølgelig vil ingen politiker røre en sag som denne med en ildtang. Jeg kan allerede se overskriften for mig: "LA politiker forsvarer nazist".
Nej, jeg gør ej. Jeg taler om den almindelige borgers retssikkerhed. Og vores retssikkerhed er ikke bedre, end den retssikkerhed vi tildeler de mest upopulære i samfundet.
Jeg er glad for at nazi-flaget kom ned. Tøk græder tørre tårer. Men jeg er ikke glad for, at vores Justitsministerium og Politi bøjer love og bekendtgørelser for at opnår et bestemt resultat, der ikke er lovgivet om.
Derfor skriver jeg om denne tabersag. Næste gang er det dig, der skilter med noget, nogen føler sig krænket over.
