Jeg vil gerne her kommentere flere emner, og det første er dette års 20 års jubilæum for kommunismens fald.
Lige fra begyndelsen har jeg slået et slag for det noget upopulære koncept, at “kommunismen ikke blev besejret - den kollapsede eller simpelthen nedsmeltede”.
Jeg tror ikke, at jeg behøver at ændre mit oprindelige standpunkt. I slutningen af 1980erne var kommunismen allerede svag, blød, gammel og tømt for enhver meningsfuld eksistens. Nogle mennesker er selvfølgelig ikke glade for denne fortolkning, fordi den gør deres egen rolle mindre i processen. Jeg er dog ikke det mindste i tvivl om, at det historiske efterår i 1989 fortjener at blive fejret og - vil jeg gerne tilføje - ikke kun af borgerne i landene i Central- og Østeuropa og Rusland, der var de direkte ofre for de kommunistiske regimer, men i hele verden.
Det bør imidlertid ikke kun være en hyldest til fortiden. Vi skal bruge anledningen som en lære for fremtiden, selvom jeg ikke forventer, at den gamle kommunisme vender tilbage. Jeg ser andre kollektivistiske og dirigistiske "ismer" lige rundt om hjørnet. De vil blive kaldt noget andet, de vil muligvis være mere diffuse og mindre brutale, men deres strukturelle karakteristika er uhyggeligt ens.
Den velrespekterede politiske filosof Isaiah Berlin sagde engang, at “det 20. århundredes rædsler ikke skete på grund af normal, forkastelig, menneskelig opførsel, de blev skabt af ideer”. Jeg er enig med ham.
Selvom jeg tror, at kommunismen er ovre for altid, er jeg ikke den eneste, der ser, hører og føler ideer, der potentielt er ligeså eksplosive og farlige. Derfor skal vi ikke fortolke kommunismens fald som en endelige og sikker sejr. Vi skal blive ved med at være “på vagt”. Mine forældres generation forudså ikke faren ved kommunismen aftenen før det kommunistiske putsch i Tjekkoslovakiet i februar 1948.
Et andet emne, jeg gerne vil berøre her, er den nuværende finansielle og økonomiske krise. Den kom som en overraskelse for økonomerne, for politikere såvel som for offentligheden. Næsten ingen forventede den.
Næsten alle delte troen på centralbankers og regeringers evner til at kontrollere makro-økonomien og på gennemførligheden, det rationelle og det produktive af mikro-økonomisk regulering, især i finans- og banksektoren.Denne tro har ikke materialiseret sig.
Økonomerne begyndte langsomt at forstå årsagerne til den nuværende krise som en konsekvens af en række fejl. Set ud fra en makro-økonomisk synsvinkel er det mere og mere accepteret, at krisens oprindelse var forbundet med en enestående opbygning af ubalancer i verdensøkonomien efter en usædvanlig lang periode med lave renter og en politisk leg med realkreditlån.
Ud fra en mikro-økonomisk synsvinkel står det klart, at den eksisterende, partielle og meget ufuldkomne regulering af banker og finansielle institutioner fordrejede al rationel adfærd og motiverede dem til at finde måder at undgå den på ved hjælp af forskellige "finansielle nyskabelser".
Den nuværende krise var ikke et resultat af markedsfejl eller andre medfødte fejl i kapitalismen. Den var et resultat af statsfejl, der bunder i ubeskedne ambitioner om ugennemtænkt at intervenere i et så komplekst system, som samfundet og økonomien er.
Et andet af mine emner er læren om klimaændringer og den rolle, som de har i udformningen af vores samfund. Der er ikke plads til at diskutere miljøideologien og den globale opvarmning eller dens videnskabelige eller klimatologiske aspekter.
Jeg vil blot henvise til en bog, jeg skrev om det for nogen tid siden, der allerede er blevet offentliggjort på 12 sprog. Titlen er "Blå planet i grønne lænker", og den udkommer på dansk senere på året. Jeg agter ikke at gentage de vigtigste argumenter her, substansen er beskrevet i spørgsmålet i bogens undertitel, som spørger: Hvad er truet: klimaet eller friheden? Mit svar er simpelt: friheden er truet, klimaet er OK.
Det meget problematiske spørgsmål, som jeg også vil nævne er Europa, eller måske mere præcist, den europæiske forening. At jeg kalder det for problematisk, er måske en overraskelse for nogen. I 1950erne var den bærende idé bag den europæiske integration at liberalisere, åbne op, fjerne barrierer ved grænserne til de individuelle europæiske lande og at sikre fri bevægelse - ikke kun for varer og tjenester, men også for mennesker og ideer på det europæiske kontinent. Det var et positivt koncept.
Det bør fortsætte og blive promoveret af alle, der har et liberalt, hvormed jeg mener et ikke-statisk eller nationalistisk, verdenssyn eller Weltanschauung.
Situationen ændrede sig op gennem 1980erne, og det endelige gennembrud var Maastricht-traktaten fra december 1991. Integrationen var blevet til forening, liberalisering var blevet til centralisering af alle beslutninger og harmonisering af regler, og love til en styrkelse af de europæiske institutioner på bekostning af medlemsstaternes institutioner var blevet til et enormt underskud af demokrati, til et post-demokrati.
Den seneste disput vedrørende Lissabon-traktaten, der formentlig sluttede, da jeg underskrev den, handler om, hvorvidt vi skal fortsætte med denne proces mod mindre frihed og vækst eller stoppe den. Der er flere af os, som ikke er glade for at blive tvunget tilbage til en centraliseret og kontrolleret verden, som vi blev befriet fra for 20 år siden.
Jeg begyndte med at gøre opmærksom på, at jeg havde flere emner, jeg ville berøre. Måske tog jeg fejl. Det er i virkeligheden et enkelt emne, der blot manifesterer sig forskelligt. Kommunismen var en utopi, der skulle styre menneskelig adfærd. De seneste initiativer man har taget for at bekæmpe krisen, bekæmpe klimaet, til kunstigt at forene Europa hører til samme kategori.
Lige fra begyndelsen har jeg slået et slag for det noget upopulære koncept, at “kommunismen ikke blev besejret - den kollapsede eller simpelthen nedsmeltede”.
Jeg tror ikke, at jeg behøver at ændre mit oprindelige standpunkt. I slutningen af 1980erne var kommunismen allerede svag, blød, gammel og tømt for enhver meningsfuld eksistens. Nogle mennesker er selvfølgelig ikke glade for denne fortolkning, fordi den gør deres egen rolle mindre i processen. Jeg er dog ikke det mindste i tvivl om, at det historiske efterår i 1989 fortjener at blive fejret og - vil jeg gerne tilføje - ikke kun af borgerne i landene i Central- og Østeuropa og Rusland, der var de direkte ofre for de kommunistiske regimer, men i hele verden.
Det bør imidlertid ikke kun være en hyldest til fortiden. Vi skal bruge anledningen som en lære for fremtiden, selvom jeg ikke forventer, at den gamle kommunisme vender tilbage. Jeg ser andre kollektivistiske og dirigistiske "ismer" lige rundt om hjørnet. De vil blive kaldt noget andet, de vil muligvis være mere diffuse og mindre brutale, men deres strukturelle karakteristika er uhyggeligt ens.
Den velrespekterede politiske filosof Isaiah Berlin sagde engang, at “det 20. århundredes rædsler ikke skete på grund af normal, forkastelig, menneskelig opførsel, de blev skabt af ideer”. Jeg er enig med ham.
Selvom jeg tror, at kommunismen er ovre for altid, er jeg ikke den eneste, der ser, hører og føler ideer, der potentielt er ligeså eksplosive og farlige. Derfor skal vi ikke fortolke kommunismens fald som en endelige og sikker sejr. Vi skal blive ved med at være “på vagt”. Mine forældres generation forudså ikke faren ved kommunismen aftenen før det kommunistiske putsch i Tjekkoslovakiet i februar 1948.
Et andet emne, jeg gerne vil berøre her, er den nuværende finansielle og økonomiske krise. Den kom som en overraskelse for økonomerne, for politikere såvel som for offentligheden. Næsten ingen forventede den.
Næsten alle delte troen på centralbankers og regeringers evner til at kontrollere makro-økonomien og på gennemførligheden, det rationelle og det produktive af mikro-økonomisk regulering, især i finans- og banksektoren.Denne tro har ikke materialiseret sig.
Økonomerne begyndte langsomt at forstå årsagerne til den nuværende krise som en konsekvens af en række fejl. Set ud fra en makro-økonomisk synsvinkel er det mere og mere accepteret, at krisens oprindelse var forbundet med en enestående opbygning af ubalancer i verdensøkonomien efter en usædvanlig lang periode med lave renter og en politisk leg med realkreditlån.
Ud fra en mikro-økonomisk synsvinkel står det klart, at den eksisterende, partielle og meget ufuldkomne regulering af banker og finansielle institutioner fordrejede al rationel adfærd og motiverede dem til at finde måder at undgå den på ved hjælp af forskellige "finansielle nyskabelser".
Den nuværende krise var ikke et resultat af markedsfejl eller andre medfødte fejl i kapitalismen. Den var et resultat af statsfejl, der bunder i ubeskedne ambitioner om ugennemtænkt at intervenere i et så komplekst system, som samfundet og økonomien er.
Et andet af mine emner er læren om klimaændringer og den rolle, som de har i udformningen af vores samfund. Der er ikke plads til at diskutere miljøideologien og den globale opvarmning eller dens videnskabelige eller klimatologiske aspekter.
Jeg vil blot henvise til en bog, jeg skrev om det for nogen tid siden, der allerede er blevet offentliggjort på 12 sprog. Titlen er "Blå planet i grønne lænker", og den udkommer på dansk senere på året. Jeg agter ikke at gentage de vigtigste argumenter her, substansen er beskrevet i spørgsmålet i bogens undertitel, som spørger: Hvad er truet: klimaet eller friheden? Mit svar er simpelt: friheden er truet, klimaet er OK.
Det meget problematiske spørgsmål, som jeg også vil nævne er Europa, eller måske mere præcist, den europæiske forening. At jeg kalder det for problematisk, er måske en overraskelse for nogen. I 1950erne var den bærende idé bag den europæiske integration at liberalisere, åbne op, fjerne barrierer ved grænserne til de individuelle europæiske lande og at sikre fri bevægelse - ikke kun for varer og tjenester, men også for mennesker og ideer på det europæiske kontinent. Det var et positivt koncept.
Det bør fortsætte og blive promoveret af alle, der har et liberalt, hvormed jeg mener et ikke-statisk eller nationalistisk, verdenssyn eller Weltanschauung.
Situationen ændrede sig op gennem 1980erne, og det endelige gennembrud var Maastricht-traktaten fra december 1991. Integrationen var blevet til forening, liberalisering var blevet til centralisering af alle beslutninger og harmonisering af regler, og love til en styrkelse af de europæiske institutioner på bekostning af medlemsstaternes institutioner var blevet til et enormt underskud af demokrati, til et post-demokrati.
Den seneste disput vedrørende Lissabon-traktaten, der formentlig sluttede, da jeg underskrev den, handler om, hvorvidt vi skal fortsætte med denne proces mod mindre frihed og vækst eller stoppe den. Der er flere af os, som ikke er glade for at blive tvunget tilbage til en centraliseret og kontrolleret verden, som vi blev befriet fra for 20 år siden.
Jeg begyndte med at gøre opmærksom på, at jeg havde flere emner, jeg ville berøre. Måske tog jeg fejl. Det er i virkeligheden et enkelt emne, der blot manifesterer sig forskelligt. Kommunismen var en utopi, der skulle styre menneskelig adfærd. De seneste initiativer man har taget for at bekæmpe krisen, bekæmpe klimaet, til kunstigt at forene Europa hører til samme kategori.
