”Hvorfor har vi så mange kontanthjælpsmodtagere i Danmark?” spurgte
Joachim B. Olsen i TV2 News den 23. februar.
Det er et særdeles reelt spørgsmål. For i sammenligning med de lande,
vi ynder at sammenligne os med, har Danmark et svimlende antal borgere på
offentlig forsørgelse.
Det skal der naturligvis gøres op med. Men problemet er, at det ikke
løses ved at sætte de ledige til at skovle sne, ordne haver, eller sætte
kontanthjælpen ned.
Alt for mange af de ledige kan ikke arbejde. Heller ikke selv om de, inden de kom på offentlig forsørgelse, i årevis havde været energiske og i aktive jobs og altid havde været
selvforsørgende.
For alt for mange skete der noget i deres liv, som sendte dem i armene
på psykiatrien. Som eksempelvis blikkenslageren Allan, der tillod sig at blive
ked af det, da han mistede sin elskede hustru, der døde i alt for ung en alder.
Det medførte, at Allan fik ”lykkepiller” hos sin læge.
Allen var ikke deprimeret. Han var bare ked af det. Og han blev heller
ikke forberedt på, at pillerne har voldsomme bivirkninger. Det havde de også
for Allan, der nu blev deprimeret, hvilket er en registreret bivirkning ved
præparaterne. Derfor blev dosis sat op. Det sendte Allan ind i en ny
bivirkningstilstand, der nu blev tolket som psykose af den psykiater, Allans
læge sendte ham til, fordi den var ”helt gal med ham.”
Nu fik han antipsykotisk medicin oveni, og var derefter på en blanding
af antipsykotisk og ”lykkepiller”.
For begge deles vedkommende gælder, at skadevirkninger ved midlerne er
blevet hemmeligholdte som guldet i Fort Knox. Allan fik problemer med at gå,
problemer med blodomløbet, hvilket medførte, at der var ved at gå koldbrand i hans
venstre skinneben, som han fik amputeret en del af.
Undervejs måtte Allan afhænde sin blikkenslagervirksomhed og blive sat
på offentlig forsørgelse.
Dér er han stadigvæk, og i dag humper han stadigvæk rundt på en
blanding af antipsykotisk medicin og ”lykkepiller”, han bærer i en lille pose,
som han ryster dem ud fra og skyller ned med noget cola.
Og Allan er ikke alene. Det er gået tusinder som ham. Eksempelvis også
Betty, der var tjenestemand i DSB’s generaldirektorat og sang i kor i sin fritid.
En dag på vej fra arbejdet til korsang havde hun så travlt på sin cykel, at hun
væltede i et trafikeret kryds. Betty fik sig en ordentlig forskrækkelse, som
hun fik ”lykkepiller” for at komme sig over.
De førte også Betty ind i psykiatrien, hvor hun dog aldrig opnåede også
at få antipsykotisk medicin, men derimod en stadigt voksende dosis ”lykkepiller”.
Undervejs mistede også hun sit job og røg på overførselsindkomst, ligesom hun
blev delvis lammet og hjerneskadet, hvilket også er hemmeligholdt, at pillerne
kan medføre. Fra at være en aktiv, livsglad kvinde, var Betty nu henvist til at
sidde nedtrykt i sin lille lejlighed i Hvidovre, hvorfra hun aldrig gik ud, da hun var
så handikappet, at hun ikke kunne binde sine egne støvler.
Som nævnt er der tusinder af dem, heriblandt flere akademikere og højtuddannede, men
også mange studerende, der har måttet opgive deres studier, fordi der skete
noget i deres liv, som førte dem i armene på psykiatrien.
Derfor, Joachim B. Olsen har Danmark så mange på overførselsindkomst.
Og fordi det aldrig har måttet komme frem, hvad pillerne gør ved
mennesker, da det herved kan virke som om, psykiatrien bare eksperimenterer med
hjernerne på de mennesker, de får indenfor dørene. Og det er jo en grim ting,
som der ikke skal tales højt om.
Men det skal der altså, Joachim B. Olsen. Ellers fortsætter antallet af
borgere på overførselsindkomst med at stige.
Det skal frem, at forkert anvendt ødelægger pillerne hjernen, den
kendte hypothalamus/hypofyse/binyre akse, hvilket medfører træthed, væske i
kroppen, søvnproblemer, speeder ældningsprocessen op og meget andet, hvoraf der
kan mediciners mod en del, samt smadrer det neurologiske system, så mange
bliver invalide, hvor de inden behandlingen måske dyrkede masser af motion.
Hvis vi skal dæmme op for det stigende antal danskere på
overførselsindkomst, må reglerne omkring udskrivning af psykofarmaka strammes
gevaldigt.
Derudover må der etableres et beredskab, der kan hjælpe alle de
tusinder, der er kommet alvorligt til skade i den psykiatri, de havnede i uden
nogensinde at have haft en psykisk sygdom, men derimod bare løb ind i et lille
hverdagsproblem, vi alle kan komme ud for.
Som det fungerer nu, er de en hemmeligholdt skamplet på et land, der
kalder sig civiliseret.
Og det hjælper ikke at sætte dem til at skovle sne, ordne haver eller
håne dem mere end de er blevet hånet på deres tur igennem systemet.
Hvis problemet skal løses, skal der gribes om nældens rod.
