Jeg var idag for første gang deltager i et arrangement i Trykkefrihedsselskabet. Temaet var “Kvindens status i Islam” og panelet var objektivt imponerende: Den norske journalist og forfatter, Hege Storhaug, den syriske psykiater Wafa Sultan, hollænderen Hans Jansen, der er en af verdens førende vestlige islamforskere samt foreningens formand, den netop racismedømte Lars Hedegaard. Seancen var modereret af Mikael Jalving.
Kvaliteten af indlæggene var uden undtagelse fornem, de var informative og dokumenterede, og ‘tonen’ var langt fra skinger, men tværtimod domineret af saglighed og – ikke mindst – engageret bekymring. Især gjorde Wafa Sultan, der idag er flygtet til USA, et uudsletteligt indtryk. Her kom vidnesbyrd fra ‘hestens egen mund¨. Fra en kvinde der gennem en halv menneskealder har været ‘kvinde i Islam.’ Da hun fortalte om sin ulykkelige niece, der valgte at sætte ild til sig selv i en alder af 28 år efter 17 års tvangsægteskab med en mand, der var tredive år ældre og som systematisk havde voldtaget hende gennem hele ‘ægteskabet’, var jeg ikke den eneste blandt tilhørerne, der ikke kunne holde tårene tilbage.
Wafa Sultans budskab var væsentligt. Wafa Sultans budskab bar det umiskendelige præg af autenticitet, som kun kan komme fra et menneske, der på sin egen krop har oplevet de rædsler, som hundredevis af millioner af kvinder i Islam lever under til daglig. Her var ikke tale om demagogi eller politisering, men om videreformidling af virkeligheden. En modbydelig virkelighed. En dokumenteret virkelighed. Niecen deler skæbnesfællesskab med et utal af andre muslimske kvinder, og kvinderne i islam har fået det værre og værre igennem de sidste tyve år, hvilket blev klinisk dokumenteret af Hege Storhaug, der har rejst i Pakistan en snes gange i løbet af de sidste tyve år og fulgt og dokumenteret de muslimske kvinders stadigt forringede kår.
Jeg fik en god oplevelse. Jeg blev klogere, og jeg mødte en række interessante og engagerede mennesker, der ikke på nogen måde levede op til det billede som skingre, frygtsomme og nationalkonservative “islamofober”, der er blevet tegnet af dem fra så mange sider. Tværtimod blev kærligheden til mennesket – uanset tro - understreget igen og igen fra talerstolen. Empatien og bekymringen for de muslimske kvinder var det, der blev videreformidlet af talerne. Længere væk fra beskyldninger om racisme kan man vel næppe komme? Beskyldningerne blev denne søndag eftermiddag gjort grundig til skamme.
Hvad er så problemet?
Problemet er, at alle de gode taler til trods, så følte jeg mig som deltager i en hemmelig loge. Tilhørerne var Tordenskiolds soldater. Alle kendte alle, og de nikkede samtykkende til alt, hvad der blev sagt fra talerstolen, og rejste sig troligt op i stående ovationer til både Wafa Sultan og til “formanden”, som de kærligt betegnede Lars Hedegaard. Gennemsnitsalderen var godt på den anden side af 60 år. Ikke at der er noget i vejen med disse engagerede mennesker. Tværtimod. Men hvor var ungdommen henne? Det er dem, der skal høre disse vigtige budskaber. Det er ungdommen, der skal dæmme op for de strømninger, der uomtvisteligt breder sig hos os i Vesten. Og vigtigst af alt, hvor var de folk henne, der har som opgave at videreformidle budskaberne til en bred kreds: journalisterne fra de store mainstream medier?
De var der ikke!
TFS er tilsyneladende blev lagt på is af den etablerede presse. TFS er ikke det gode selskab. De er med en let omskrivning af Kim Larsens ord – blevet dem der har ‘en billig fantasi, det dårlige selskab, dem man ikke må lege med …”
Det er for mig som journalist både ubegribeligt og dybt, dybt bekymrende og kritisabelt, at polariseringen i den nødvendige danske debat om islams rolle i almindelighed og islams rolle i Vesten i særdeleshed har nået højder, hvor de store medier ignorerer tilstedeværelsen af eksempelvis Wafa Sultan, selvom de er inviteret.
Hvad tænker de på i medierne? Hvad er de bange for? At blive en del af det ‘dårlige selskab?’ Det er dårlig journalistik i tiende potens ikke at have sin bedste reporter tilstede for at interviewe en kvinde som Wafa Sultan. Også selv om man på de forskellige medier – eller snarere netop derfor – ikke tilslutter sig TFS og talernes dagsorden. Er det ikke journalisternes job at forsøge at beskrive virkeligheden. Også den ubekvemme. Også den, man ikke kan lide. De stod der jo hele banden, da hadprædikanten, imamen Bilal Abdul-Kareem, var inviteret af Det muslimske Troessamfund til at udbrede sin gift fornylig. Men de holder sig væk, når Wafa Sultan – et kærligt, dybt sympatisk og engageret menneske – er i Danmark for at fortælle om sine oplevelser. Der er en disconnect her.
Ikke-dækningen af TFS konferencen søndag den 8. Maj om “Kvindens Status i Islam” er et sygdomstegn. Der er noget råddent i den danske presse…!
